Bønnebog kritiseres for at dyrke egoisme

Der går X Factor og krævementalitet i bønslivet med den aktuelle bønnesamling "Himlen i mine fodsåler", lyder kritik fra teolog og biskop

Teolog Katrine Winkel Holm kritiserer ny bønnebog for at gøre kristen bøn til en selvcentreret bestillingsliste til Gud.
Teolog Katrine Winkel Holm kritiserer ny bønnebog for at gøre kristen bøn til en selvcentreret bestillingsliste til Gud. Foto: Niels Ahlmann olesen.

Med bønner som "Giv mig hvad jeg har brug for, ellers bliver jeg skidesur" har en række af folkekirkens præster gjort kristen bøn til en selvcentreret bestillingsliste til Gud.

LÆS OGSÅ: Skriv ind: hvordan beder du?

Sådan lyder kritikken af den aktuelle bønnebog "Himlen i mine fodsåler", som indeholder 286 bønner om blandt andet sex, arbejde, kærlighed og død skrevet i et hverdagssprog af præster, forfattere og menigmænd. Ifølge en pressemeddelelse er bogen en "sprogligt levende og teologisk præcis bønnebog (...) som det søgende menneske kan spejle sig i".

LÆS OGSÅ: Bøn og sprog i hverdagen

Men ifølge teolog og debattør Katrine Winkel Holm er bogens bønner snarere "deprimerende ringe". Selvom hun ikke har læst hele bogen, mener hun, der tegner sig et billede af en samling tekster, der er en "bestillingsliste til Vor Herre mere end bønner".

"Som bogen er blevet præsenteret, udtrykker den en kombination af børnehavementalitet og krævementalitet. Det, der går igen, er, at Gud skal give mig dit og dat, for ellers bliver jeg skidesur. Men man kan ikke bestille ting hos Vor Herre. Den bedste bøn er 'din vilje ske'. Det er så trist, at de, der skal vejlede i folkekirken, optræder så sprogligt ringe og teologisk ureflekteret," siger hun.

Bønnebogen er udtryk for, at kirken ikke tør stå ved sin tro og sit religiøse sprog, mener Katrine Winkel holm.

"Vi er så bange for, at Gud ikke rigtigt kan tilfredsstille det moderne menneske, og så bliver kirken en stor undskyldning på Vor Herres vegne. Men vi skal ikke være så bange for en anden sprogtone. Kirken er alligevel noget helt andet end at se X Factor. Og det ændrer man ikke ved at skrotte hele kirkens rigdom af traditionssprog," siger hun.

Biskop i Lolland-Falsters Stift Steen Skovsgaard mener ligeledes, at flere af bogens bønner peger i retning af tidens tendens til X Factor-dyrkelse og selviscenesættelse. Han hæfter sig for eksempel ved bønnen "Herre, jeg beder dig ikke om en smuk mand men om en jeg kan gå i seng med".

LÆS OGSÅ: Med begge fodsåler på jorden

"Det virker mere som et ønske om at udstille sig selv og få sine egne behov stillet – ikke som en samtale, hvor man lytter til Gud, og hvad han vil. Naturligvis skal vi også bede nye bønner, men jeg mener faktisk, at bøn forudsætter et kærlighedsforhold til Gud og et sprog, der skal læres," siger han og tilføjer:

"Mit spørgsmål er, om der med denne bønnebog er gået X Factor i bønslivet. 'Bønnen skal udtrykke inderlighed, naturlighed og ægthed', skriver en af medforfatterne. Kort sagt, bønnen skal have X Factor. Og spørgsmålet, man kan stille, er, at hvis din bøn så ikke har det, hører Gud dig så ikke?"

Men biskop i Haderslev Niels Henrik Arendt er uenig i kritikken: Flere af de nye bønner er tværtimod så gode, at de kunne optræde i salmebogen, siger han til dagbladet Politiken. Også selvom bønner med ord som "lortebleer" og "pissesur" forekommer barnlige:

"Nogle af dem er meget smukke og dybe og kunne indgå i en kommende salmebog," siger biskoppen.

EKSEMPLER PÅ BØNNER FRA BOGEN:
Skidesur
Herre
jeg springer alle åndrighederne over
og hele den vamle tone
Giv mig hvad jeg har brug for
nu
eller jeg bliver skidesur

Lyst
Tak, Gud, fordi jeg kan mærke lyst og
længsel
Tak for min varme krop og min hud
Jeg vil elske
og du har givet mig muligheden
Du kunne have skabt andre, mere
nøgterne alternativer
for kærlighedsmøde og forplantning
Tak fordi du har givet mig en sult efter berøring
som taler til mig om kærlighed
også i savnet og bruddet
med en stemme som råber højere end
alle andre

Fra bogen "Himlen i mine fodsåler"

Del dit forslag til moderne bøn

SKRIV IND: Hvordan beder du?