Ateister har også følelser

Der bør være begravelsespladser uafhængige af religion, hvor den enkelte kan vælge sine symboler, skriver Stinus Lindgren, formand for Ateistisk Selskab

Formanden for Ateistisk Selskab Stinus Lindgreeen (billede) svarer igen på Charlotte Dyrmoses (K) læserbrev om "Ateistisk begravelsesforvirring."
Formanden for Ateistisk Selskab Stinus Lindgreeen (billede) svarer igen på Charlotte Dyrmoses (K) læserbrev om "Ateistisk begravelsesforvirring.". Foto: Privatfoto.

CHARLOTTE DYREMOSE (K) har et indlæg i avisen den 31. maj, hvor hun gør sig munter over, at vi ateister endelig har fået en begravelsesplads. Desværre opstiller hun en karikatur af vores synspunkter, som hun derefter skyder ned, hvilket er en klassisk om end meningsløs taktik, hvis målet er øget forståelse for hinanden. Det er ekstra trist, da vi for få uger siden debatterede dette emne ansigt til ansigt.

Ateister er bare mennesker, der ikke tror på guder, og foreningen Ateistisk Selskab arbejder for reel religionsfrihed, hvilket for os også indebærer friheden fra religion, hvis det er det, man ønsker. Vi vil ikke indskrænke andres ret til at dyrke deres religion. Vi vil bare gerne have lov til at være her uden religioners indblanding i vores liv. Hvordan det bliver til intolerance i Dyremoses optik er mig en gåde. Det burde være indlysende, at også ateister dør og har stærke følelser forbundet med det at miste – ingen af delene er forbeholdt religiøse mennesker. Det virker dog ikke, som om Dyremose helt kan acceptere det. I hvert fald kan man godt håne ateisters følelser, da de jo ikke er troende.

Da vi som alle andre mennesker selvfølgelig er kede af at miste dem, der står os nær, burde det være klart, at det også er vigtigt for ateister at markere døden. For nogle kræver det måske ikke det store, og det kan være en personlig stund, hvor asken spredes over havet. For andre er det vigtigt at have et gravsted, hvor man kan mindes den afdøde. Det burde ikke vække den store undren, medmindre man oprigtigt mener, at ateister ikke har de samme følelser som andre mennesker.

I Danmark er det imidlertid sådan, at et bestemt trossamfund – nemlig folkekirken – sidder på begravelserne. Det er jo lidt mærkværdigt, når nu vi alle skal den vej, hvad vi så end tror eller ikke tror på. Vi har længe undret os over, at en bestemt religiøs gruppe skal stå for noget så universelt. Da vi ikke tror på de religiøse påstande, handler det selvfølgelig ikke om, at vi frygter konsekvenserne ved at blive begravet i indviet jord. Jord er jord, uanset hvilke trylleformularer der måtte være udtalt.

I Ateistisk Selskab har vi igennem længere tid arbejdet for at få etableret begravelsespladser uafhængigt af folkekirken. Det er et ønske, der møder forståelse i alle de kommuner, vi har været i kontakt med. Desværre er det indtil nu strandet på økonomi. Nu har vi endelig fået en begravelsesplads som en del af Vestre Kirkegård i Aarhus, hvilket er et skridt i den rigtige retning. Dyremose bruger i den forbindelse megen plads på et fiktivt problem, nemlig alle de symboler, vi vil forbyde. Sagen er, at der ikke er nogen forbud. Det er helt op til den enkelte, og alle de symboler, hun remser op – fisk, roser, hjerter og så videre – er jo kun kristne i en kristen kontekst. I en ikke-kristen kontekst er der tale om netop fisk, roser og hjerter. Pointen er blot, at der bør være begravelsespladser uafhængigt af religioner, og at den enkelte selv kan vælge sine symboler. Det er faktisk ikke så svært.

Stinus Lindgreen er formand for Ateistisk Selskab