Danmark har ikke haft den samme debat om venstrefløjens gerninger og voldsretorik, som andre lande i Europa, skriver historiker og journalist Bent Blüdnikow

Min ven Nils Gunder Hansen har i Kristeligt Dagblad svaret på en klumme, som jeg har skrevet i Berlingske Tidende i sidste uge. I min klumme reflekterede jeg over de seneste erindringsbøger om tiden efter ungdomsoprøret i 1968.

LÆS OGSÅ: De søde piger og den rygende pistol

I Nils Gunder Hansens bog "Lille dreng med rejseskrivemaskine" og i Henrik Dahls "Spildte kræfter" samt hans efterfølgende interview og avisartikler, kommer begge forfattere ind på deres venstreradikale fortid. Nils Gunder tilhørte en eller anden anarko-syndikalistisk gruppering, og Henrik Dahl var VS'er.

Jeg har stor respekt for begge forfattere, og min klumme udtrykte ikke misfornøjelse med deres skriverier eller holdninger, men en undren over, at de ikke gravede dybere i deres ungdoms politiske holdninger.

LÆS OGSÅ:Ordentlige mennesker engagerer sig

For hovedforklaringen på deres revolutionære holdninger var de sociale; nemlig at det var svært at stå alene og være upopulær, og det var meget skæggere at gå med til de fede venstreorienterede fester og score venstrefløjens søde piger, der var tidens dejligste. Derfor råbte man revolutionære slagsange i kor.

Claes Kastholm Hansen har i et revisionistisk indlæg i Berlingskes "Groft sagt" skrevet, at det med pigerne er lyv og løgn: "De dejligste, smarteste, mest velplejede piger fandt man på konservative studier som jura, fransk, kunst- og teaterhistorie samt ude i det almindelige pulserende arbejdsliv. Den med de dejligste piger på venstrefløjen er en senere myte, opfundet af politiske medløbere og erotiske svæklinge."

O.k., vi giver for et øjeblik Claes Kastholm Hansen ret, for han må jo om nogen vide det, og jeg kan også følge Nils et stykke ad vejen i hans svar til mig i sin klumme her i bladet den 27. maj. For heri svarer Nils, at han i sin bog forsøgte at udtrykke en bredere forståelse af tidsånden.

Ungdomsoprøret og den venstreorienterede tsunami fra begyndelsen af 1970'erne rev alt med sig i sine vandmasser. Nils har fuldkommen ret i, at den venstreorienterede bølge var et altomfattende fænomen, et omsluttende fællesskab, en kultur og en identitet, som han udtrykker det. "Selvfølgelig var der også søde piger og gode fester, men det var, fordi der var alt", skiver Nils.

Og vi ved fra historien, hvordan en tidsånds revolutionære stemning kan rive alt med sig og kunne få alle til at danse efter en ny tids melodier.

Tænk blot på Den franske Revolution i 1789, hvor snart alle klædte sig i den nye mode, spillede de nye revolutionære melodier og skreg på en ny tidsalder. De adelige afskrev sig deres rettigheder, for et nyt menneske og en ny tidsalder skulle skabes. Der er en stærkt tiltrækkende effekt i begreber som frihed, lighed og broderskab, men allerede i 1790'erne udviklede det sig til undertrykkelse og massehenrettelse, fordi de unge revolutionære fantaster fik magt, som de havde agt.

Vi kommer aldrig i rationelle historiske udredninger til at forstå den begejstring, der knytter sig til en ungdomspræget revolutions- begejstring, der hviler på utopien om et lighedssamfund. Man skal have været til stede for at forstå den medrivende følelse, det er at marchere sammen, synge revolutionære sange sammen og efterstræbe utopia.

Nu var jeg ikke selv i de egentlige revolutionære grupperinger, som Nils og Henrik Dahl var medlemmer af, men nåede kun til Socialistisk Folkeparti, som jeg meldte mig ud af, da jeg havde set formand Gert Petersen drage til Nordkorea og bagefter besynge dette land i Socialistisk Dagblad. Men jeg havde da også oplevelsen af at stå sammen og synge socialistiske kampsange med rusten stemme.

Der var store forskelle på aktivisternes personlige holdninger og deres motiver til at deltage i den venstreradikale bevægelse, som strakte sig fra anarko-syndikalistiske grupperinger, over KAP'er, KAml'er, medlemmer af KAK og Blekingegadebanden, DKP og bz'erne. Der var også forskel inden for hver gruppering og mellem folk af forskellige aldre. Alt dette er selvfølgelig banaliteter, og det skal ikke hindre, at man også trækker nogle generelle træk frem.

Ude i Europa er der foregået en voldsom debat om venstrefløjens gerninger og voldsretorik, men til stadighed har denne debat haft det svært i Danmark. På trods af Nils' glimrende hukommelse og stærke intellekt har han svært ved at reflektere dybere over dette fænomen. I sin klumme griber han derfor hurtigt til ubegrundede anklager, nemlig at det ikke giver mening "at sætte en hel periode på anklagebænken ud fra et ret simpelt anklageskrift om 'voldsfascination', som er det begreb, Blüdnikow sætter op som den grumme modsætning til de søde piger? Man mærker hos kritikerne en drift mod at finde beviset på en forbrydelse, et eller andet der kan kalde på retsopgør og sandhedskommissioner." Og han slutter med at sige: "Jeg tror, at det er svært at finde 'en rygende pistol' i 1970'erne. Ellers var den nok fundet."

Nu er jeg ikke ude efter retsopgør, men efter reflektion om venstrefløjens forhold til vold og revolution, så Niels behøver såmænd ikke at være så afvisende. Og den rygende pistol er fundet, hvis han læser om perioden.

Læser man tidens tidsskrifter og venstrefløjsudgivelser, er voldsretorikken ganske tydelig. Blekingegadebanden stod ikke alene i sin hyldest af voldelige midler, der skulle tages i brug i kampen mod imperialismen. Derfor nød banden også sympati for sin ideologi langt ind i venstrefløjens rækker.

Men der var skam meget mere, Nils. Venstresocialisterne støttede i en periode terror, partiets udenrigsudvalg lavede en samarbejdsaftale i 1980 med terrorgruppen PFLP, endda med de selvsamme mennesker, der dirigerede Blekingegadebanden. Partiet modtog også penge fra Gaddafis ambassade i København. KAP'ere lavede våbenøvelser.

Bz'erne begik fra deres start til slutningen af 1980'erne en lang række handlinger, der omfattede afbrænding af et konsulat, af Shell-forretninger og af Israels turistkontor. De havde i hundredevis af konfrontationer med politiet, som de kaldte pansersvin, og de brugte våben som dødensfarlige slangebøsser og molotovcocktails. Det var et rent held for bz-bevægelsen, at det ikke den, der myrdede en politimand, men Blekingegadebanden. For bz'erne var langt mere voldelige og blodtørstige end banden.

Og når det drejede sig om egentlig terror, kunne danskere såmænd også være med. Den palæstinensiske terrorgruppe Force 17 etablerede sig i Danmark i midten af 1980'erne og havde mordplaner mod blandt andre Israels præsident under hans besøg her i landet, mod overrabbiner Bent Melchior og andre. Omkring gruppen var også danske sympatisører. Andre eksempler kan nævnes og er også opregnet i litteraturen som min egen "Bombeterror i København" (2009).

Jeg har som sagt den største respekt for Nils, men jeg forstår simpelthen ikke modviljen mod at dykke dybere ned i tidens mørke sider. Det er som sagt sket i udlandet. Hvad er det, der gør, at det er så vanskeligt for den gamle venstreradikale fløj her i landet at reflektere åbent om disse forhold? Ingen vil oprette standretter, have retsopgør eller lignende. Men det må da være muligt at forsøge at diskutere disse forhold – også i Danmark.

Er årsagen, at Nils og Henrik Dahl og en masse andre oplevede tiden efter 1968 fra solsiden? De var med til alt det skægge og kom også ud på den anden side forholdsvis uskrammede og med gode stillinger og søde piger. Har det slået dem, at dem, som voldsretorikken og anslagene var rettet imod, som eksempelvis medlemmer af den jødiske menighed eller tidens borgerlige, ser anderledes på periodens udskejelser?

Bent Blüdnikow er historiker og journalist på Berlingske