Den britiske premierminister David Cameron.
- Scanpix.
Bjarne Nørum |
31. maj 2011
Pro-palæstinensisk kampagne tager æren for at have lagt pres på den britiske premierminister
For første gang i nyere tid støtter en siddende britisk premierminister ikke den verdensomspændende jødiske organisation Jewish National Fund. Konservative David Cameron meldte sig ellers som støtte for fem år siden, men har nu skrevet til fonden og meddelt, at han ikke længere vil være at finde blandt fondens protektorer.
Såvel Tony Blair som Gordon Brown støttede fonden gennem hele deres tid som premierministre.
LÆS OGSÅ: Britisk støtte til palæstinensiske grænserSkridtet bliver set som et eksempel på, at forholdet mellem Storbritannien og Israel er blevet køligere. I sidste uge talte David Cameron således om Israels ret til at forsvare sig selv – men også om sin sympati for palæstinensernes sag.
Jewish National Fund indsamlede sidste år 125 millioner kroner i Storbritannien alene. Midlerne går ifølge fundatsen udelukkende til velgørende formål i Israel. Men fonden er under kritik for at bruge midlerne til at opkøbe land i de palæstinensiske områder, og i Storbritannien har der været en målrettet kampagne mod Jewish National Fund.
"Der er sket et skifte i den offentlige holdning og bevidstheden om Israels fremfærd, og der har været et specifikt pres på Cameron for at træde tilbage fra fonden," siger Sofiah Macleod fra kampagnen mod fonden til den britiske avis The Guardian.
Hun kalder det et markant skridt set i lyset af, at fonden hidtil har nydt stor støtte.
Fra Downing Street forsøger en talskvinde at nedtone betydningen. Hun siger, at David Camerons beslutning er en del af en revision af de mange velgørende organisationer, som premierministeren er involveret i. Meldingen er, at beslutningen er taget før den seneste udvikling i Mellemøsten.
Men briterne har skærpet kursen over for Israel, hvilket også blev klart under den amerikanske præsident, Barack Obamas, besøg i London i sidste uge.
"Palæstinenserne skal vide, at vi støtter deres behov for værdighed og for en palæstinensisk stat, som bruger grænsen fra 1967 som udgangspunkt for at bytte land," fastslog David Cameron på et pressemøde med Obama.
Jewish National Fund
Fonden blev stiftet i 1901 og har siden arbejdet for en selvstændig jødisk stat gennem opkøb af land. I 1939 fik fonden velgørende status. Fonden taler selv om at være en del af den zionistiske drøm ved at plante træer og afgrøder i ørkenen og være med til at skabe infrastrukturen til at genopbygge det jødiske hjemland. Det anslås, at fonden ejer 13 procent af landjorden i Israel, hvor der er plantet 240 millioner træer og bygget 180 damme og vandreservoirer. Fonden har afdelinger i blandt andet USA og Storbritannien, hvorfra der hvert år sendes store beløb til at støtte arbejdet i Israel.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad