En institution af social betydning for københavner-svenskere

Widners beskrivelse bekræftes af det billede, som historikerne har tegnet af den svenske indvandring i Danmark. I 1901 var der 17.256 svenskfødte i København. Den hurtigt voksende hovedstad blev i den sidste del af 1800-tallet et vigtigt arbejdsmarked for tilrejsende sydsvenskere. Øresundsområdet fungerede i den henseende som en region, der var uafhængig af landegrænserne.

DE SVENSKFØDTE I BYEN – overvejende arbejdere og tjenestefolk – udviste hverken lyst til eller behov for at markere noget nationalt tilhørsforhold: Sproget og de kulturelle vaner skabte ingen problemer. Allerede i 1875 havde mere end hver anden af de gifte svenskere i København en dansk ægtefælle. De få og spredte svenske organisationsforsøg nød heller ingen fremgang i København. En undtagelse fra denne regel er den kirkelige virksomhed.

Da den svenske kirke sendte den unge Widner til København, havde han fået i opdrag at virke blandt svenskere, som lejlighedsvis opholdt sig i byen. Nogen permanent koloni eller noget kirkebyggeri var ikke på tale. Men da først Widner var på plads, forandredes fokus hurtigt. I 1903 grundlagde han en svensk kirkeforening med det udtalte mål at afstedkomme netop en svensk kirke og menighed. Projektet fik snart hjælp af den opblussende nationale feber omkring forrige århundredskifte. Den planlagte kirke blev til et nationalt anliggende i Sverige.

Der kommer også en ny tone i Widners indlæg for sagen. Foruden de altid forekommende statistiske oplysninger om mængden af tilflyttede svenskere rapporterer han om alarmerende oplysninger fra det danske politi: "Af de i København straffede står årligt 6-7 procent under overskriften: svenskere. Det er en skamplet for vort folk, som vi må gøre alt for at vaske af os." Det var forhold, som vakte genlyd i hjemlandet.

Den lille kirkeforening vandt på kort tid brede kredse for sit ærinde. Snart skulle det havne på højeste politiske niveau i både Sverige og Danmark. I 1907 stillede den danske regering en byggetomt med den bedst mulige placering mellem Kastellet og Østerport Station til rådighed. Året derpå bevilgede den svenske rigsdag et bidrag til projektet. Samme år lagde begge landes kongepar grundstenen ved en højtidelig ceremoni.

I 1901 havde Nils Widner, som han skriver, sat ploven i udtørret jord blandt svenskere, som hverken ejede noget religiøst eller nationalt samlingspunkt. Nu havde han samlet kolonien. Eller måske rettere skabt en koloni, for folk fra Sverige havde der længe været mange af i København, men den svenske koloni var præstens værk.

Interessen for nationale spørgsmål var brændende i både Sverige og Danmark. Den udbredte lyst til at finde og trække grænser mellem folkegrupper og lande kunne hente argumenter fra statistikken. I 1870 fik de svenskfødte en kolonne for sig i de danske folketællinger. Også i politiets rapporter blev svenskerne gjort op for sig.

DET BEGYNDTE AT BLIVE kutyme i København at skelne mellem dansk og svensk. Den svenske kolonikonstruktion i København trak i samme retning. En vigtig del af Widners virksomhed kan beskrives som en art omskoling af de mennesker fra Sydsverige, som af gammel vane og uden videre refleksion tog arbejde i byen. De skulle lære, at de var svenskere. Som Widner skriver: "Vi gør ikke nogen hemmelighed ud af, at arbejdet også går ud på virkelig at nationalisere vore landsmænd".

Han opstiller også sammenligninger mellem danskere og svenskere: "I den nordiske treklang er de hver sin tone. For harmoniens og rigdommens skyld er det vigtigt, at de begge holdes rene". Det var her, Widner og den svenske kirke så sin opgave: Kirken skulle være selve grundlaget for den nationale samhørighed.

Det fædrelandssæregne var et vægtigt indslag i tidens nationsbyggeri. Men de sydsvenskere, som af gammel vane følte sig hjemme i København, lod sig ikke sådan lige omskole. Nogle år før indvielsen vurderede Widner, at knap tusind af de svenskere, som var bosat i København, "på en eller anden måde giver deres svenske byrd til kende". Endnu færre var med i den svenske kirkeforening. Medlemslisten for 1911 registrerer 140 fuldt ud betalende medlemmer. Nogle år senere talte Gustafsmenigheden noget over 500 medlemmer. Det var ikke nogen stor andel af samtlige svenskfødte i København – kun omkring 3 procent. Det kan virke som et ringe resultat, men Widner så anderledes på det: Med kirken havde han skabt et hjem, som med sine forskellige aktiviteter stod åbent for hans landsmænd.

Det står klart, at den kraftfulde svenske nationaloffensiv i København kun nåede en lille del af den store gruppe svenskfødte i byen. En mærkbar følge af satsningen var dog naturligvis Gustafskirken, som nu fejrer sit hundredårsjubilæum.

Historikere har fremhævet, at den tids stræben efter at markere en grænse mellem svensk og dansk i Øresundsområdet fik sit måske tydeligste udtryk i epokens symboltunge historiske monumenter som Gefionspringvandet i København og Karl X-statuen i Malmö. Den svenske kirke i København kan også ses som en slags monument: som en "lærebog af tegl". Den blev et statsanliggende, som skulle markere de gamle arvefjenders forsoning og en politisk vilje til at møde fremtiden i overensstemmelse og gensidig respekt.

I år 2010 traf den svenske kirke en beslutning om en kraftig nedskæring af sin virksomhed i København. Som en af grundene fremhævedes Øresundsbroen. Beslutningstagerne forklarer ikke deres overvejelser om dette nærmere, og måske hentyder de blot til, at trafikken mellem landene er blevet smidigere. Muligvis mener de, at den form for nationalt fællesskab og absolutte grænser, som blev så centrale omkring forrige århundredskifte, har mistet deres betydning, og at broen er en slags afgørende tegn på dette. I fremtiden skal Gustafsmenigheden i alt fald selv finansiere driften og vedligeholdelsen af de meget bekostelige ejendomme.

Staffan Söderberg er lærer på Lunds Universitet, tidigere kulturredaktør på Sydsvenskan i Malmø og opvokset i den svenske koloni i København i 1950'erne.

Oversat fra svensk af Sara Høyrup