Vækst - for hvis skyld?

Er der noget, regeringen og oppositionen er enige om, er det, at det danske samfund har brug for vækst. Men er der noget, det kniber med, er det netop vækst. Mens vore nabolande har blus på lampen, sidder dansk økonomi fast i en næsten uhelbredelig sump.

De sidste to kvartaler har væksten endda været negativ, og det får økonomerne til at tale om en recession. Det er der primært to årsager til. Den ene er, at privatforbruget er gået helt i stå. Med udsigt til højere renter og lavere boligpriser skal forbrugerne ikke nyde noget af at spendere løs. Forsigtigheden er formentlig ikke blevet mindre af de sidste ugers politiske krisestemning og marathonforhandlinger.

Den anden årsag til nedgangen i væksten er, at det offentlige for alvor er begyndt at spare og afskedige. Hvor kommunerne tid-ligere rutinemæssigt har overskredet de økonomiske aftaler med regeringen, har de i år taget budskabet om nulvækst alvorligt, og det har ført til et farvel til tusindvis af ansatte.

Det sidste kan man knapt bebrejde kommunerne, omend der kommer foruroligende oplysninger om, hvordan besparelserne udmøntes. Eksempelvis tyder det på, at mange varme hænder fjernes fra ældre- og børneomsorg, mens administratorerne går fri. I betragtning af bureaukratiets uhyrlige vækst gennem mange år skulle man tro, at kommunerne i stedet ville og kunne tage fat her. Grundlæggende er det imidlertid sundt, at det offentlige forbrugsboom får en pause, for der er store underskud på de offentlige finanser i disse år.