Hvordan andre lande kan blive “Danmark”

Stavnsbåndets ophævelse er en af de milepæle, som den amerikanske filosof Fukuyama finder fuldstændig afgørende for udviklingen af det danske demokrati. Her ses bønderne takke Frederik VI på et maleri af C.W. Eckersberg fra 1839.

Læs også

flexblock

Tema

Velfærdsstat og kristendom

Luther

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

6. juni 2011

For en af verdens store filosoffer, Francis Fukuyama, er det danske demokrati en model for andre samfund. Ikke mindst takket være Luther og Grundtvig

Hvordan når et samfund "frem til Danmark"?

Det er det centrale spørgsmål, som den kendte amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama stiller i sin nye bog, "The Origins of Political Order" (Den politiske ordens oprindelse), hvor han forklarer, hvorfor der er så stor politisk mangfoldighed i verden i dag på trods af menneskets fælles biologiske oprindelse i Afrika for cirka 50.000 år siden.

LÆS OGSÅ: Demokrat - et universelt og vanskeligt gode

Med andre ord: Hvorfor er nogle lande – såsom Danmark, der i Fukuyamas bog bruges både som et praktisk eksempel og en mere generelt metafor for et forbilledligt moderne demokrati – stabile, fredelige, velstående, inkluderende og ærlige samfund, mens de fleste ikke er det?

Annonce

"Alle kunne tænke sig at regne ud, hvordan man omdanner Somalia, Haiti, Nigeria, Irak eller Afghanistan til 'Danmark', og det internationale udviklingssamfund har lange lister af formodede Danmark-agtige egenskaber, som de forsøger at hjælpe fejlslagne stater med at opnå," konstaterer han i bogens indledning.

De fleste mennesker i den rige demokratiske verden – heriblandt mange danskere – har imidlertid ingen anelse om, "hvordan Danmark selv nåede frem til Danmark," fortsætter han.

"Kampen for at skabe moderne politiske institutioner var så lang og smertefuld, at folk, der lever i industrialiserede lande, nu lider af et historisk hukommelsestab i forhold til, hvordan deres samfund i det hele taget nåede frem til det punkt," skriver Francis Fukuyama.

Den historieløshed forsøger han at rette op på med sin overordentlig anmelderroste nye bog, der er den første af to planlagte bind. Fukuyama, der til daglig er professor på Stanford University i Californien, er bedst kendt for bogen "Historiens afslutning og det sidste menneske" fra 1992, men har siden forfattet en række andre toneangivende værker om blandt andet social biologi, bioteknologi, regeringsførelse og amerikansk neokonservatisme.

"The Origins of Political Order" begynder i Kina 221 år før Kristus, bevæger sig derpå hen over Indien, den islamiske verden og dele af Europa for til sidst at slutte med de franske og amerikanske revolutioner i slutningen af 1700-tallet. I løbet af hele denne tour de force gransker Francis Fukuyama, hvordan mennesket satte sig ud over de tidligste civilisationers tætte stammetilhørsforhold og organiserede sig i politiske samfund.

Overgangen fra bander af jæger-samlere til stammer var den første afgørende sociale udvikling i den politiske ordens historie. Denne overgang blev muliggjort af religiøse idéer, der forenede store grupper af mennesker i tilbedelse af en fælles stamfader. Eftersom en stamme kunne mobilisere mange mænd til krigsførelse, var rivaliserende bander nødt til også at organisere sig i stammer.

Krigsførelse var dynamikken bag den anden store afgørende sociale transformation fra stamme til stat. Fordi stater er mere stabile end stammer, tilbød de også en bedre chance for overlevelse. Derfor gav folk afkald på stammens frihed for at underkaste sig staten.

Francis Fukuyama opstiller tre ingredienser, som karakteriserer succesrige liberale demokratier: en stærk og duelig stat, et funktionelt retssamfund og mekanismer, som holder magthaverne til ansvar over for borgerne. Ifølge Fukuyama var England og Danmark – på meget forskellig vis – de første i verden til at forene disse tre grundsøjler, hvilket derpå fik de øvrige europæiske stater til med tiden at adoptere den succesrige formel.

Det stod i den sene middelalder ikke klart, at Danmark ville adskille sig fra de øvrige europæiske lande, bemærker Fukuyama. Men så skete der i 1500-tallet noget, som skulle vise sig at blive overordentlig betydningsfuldt:

"Hvis der er en enkelt begivenhed, der sendte Danmark og andre dele af Skandinavien på en særlig udviklingskurs, var det den protestantiske reformation," konstaterer han.

Det væsentligste varige politiske udfald af Reformationen i Danmark, hvor opgøret med den romersk-katolske kirke førte til grundlæggelsen af den evangelisk-lutherske folkekirke i 1536, var ifølge Fukuyama lutheranernes store indsats for at fremme læse- og skrivekundskaber blandt bondeklassen.

Lutheranerne var af den overbevisning, at det var nødvendigt for almindelige mennesker at have direkte adgang til Gud igennem evnen til at læse Bibelen – eller i det mindste Martin Luthers Katekismus – og de oprettede derfor skoler i de danske landsbyer, hvor præster lærte bønderne og deres børn at læse og skrive. Dermed opstod der snart en relativt veluddannet og stadig mere velorganiseret social klasse i Danmark.

I 1500-tallets Danmark var det således religion, der var drivkraften for samfundsforandringer, forklarer Francis Fukuyama, modsat i middelalderens England og i nutidens postindustrielle samfund, hvor social mobilisering typisk finder sted som følge af økonomisk udvikling.

Han betegner stavnsbåndets ophævelse i anden halvdel af 1700-tallet som Danmarks "afgørende politiske revolution", mens også tabet af Norge og andre territorier samt arven fra Den Franske Revolution og grundtvigianismen spillede en vigtig rolle i udviklingen af det danske demokrati.

"Idéer var afgørende for den danske fortælling, ikke bare i forhold til luthersk og grundtvigsk ideologi, men også i forhold til, hvordan oplysningstidens syn på rettigheder og forfatningsmæssige principper blev accepteret af en række danske monarker i det 18. og 19. århundrede," skriver han.

Der er en række måder "at nå frem til Danmark" på, konstaterer Francis Fukuyama, der i "The Origins of Political Order" gransker faktorer som krigsførelse og religion samt betydningen af sociale adfærdsmønstre, heriblandt særligt menneskets naturlige anlæg for nepotisme.

Fukuyama beskriver blandt andet, hvordan nogle stater og magtinstanser i løbet af historien succesrigt har bekæmpet dette menneskelige anlæg for nepotisme ved at "nedbryde familien" og skabe en administrativ klasse, hvis loyalitet var forbeholdt staten.

"Hvis mennesker gives valget mellem loyalitet over for staten eller familien, er de fleste biologisk drevne til det sidste. Den mest direkte måde at reducere korruption på var derfor at forbyde embedsmænd overhovedet at have familier," forklarer Fukuyama.

Og det skete på en række kreative måder. De kinesiske kejsere oprettede eksempelvis en særlig deling af eunukker, der spillede en vigtig rolle i hoffets stadfæstelse af sin magt. Idet de som kastrerede ikke havde seksuelle lyster eller evner, var eunukkerne ude af stand til at danne egne familier. De var afhængige af deres herrer og konspirerede – modsat andre embedsmænd – ikke mod staten for at fremme deres afkoms interesser.

Samme motivation spillede ind, da pave Gregor VII i det 11. århundrede befalede, at præster og biskopper skulle leve ugifte i cølibat. Det skete som led i den store gregorianske kirkereform, hvis formål var at styrke pavemagten og svække den verdslige indgriben i kirkens affærer.

Cølibatkravet blev et stærkt våben i bekæmpelsen af den korruption og nepotisme, som typisk var et resultat af gejstliges ønske om at begunstige deres slægtninge og efterkommere.

Den gregorianske reform gav ifølge Francis Fukuyama kirken den moralske statur til at udvikle sig til en moderne, hierarkisk, bureaukratisk, lovstyret og spirituelt myndig institution, hvilket var med til at gøde jorden for den efterfølgende opstigning af den sekulære, retsbaserede europæiske stat.

Også i det islamiske ottomanske rige blev familiebånd tvangskappet med det formål at opbygge staten og skabe politisk orden i et stærkt stammebaseret samfund. I rigets storhedstid i det tidlige 16. århundrede gik en deling bureaukrater cirka hvert fjerde år på rov blandt kristne familier i balkanprovinserne og bortførte tusinder af de stærkeste og sundeste drenge i alderen 12-20 år.

Drengene, der aldrig fik deres familier at se igen, var ikke tiltænkt en skæbne som fornedrede trælle. De blev tvunget til at konvertere til islam, fik uddannelse i administration og krigsførelse og endte enten som højtstående embedsmænd eller medlemmer af rigets elitehærskare.

Men de forblev hele livet sultanens slaver og måtte eksempelvis ikke eje privat ejendom. Systemet med "militært slaveri" var ifølge Francis Fukuyama så succesrigt, at det var med til at sikre islams position som verdensreligion.

I "The Origins of Political Order" viser Francis Fukuyama, at den politiske treenighed, som hersker i Danmark og andre liberale demokratier – en stærk og duelig stat, et funktionelt retssamfund og mekanismer, som holder magthaverne til ansvar over for borgerne – ikke kan fremtvinges med magt.

Han forklarer, at hvis politikere uden for Vesten vil bringe deres lande i retning af Danmark snarere end i retning af eksempelvis Iran, er de nødt til at forstå – og gentage – processer, der har fungeret tidligere. De er nødt til at kende den politiske ordens historie, omend et nutidigt udviklingsland ikke kan forventes at reproducere alle de blodige skridt, som vestlige samfund har taget på deres lange vej mod en moderne demokratisk stat.

"The Origins of Political Order" er en grundbog til denne historie. I næste bind lover Francis Fukyama at granske, hvordan de historiske erfaringer kan overføres til den virkelighed, som gør sig gældende i den postindustrielle, globaliserede moderne verden.

Francis Fukuyama: The Origins of Political Order. From Prehuman Times to the French Revolution. 608 sider, 35 dollar. Farrar, Straus and Giroux.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock