Helle læste bibelen i Bilka

Fabelagtig uinteressant interviewbog med Helle Thorning-Schmidt

Den socialdemokratiske leder fortæller i en ny bog om sin opvækst i Ishøj og omegn, forældrenes liv og skilsmisse, faderens død og om mødet med sin mand, Stephen Kinnock.
Den socialdemokratiske leder fortæller i en ny bog om sin opvækst i Ishøj og omegn, forældrenes liv og skilsmisse, faderens død og om mødet med sin mand, Stephen Kinnock. Foto: Keld Navntoft.

Hvem er Helle Thorning-Schmidt?

Det forsøger Anne Wolden-Ræthinge, tidligere Politiken-journalist og bedre kendt som Ninka, at give svar på i bogen "Helle – i samtaler med Ninka". Den lover på omslaget at handle mest om den personlige Helle. Og næsten ikke om realpolitik.

Gennem ni kapitler fortæller den socialdemokratiske leder om sin opvækst i Ishøj og omegn, forældrenes liv og skilsmisse, faderens død og om mødet med sin mand, Stephen Kinnock. Vi hører om hendes nuværende dagligdag på Østerbro, og vi kommer omkring store begreber som kærlighed, tilgivelse, ensomhed, religion, kunst og endda sorgen og døden.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning: Jeg er glad for min bil

Det kunne der være kommet en interessant bog ud af, men på lange stræk er denne desværre fabelagtig uinteressant. For at sige det ligeud er der noget galt med både spørgsmål og svar.

Ninka erklærer sin store hengivenhed for sit "offer" på første side, og følgelig bliver spørgsmålene hverken specielt kritiske eller udfordrende. Et interview behøver selvfølgelig ikke at være kritisk for at være godt. Den blide, medløbende samtale kan faktisk få en person til at fortælle mere om sig selv, end hvis intervieweren stiller op med en ladt pistol.

Det er desværre bare ikke tilfældet her. Helle Thorning-Schmidt er nemlig yderst bevidst om, hvad hun vil dele med resten af verden, og hvad hun ikke vil. Det fremgår også af et afsnit med den sigende titel "Det private er privat".

Hvad der er et rimeligt synspunkt. Politikere har ingen pligt til at dele deres privatliv eller private anskuelser med alle andre. Men dermed bliver der meget lidt tilbage at skrive om den "personlige Helle".

Et godt eksempel er, at hun flere steder taler varmt om tilgivelse. Den har hun haft brug for at lære, da hendes far svigtede familien, blev skilt og fik en en ny kone. Ninka antyder i et spørgsmål, at det næsten lyder religiøst med den tilgivelse. Hvortil Helle Thorning-Schmidt forklarer, at hun aldrig i offentlige debatter er gået ind i det religiøse eller spirituelle, fordi det for hende er en meget, meget personlig ting, som hun i øvrigt ikke bruger så megen tid på. Ligesom hun heller ikke tænker meget over døden.

"Men jeg har en meget stærk forbindelse til nogle af de værdier, der ligger i kristendommen, og jeg føler mig forbundet med det kristne budskab om tilgivelse. Jeg er ikke en stor kirkegænger – slet ikke. Men i budskabet om Jesus ligger værdier, som har gjort mit fundament i livet stærkere," siger hun.

Senere fortæller hun, at hun læste noget af Bibelen som 18-årig ekspedient i Bilka, og at hun hverken tror på det evige liv, frelsen eller Himmel og Helvede.

Der er en underlig mangel på stringens i alle de udsagn. Hvordan kan det at være kristen både være en "vigtig ting" og en "biting", som hun også får sagt? Hvordan hænger hendes begejstring for salmerne og kirkerummet sammen med hendes andetsteds udtalte synspunkt om, at der skal være mindre religion i det offentlige rum?

Men der bliver hverken spurgt eller svaret. Bogen hopper ustruktureret i tid, sted og emne, og de samme temaer dukker op flere gange.

Et sted fortæller Helle Thorning-Schmidt, at hun som 15-16-årig sammen med sin mor solbadede på græsplænen neden for deres lejlighed i Ishøj. Det fik forbipasserende indvandrermænd til at fnyse og snerre, og hun forklarer, at der ikke skal meget af den slags til, før "folk" bliver meget skeptiske over for det såkaldte kulturmøde.

Men hvad med hende selv og hendes mor? Blev de skeptiske? Snerrede de retur? Ingen svar.

Ninka stiller det i øvrigt gode spørgsmål, om Thorning-Schmidt som regeringschef kunne forestille sig, at hun ville føle sig tvunget til at indføre dødsstraf. Nej, aldrig nogensinde. Det er forkert at myrde et andet menneske, lyder det kategorisk. Hvad der burde have ført til et opfølgende spørgsmål om, hvordan vi så kan sende soldater i krig. Dem beder vi jo om at tage livet af andre mennesker hver eneste dag, endda med risiko for at aflive uskyldige. Men det blev vi heller ikke klogere på.

hoffmann@k.dk

Anne Wolden-Ræthinge: Helle – i samtaler med Ninka. 202 sider. 250 kroner. Kastaniehøj Forlag.