Folket og politikerne Kun Dansk Folkeparti er i uddannelsesmæssig henseende noget nær repræsentativ for befolkningen som helhed
Skal politikere ligne de mennesker, de repræsenterer? Eller skal de være helt særligt kvalificerede? Vi ønsker begge dele. De skal helst vide særligt meget om samfundet, og de må helst have visioner for, hvordan samfundet kan gøres bedre. Og for at nå frem til at udvælge de mest vidende og visionære skal der helst være en hård konkurrence om at blive valgt.
Men vi vil også gerne have, at mange grupper i samfundet er repræsenteret i Folketinget. For nylig skrev Berlingske, at alt for få ledere fra det private erhvervsliv engagerer sig i politik. Men avisen kunne have savnet andre grupper.
I mange år klagedes der over for få kvinder. For nogle år siden blev der foretaget en såkaldt magtudredning af forskere fra især Aarhus Universitet. Her stod, at kvindernes underrepræsentation var et demokratisk problem kvinder bliver holdt ude. Lederen af magtudredningen, Lise Togeby, var selv kvinde. Hun var bevidst udvalgt, fordi hun var kvinde. Af en kvindelig minister, Jytte Hilden (S). Så det var ikke underligt, at hun så netop det problem.
Kvinder var underrepræsenterede. Men ikke voldsomt. Og underrepræsentationen er mindsket yderligere. Næsten 40 procent af Folketinget og næsten halvdelen af regeringen består af kvinder. De er ikke nær så underrepræsenterede, som medlemmerne af LO er det. Men magtforskerne så ikke noget større problem i, at arbejderne i mange år var blevet stadig mere underrepræsenterede.
I de senere år har flere dog påpeget en stor uddannelsesmæssig skævhed blandt politikerne. Hvis vi tæller, hvor mange der har afsluttet eller i al fald påbegyndt en lang videregående uddannelse, ser vi en kolossal forskel mellem Dansk Folkeparti og de øvrige partier. I Enhedslisten og Liberal Alliance har 100 procent af folketingsgrupperne mindst påbegyndt en lang videregående uddannelse.
Hos De Konservative er tallet 70 procent, hos De Radikale, Venstre og Socialistisk Folkeparti (SF) næsten lige så højt, og Socialdemokraterne har 51 procent. Dansk Folkeparti (DF), derimod, har kun 13 procent. Kun DF er i uddannelsesmæssig henseende noget nær repræsentativ for befolkningen som helhed. Og DF tiltrækker flere arbejdervælgere end de partier, der i gamle dage kaldte sig arbejderpartier.
Vælgerne må afgøre, hvor kvalificerede DFs politikere er. Man kan dog nævne, at før 1982 kunne politikere med kort formel uddannelse blive selv statsministre. Men ofte havde de alligevel lang skoling bag sig. Ikke på universiteter, men i organisationer, partiapparater og på partihøjskoler. Eksempelvis havde de to socialdemokratiske arbejdere, Hans Hedtoft og H.C. Hansen, der begge blev statsministre, ophold på partiskoler i Tyskland eller Østrig bag sig.
Andre var præget for livet af danske højskoleophold. Politikere i forreste række forenede erfaringer fra jævne kår med skoling. De forenede det almindelige med det særlige.
Politikerne i dag har ofte kun erfaringer fra det særlige liv på universiteterne. De mangler livserfaring fra erhvervslivet, plejehjemmene, hospitalerne eller de såkaldte boligghettoer. De fleste partier benægter problemet. Kun Enhedslisten (EL), der gerne vil være et landsdækkende arbejderparti, har gjort noget ved det. EL har sin base i hovedstadsområdet, men er ringe repræsenteret i mange dele af landet. Mange medlemmer er offentligt ansatte lærere, pædagoger, sygeplejersker eller akademikere.
EL vil råde bod på, at folk, der taler som akademikere, ikke tiltrækker arbejdervælgere. Partiet opstiller til Folketinget en jysk arbejder, Christian Juhl, som andenprioriteret. Juhl siger, at han ikke har den store økonomiske indsigt, men han kan til gengæld bringe erfaringer fra arbejdspladserne ind på Christiansborg. Men en enkelt uskolet arbejder i en flok akademikere ændrer ikke meget.
Hvis andre partier vil tage konkurrencen op med DF, skal der en massiv indsats til. Partierne må opgradere deres egen skoling af talentfulde politikerspirer. Folketinget må gerne være skævt med hensyn til politisk skoling.
Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet