Eksistentialismen er kommet tilbage

Bogen fortæller dog mere end en teologisk kamp. Ole Morsing vil prøve at forstå nogle grundlæggende vilkår ved det at være til stede i verden. Han mener, at Løgstrups og Sløks diskussioner kan give svar på livets fundamentale spørgsmål: Hvad er meningen med livet?

”Bogen skulle egentlig have heddet ’Kampen om Gud, mennesket og verden’, fordi det er de helt fundamentale spørgsmål, der er på spil. Ikke kun livets mening, men også hvilken rolle Gud spiller i forhold til mennesket og verden,” fortæller Morsing.

Hvilket bud giver Løgstrup og Sløk så på livets mening?

”Kort fortalt mener Løgstrup, at verden ikke giver mening, men på forhånd har mening. Livet er en gave! Det fører efterhånden Løgstrup ind i omfattende overvejelser omkring metafysik; alt det ved tilværelsen, der ikke kan reduceres til de historiske begivenheder. Livet og verden er altid allerede skabt af Gud. Sløk mener også, at vi er skabt, og at det er Guds fortjeneste. Det medfører dog ikke, at man kan sige noget meningsfuldt om, hvad konsekvenserne ved livet er, for så er man allerede metafysiker, og det vil Sløk absolut ikke være! Livet er et absurd teaterstykke, hvor mennesket selv må kæmpe sig frem i verden.”

Tiderne er ved at ændre sig. Derfor er diskussionen mellem Løgstrup og Sløk interessant i dag.

Vi er ved at bevæge os ind i en eksistensorienteret tænkning igen, mener Ole Morsing. Han kan mærke det blandt de unge studerende, han dagligt omgås. De begynder igen at være optaget af Kierkegaard, Sartre, Camus, Kafka og Dostojevskij.

”Det er nogle tænkere, som, hvad angår det eksistentielle, har ligget brak siden begyndelsen af 1970’erne, og nu vender det hele så igen. Efter marxismen fik vi det postmoderne og æstetikken i 1980’erne, og i dag har en fokusering på det politiske overtaget. Vi har sågar haft en genkomst af darwinisme. Nu er der så ved at komme en ny eksistensorienteret bevægelse.”

Hvor ser du denne eksistentialisme?

”For tiden er Karl Ove Knausgård det store litterære navn. Han har skrevet i hvert fald fem bind af et seksbindsværk på næsten 3000 sider (”Min kamp”, red.), der ene og alene handler om ham selv. Han skriver om sin egen eksistens; sine oplevelser, tanker og følelser. Knausgård skriver en selvbiografi. Han gør teksten til virkelighed. Vi kan gennemskue, få den rå og brutale sandhed at vide, se og røre ved virkeligheden.

Men Knausgård er jo ikke den første, som skriver en selvbiografi. I forhold til eksistensen, som vi her taler om, er det interessante, at han selv siger – jeg tror, det er i bind 2 – at om det så vil tage 40 år, vil han hen til det væsentligste, og det er for ham den menneskelige eksistens’ inderste kerne.”

Det er i et bredt samfundsmæssigt perspektiv ikke så underligt, at eksistensen igen kommer i fokus, siger Ole Morsing. Hvor eksistenstænkningen sidste gang begyndte som en reaktion imod Anden Verdenskrigs rædsler, er årsagen denne gang de helt fundamentale samfundsændringer.

”Vi befinder os i et mediesamfund, hvor livet udspiller sig så overvældende og påtrængende på skærmene, at man kan diskutere, om mennesket er blevet reduceret til tastaturet, og om teknologien kun er et hjælpemiddel eller er ved at blive til en ny Gud,” siger Morsing.

I disse oplevelsestider er det værd at holde fast i, at oplevelser i sig selv ikke er nogen garanti for et værdifuldt liv. Det fører i bedste fald til en funktionel adfærd, som man endda kan kalde lykkelig. Livet bliver ikke tomt, selvom det iscenesættes og bestemmes af andre, der formår at gøre livet til en vare.

Den moderne medieverden er båret frem af en oplevelseskultur, som luller mennesket ind i en verden, hvor det ikke rigtigt tager stilling til sig selv og sin eksistens. Livet bliver erstattet af en iscenesat virkelighed, mener Morsing. Morgen-tv, livsstils- og realityprogrammer kan skabe en falsk og ukritisk identitet hos det enkelte menneske, fordi det ikke rigtig kommer til at forholde sig til sin egen eksistens.

”Afsættet for hele vores liv er ved at blive den ydre verdens rammer i stedet for i det mindste samtidig at fastholde, at der også er tale om en indre problematik. Altså eksistensens, som ikke er spor funktionel.”

Ole Morsing mener derfor, at Løgstrup og Sløk kan hjælpe os til at forstå, hvorfor vi igen skal forholde os til vores eksistens, og de kommer hver især med svar på, hvordan vi kan gøre det. Bogen ”Løgstrup og Sløk” er et portræt af to store tænkeres grundlæggende indbyrdes kamp mod et tohovedet monster, der er lige så aktuelt i dag som for 60 år siden.

Morsing forklarer, at hvor Sløk mener, at vi selv skaber vores identitet, mener Løgstrup omvendt, at mennesket ikke har indflydelse på dette; det foregår bag om ryggen på os. Det overlades til de suveræne livsytringer, som hos Løgstrup helt bogstaveligt skal forstås som livs-ytringer, det vil sige, at det er livet selv, der taler.

Sløk kan slet ikke acceptere en sådan tale om livet selv, for det ville efter hans mening medføre, at mennesket fratages ethvert ansvar. Han mener stik modsat, at dannelsen af selvet er den væsentligste opgave for mennesket, og at identitet, det at forstå sig selv, foregår ved en overtagelse af sit liv, sit livs historie, som man kan fortælle om.

”Og der er det vidunderlige ved livet, at det ikke kan programmeres, eller rettere: Det må og skal ikke ende med at blive programmeret af hverken medier eller kapitalisme – og det kan vi lære af Sløk og Løgstrup.”

kultur@k.dk

”Løgstrup og Sløk” (Forlaget Klim) udkom i sidste uge, hvor den blev anmeldt i Kristeligt Dagblad. Læs anmeldelsen på k.dk/anmeldelser