Send artiklen Manden med midtvejskrisen til din ven.
Manden med midtvejskrisen
Mel Gibson spiller rollen som Walter Black, der en dag finder en gammel bæver-hånddukke. Da han tager den på, begynder alting pludselig at gå fremad, også i forholdet til sønnen.
Indtast din e-mailadresse og få nye artikler med samme emne.
Palle Schantz Lauridsen |
3. juni 2011
SE TRAILER En veludført idé er lige ved at redde Mel Gibson og "The Beaver" i land
4 ud af 6 stjerner
Oven på en række både personlige og politiske "skandaler", der har fyldt en del i visse medier, vender Mel Gibson modigt tilbage i rollen som Walter Black, manden med midtvejskrisen.
Om han lige befinder sig midtvejs på livets bane er mindre vigtigt, men krise har han: Han er livslammende deprimeret. Han kan næsten ikke slæbe sig ud af sengen om morgenen, familien går ham på nerverne, og hverken hjemme eller på arbejdet er han nogen nytte til. Allerhelst vil han bare sove. Da hans kone smider ham på porten, ser han derfor ingen anden udvej end at begå selvmord.
Men i en skraldecontainer har han fået samlet en hånddukke op, og den bliver hans redning. I første omgang. For gennem den – "The Beaver", Bæveren – kan han tale igen, være dynamisk og få ting til at ske.
Alle er glade for den ændring, der sker med Walter. Hans yngste søn, Henry, har det fint med bæveren, men både hans gymnasiesøn, Porter, og hans kone, der spilles af filmens instruktør, Jodie Foster, får efterhånden nok. Porter har fra filmens start haft travlt med at lægge afstand til sin far. Han er så bange for at blive ligesom sin far, at han holder nøje regnskab med de punkter, de ligner hinanden på.
Det er en rigtig sjov idé at udstyre den deprimerede Walter med et visualiseret alter ego, der tilmed taler med en folkelig britisk accent. Det er heller ikke dårligt fundet på at beskrive Porters faderoprør så detaljeret, at han har 50 gule sedler med lighedstegn mellem ham selv og faderen. Endelig er det en fin pointe, at dukken ender med at tage kontrollen, for her bliver filmen, der længe balancerer mellem familiedramaet og komedien, lidt gyseragtig på grund af sit dobbeltgængermotiv. Gibson er en charmerende fyr, og han er overbevisende i dobbeltrollen.
Blot er det en skam, at filmen skal slutte. Ikke fordi den er for kort, men fordi knuderne i fortællingen skal bindes, og Walter og familien skal bringes tilbage til en form for hverdag. Her bliver den irriterende patetisk.