Anne Katrine Gottfred Jensen |
3. juni 2011
Ifølge Jann Sjursen er der fortsat brug for at tage etiske og sociale udfordringer op - nu også på klummeform med plads til flere skæve indfaldsvinkler. For generalsekretæren i hjælpeorganisationen Caritas Danmark og formanden for Rådet for Socialt Udsatte er fra i dag ny skribent på fredagens "Kirkeligt Set" i Kristeligt Dagblad
Telefonen tages med det samme, og Jann Sjursen stiller beredvilligt op til interview, som han har gjort det så mange gange før. Anledningen er denne gang, at han fra i dag er ny skribent på Kristeligt Dagblads fredagsklumme "Kirkeligt Set".
LÆS OGSÅ:
Religion og udvikling. Selvfølgelig hænger tingene sammen
Avisens læsere vil kende ham fra artikler og debatindlæg i Kristeligt Dagblad gennem en årrække, hvor han med ord har kæmpet for de svageste i ind- og udland både som politiker, generalsekretær i den katolske kirkes humanitære bistandsorganisation, Caritas Danmark, og som formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Mest kendt er den 47-årige Jann Sjursen nok som formand for Kristeligt Folkeparti fra 1990 til 2002, og i den periode nåede han i kraft af sine 26 år at være en af danmarkshistoriens yngste partiformænd og senere også energiminister. I 2003 meddelte han, at han ikke genopstillede ved det kommende valg, og senere forlod han partiet i forbindelse med dets ændrede politik i forhold til abort.
Men både i tiden som politiker på Christiansborg og efterfølgende har den læreruddannede ægtemand og familiefar fra Hillerød deltaget aktivt i den offentlige debat. Selv siger han om det nyeste forum i Kristeligt Dagblad, at det er en spændende udfordring, og han har personligt nydt tidligere at følge de andre skribenter. Det er blandt andet, fordi klummeformen giver mulighed for at komme med mere skæve vinkler, end de traditionelle avisartikler lægger op til.
I dagens klumme er det forholdet mellem religion og fattigdomsbekæmpelse, der tages op. Den nye skribent siger selv, at han gerne vil bidrage "med en blandet landhandel".
Med sine to kasketter som generalsekretær og rådsformand vil emner som udviklingsbistand og sociale spørgsmål formentlig ofte blive taget op. Men Jann Sjursen har også en plan om at bruge den nye spalteplads til at vælge andre emner end dem, han typisk udtaler sig om.
Der er dog en fællesnævner for alt det, han beskæftiger sig med. Som det også er det i hans daglige arbejde, er det det kristne menneskesyn, som han har med sig fra en opvækst med rødder i Indre Mission, og kampen for andre menneskers værd, der driver ham. Det skal der fortsat arbejdes for, og derfor tager han sig også tid til pressen og til skriverier i Kristeligt Dagblad.
Jann Sjursen fortæller, at medierne i for mange år har været en del af hans arbejde til, at han ikke tænker videre over, at journalister ofte henvender sig til ham og bruger ham i deres artikler. Men, som han selv formulerer det: "Har man noget på hjerte, er man ikke ked af at blive spurgt."
anne.jensen@k.dkkirkeligt set side 17
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad