Alle venter spændt på at se, om den sårede yemenitiske præsidents exit til Saudi-Arabien er permanent
Mens Yemens opposition håber, at præsident Ali Abdullah Salehs indlæggelse på et saudiarabisk hospital er ensbetydende med et væltet styre, siger både hærledere, rådgivere og Salehs egen familie, at præsidenten har i sinde at vende tilbage, når han er rask.
Angrebet mod Salehs palads i fredags har ændret spillereglerne i Yemen, og indtil det står klart, om Saleh vender tilbage eller ej, oplever landets borgere for første gang siden januar forholdsvis ro i gaderne. En midlertidig våbenhvile er indgået, og fornemmelsen er, at et yderligere blodbad og en reel borgerkrig kan afværges, hvis Ali Abdullah Saleh ikke vender tilbage.
LÆS OGSÅ: Yemens sårede præsident vender hjem igenHvis præsidenten bliver i Saudi-Arabien, vil oppositionen nedsætte et råd af forskellige stammeoverhoveder, der skal diskutere landets fremtidige kurs. Men i øjeblikket er Ali Abdullah Salehs sønner stadig ansvarlige for de væbnede styrker, og sønnerne har indtil videre ikke så meget som antydet, at de vil afgive denne magtposition. Meget tyder på, at Saleh fik Saudi-Arabien til at garantere for hans tilbagevenden inden indlæggelsen på det saudiarabiske hospital, hvilket giver Saudi-Arabien en nøglerolle i de kommende ugers spil om Yemens fremtid. Saudi-Arabiens interesse er først og fremmest at undgå, at Yemen kastes ud i en ustabil og borgerkrigslignende tilstand. Men om Saudi-Arabien vil være villig til at holde Saleh i en form for husarrest for at undgå hans hjemrejse er meget tvivlsomt.
Skulle den nuværende situation med uvisheden omkring landets præsident trække i langdrag, kan det åbne for nye og omfattende sammenstød mellem styret og oppositionen. Sker det, vil Yemen igen styre direkte mod borgerkrig, hvor militæret står over for store bevæbnede stammer og en tilsyneladende heftig import af al-Qaeda-sympatisører fra de omkringliggende lande og krigszonerne i Afghanistan og Irak.
Samtidig er ønsket fra store dele af den yemenitiske opposition om at bekæmpe alle, der har taget del i undertrykkelsen af oppositionen, stadig så stærkt, at selvom en aftale om Salehs endelige exit bliver indgået, ventes et hævntogt mod Salehs egen familie og hans stamme.
allan@k.dk