Vassula Rydén hævder, at Gud sender hende beskeder, som hun efterfølgende skriver ned i bøger med en speciel, guddommelig håndskrift, som er markant anderledes end hendes egen. --
- Leif Tuxen.
Nanna Schelde |
4. juni 2011
Hun bliver kaldt en moderne profet og deler vandene på grund af den direkte samtalelinje til Gud, hun hævder at have. Vassula Rydén var i Danmark for at tale om Gud
Miraklet begyndte med en indkøbsliste i 1985. Vassula Ryden skulle ud at handle, da hun pludselig fornemmede et særligt nærvær, et kald, der bød hende at skrive de ord ned, som blev sendt til hende.
"Jeg er din skytsengel, og mit navn er Daniel," noterede den dengang 43-årige husmor og diplomatfrue med en håndskrift meget anderledes end sin egen.
Linjerne blev begyndelsen på en endnu ikke afsluttet korrespondance. Først mellem Vassula Rydén og skytsenglen Daniel, der introducerede hende til Gud og kristendommen. Senere og nu direkte med Gud.
"Vil du tjene mig?", lød den besked, som hun efter nogen tid modtog fra Vorherre.
"Det chokerede mig, for jeg var jo helt almindelig husmor med mand og to børn. Jeg tænkte, at han måske forventede, at jeg ville blive nonne eller leve et meget anderledes liv for at kunne følge ham. Derfor prøvede jeg også først på at undgå ham, men det gik hurtigt op for mig, at det skulle jeg ikke."
Ordene fra det høje kan komme på alle tidspunkter af døgnet, og det foregår altid stille og roligt og har intet at gøre med trancelignende tilstande, fortæller Vassula Rydén.
"Når du får beskeder fra Gud, er du ikke i tvivl. Der er en trang i dig, der siger, at du må lytte til ham."
Grafologer har undersøgt skriften, som de ifølge skribenten kalder guddommelig og hellig. En særlig ting er, at der hverken er punktummer eller store begyndelsesbogstaver. Rydén siger, at Det Gamle Testamente skal være skrevet på samme måde uden punktummer. Fordi Gud er alfa og omega, begyndelsen og enden.
69-årige Vassula Rydén med det skulderlange, blonde hår og det gådefulde Mona Lisa-lignende blik ser det som sin mission i livet at sprede budskabet om, at Gud er vores skaber. Det er også derfor, hun lige nu er på en tur til Nordeuropa. I Danmark er hun kommet for at tale til en skare på nogle hundrede i kirken Københavns Kulturcenter på Drejervej i København. Hvad angår troen på Gud, er der meget at rette op på både i Danmark i resten af Europa, mener hun.
"Europa har mistet fornemmelsen for Gud. Alt handler om materielle goder, og Gud mangler i deres liv. De vil have alt, men inden de kan få det, må de indse, at de må have Gud før alt andet."
"Når vi afviser Gud og er ligeglade, provokerer vi naturen og skaberværket. Vores liv er endt som et egoistisk foretagende," uddyber Vassula Rydén.
Hun mener at have belæg for sin påstand. For dengang, før miraklet i 1985, var hun ligesom dem. Ganske vist ikke modstander af troen, men heller ikke interesseret i den. Uden erfaring med at gå i kirke eller læse i Bibelen.
"Derfor må vi heller ikke dømme folk. Gud vil altid give dem en chance. Det handler om at åbne sit hjerte, for han bliver ved med at banke på, til vi åbner."
Hovedbudskabet i de mange beskeder Vassula Rydén modtager fra Gud og siden skriver ned i sine bøger, handler om at samle den kristne kirke. Katolikker, protestanter og ortodokse bør inspirere og hjælpe hinanden frem for det modsatte. Selv er Vassula Rydén græsk-ortodoks.
"Men når jeg taler til katolikkerne, føler jeg mig som en af dem. Vi skal være sammen i forskelligheden. Vi har den samme tro, den samme dåb og den samme Gud," siger hun.
Dog er det ikke kun budskaber om fred og forsoning, der kommer ud af Vassula Rydéns pen. Flere profetier handler for hende om ting, der vil ske, fordi mennesket bliver ved med at afvise Gud. I 1986 sagde hun til sin åndelige vejleder i Bangladesh: "Pater James, de to tårne i New York ... Jeg så dem i grus," som et varsel om terrorangrebet på New Yorks tvillingetårne den 11. september 2001. Også inden tsunamien i 2004 modtog hun dystre varsler.
"Men jeg får aldrig præcise beskeder om, hvor og hvornår. Lige nu ser jeg en brand. En stor ildebrand. Gud er skuffet over vores ligegyldighed og ked af den måde, vi behandler Jorden på, men vi kan stadig nå at formindske katastrofen, hvis vi bare ville lytte til ham," siger hun.
Udmeldinger som disse bliver ofte mødt med skepsis, men det hører med til at være særlig udvalgt, mener Vassula Rydén.
"Historien viser, at ikke en eneste af dem, som er beriget med en særlig nådegave eller særlige evner, er blevet accepteret med det samme. Mistro og foragt er det kors, jeg må bære."
Både i den katolske kirke og i den græsk-ortodokse kirke finder man modstandere af Vassula Rydén. Mange sår tvivl om, hvorvidt hun virkelig er den profet, som hendes støtter hævder. Begge kirker har udsendt skrivelser, der tager afstand fra hende. Trods modgangen føler Vassula Rydén alligevel en vis accept fra paven. Efter at have undersøgt hendes budskaber i to år lød konklusionen fra daværende kardinal Ratzinger, der var formand for Troslærekongregationen, at man tog afstand fra visse passager, men at det ikke drejer sig om fordømmelse af hende. "Jeg føler på sin vis, at jeg har pavens støtte," siger hun.
Tilbage er det magtpåliggende spørgsmål: Hvorfor Vassula Rydén? Hvorfor skulle Gud vælge at kommunikere gennem en husmor uden kirkelig erfaring?
"Det spørgsmål har jeg også stillet mig selv rigtig mange gange. Svaret må være, at jeg blev valgt, fordi jeg er helt almindelig, ligesom alle andre. Du kan sige, at jeg er Guds hemmelige agent," siger Vassula Rydén og smiler.
schelde@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad