Bob Dylan. Han er helt sin egen

Det er al ære værd. Han anvender et udsnit på tre Dylan-albums, "John Wesley Harding" (1968), "Slow Train Coming" (1979) og "Oh Mercy" (1989), af de mere end 50 udgivelser til at beskrive, hvordan Dylan sender et apologetisk budskab til omverdenen. Og så kan han oven i købet høste den gevinst at forbinde de to, i mange forhold modsatrettede begreber, modernisme og kristendom, i Dylans værk.

Problemet er blot, at havde han taget et andet udsnit, ville han være kommet frem til et andet resultat. For eksempel albummene "Blonde on Blonde" (1966), "Blood on the Tracks" (1975) og "Time Out of Mind" (1997).

Her ville Dylan have fremstået som et menneske, der gennem fejlslagne parforhold forsøger at finde sig selv. Anders Thyrring Andersens konklusion er, at "Dylan kan betegnes som en kristen modernist, der anvender modernitetens sprog for at modsige modernitetens livsanskuelse". Det er fuldstændig rigtigt og helt tømt for indhold. Modernitetens livsanskuelse? Hvad mener han? At mennesket er individualistisk, demokratisk og refleksivt i sit forhold til omverden? Ja, det er alle mennesker i den kulturkreds, man kalder moderne.

Problemet med denne tolkning og alle andre tolkninger, der forsøger at sætte Bob Dylan på formler, der favner hans værk indholdsmæssigt, er, at han formentlig slet ikke har noget budskab, og at man derfor kommer til at lægge sit eget verdensbillede ned over hans, hvad Dylan selv ironiserer over på sin hjemmeside i en bemærkning om de mange bøger om ham, der udkommer i denne tid.

Bob Dylan er en musiker og tekstforfatter, der ligesom alle os andre er optaget af at være til, det vil sige være i en konstant, kompleks proces på vej mod sig selv for at undersøge, hvordan man kan være og blive til i verden. Lykkeligvis er han enestående dygtig til at tage aftryk af processen i musikalsk form.

Jakob Brønnum,
Humlevägen 13 B,
Ørebro, Sverige