Det er tvang og ikke lyst, der driver værket

Det er først og fremmest ikke en selvhjælpsbog; den siger ikke: Gør sådan, hvis du vil, at dine børn skal blive til noget. Man gør klogt i at hæfte sig ved bogens undertitel: "Dette er historien om en mor, to døtre og to hunde ? Det skulle være en historie om, hvorfor kinesiske forældre er bedre til at opdrage deres børn end vestlige forældre. Men i stedet handler den om et brutalt kulturernes sammenstød, en flygtig smag for hæder, og hvordan jeg lærte ydmyghed af en 13-årig."

"Det skulle have været" – men i stedet handler den om, hvordan forfatteren blev sat på plads af sin yngste datter, som gjorde oprør og nægtede at følge sin mors regler. Hun ville hellere spille tennis end violin, og sådan blev det. Hvorfor er det så svært for journalister at læse indenad? Er det, fordi de ikke vil?

Det med hundene er ikke uvæsentligt. Midt i sin kamp med døtrene anskaffer moderen – højprofileret kinesisk-amerikansk juraprofessor ved Yale Universitet, med styr på tingene – to umulige samojedespidser, som viser sig at være fuldstændig resistente over for opdragelse. Det underminerer hendes selvtillid.

Dette skal dog ikke forlede nogen til at tro, at hun ikke mener, hvad hun siger om opdragelse, eller at hun helt opgiver sin "kinesiske" tilgang. Snarere har hun ved bogens slutning indset, at man somme tider må trække sine styrker tilbage og regruppere: Hvis datteren hellere vil spille tennis, fint, men så skal hun blive den bedste til det!

LÆS OGSÅ:Børn og disciplin


Jævnfør også hendes afsluttende svada om "alle de vestlige forældre, der kører i den samme rille om, hvad der er godt for børn, og hvad der ikke er. De gør bare det samme som alle andre. De stiller ikke spørgsmål til noget, og det var ellers det, vesterlændinge formodedes at være så gode til. De bliver bare ved med at gentage ting som "man skal give børn frihed til at forfølge deres egne interesser", når det er oplagt, at de "interesser" bare handler om at være på Facebook i 10 timer, hvad der er komplet spild af tid, og så æde al den rædselsfulde junkfood. Jeg er sikker på, at det her land er på vej ned ad bakke! Det er ikke så sært, at vestlige forældre bliver skibet af til et plejehjem, når de bliver gamle."

Den sidder. Dermed når vi kernen af, hvorfor Chuas bog gør ondt i vestlige øren: Hun har ret. Bogen harmonerer dårligt med "den danske drøm", som mest handler om hjemlig hygge. Vi gider for længst ikke yde, før vi kan nyde, og heller ikke lære vores børn det. Lysten skal drive værket – helt alene.

Vi vil ikke betale prisen for at blive nummer et. Hvorfor skulle vi? Vi lever ikke i et kinesisk samfund og ønsker det heller ikke. Kan vi læse og skrive godt nok til at komme på Facebook, er det tilstrækkeligt.

Men er der ikke noget patetisk over den måde, hvorpå vi feterer vore talentløse børn? Ofte netop for deres talentløshed: "Neej, har du selv tegnet det?!" Problemet er, at vi ikke længere gør vort bedste. Det er en af de mere håndfaste definitioner på et samfund i tilbagegang.

Chuas historie handler om, at det kun er gennem pligtens gensidighed, vi forbindes med hinanden generationerne imellem. Det vidste vi godt engang, men vi ved det ikke længere. Vi holder ikke længere vore børn til ilden – hvori den så end består.

Det vil de muligvis bebrejde os en skønne dag.

kultur@k.dk

Amy Chua: Kampråb fra en tigermor. 224 sider. 249 kroner. Gads Forlag.