Marianne Rathje |
7. juni 2011
Sprognævnet kan ikke afgøre, hvad der er bandeord eller ej, skriver forsker i Dansk Sprognævn
I et
læserbrev den 3. juni undrer Svend Erik Pedersen sig over, at Dansk Sprognævn kan bestemme, at ordet ”sgu” ikke længere er et bandeord. Hvis det var rigtigt, havde der med rette været noget at undre sig over, men det er det da heller ikke. Ifølge loven har Dansk Sprognævn til opgave at følge sprogets udvikling og at fastlægge ords stavemåde, men ikke deres betydning eller deres funktion. Det kan kun sprogbrugerne.
LÆS OGSÅ:
Sgu skal ikke længere være et bandeordSvend Erik Pedersen tænker sandsynligvis på, at Erik Hansen (Københavns Universitet) og Lars Heltoft (Roskilde Universitet) i forbindelse med deres netop udgivne værk ”Grammatik over det Danske Sprog” er blevet citeret for at mene, at ”sgu” ikke længere er et bandeord.
–– Ser man sproghistorisk på ”sgu” er det en sammentrækning af ”så Gud hjælpe mig!”, altså en påkaldelse af guddommelige kræfter. Ud fra denne sproghistoriske synsvinkel er ”sgu” altså en ed eller et bandeord. Men Hansen og Heltoft ser på ”sgu” fra en grammatisk synsvinkel, det vil sige, hvor det står henne i sætningen, og de mener derfor, at det har samme funktion som ”skam” eller ”jo” og derfor videre, at det ikke længere besidder samme kraft som for eksempel udråbet ”Satans!”, der kan stå alene – som ”sgu” ikke så godt kan.
–– Ingen af de to nævnte sprogvidenskabelige synspunkter tager højde for, hvad den almindelige danske sprogbrugers holdning til ordet ”sgu” er. Det gør derimod Dansk Sprognævns helt nye undersøgelse af danskernes holdninger til bandeord.
Her viser det sig blandt andet, at 69 procent af de adspurgte ældre sprogbrugere mener, at ”sgu” er et bandeord, og af de adspurgte unge sprogbrugere mener 47 procent, at ”sgu” er et bandeord. Størstedelen af sprogbrugerne mener altså stadig, at ”sgu” er et bandeord, men hverken det eller det modsatte er noget, Sprognævnet har bestemt.
Marianne Rathje, forsker i Dansk Sprognævn, H.C. Andersens Boulevard 2, København