Billeder af guder og helligdomme har vist sig at være et effektivt middel mod mænd, der tisser i det offentlige rum i Indien. Her er billeder sat op på væggen i området Paharganj.
- Anna Klitgaard
Anna Klitgaardskriver fra Indien |
8. juni 2011
Uortodokse midler bliver taget i brug i Indiens hovedstad, New Delhi, for at afholde mænd fra at tisse på gaden. På udvalgte steder hænger nu plakater med guder, der med deres stirrende blikke skal bremse strinteriet
I metroen som på husgavle fortæller skilte New Delhis indbyggere, at de ikke må spytte på gaden eller smide skrald. Sidste efterår blev endnu en ny regel dog indført. For nu blev også tisseri i det offentlige rum forbudt.
Hovedstaden har længe lidt under stanken fra mændenes efterladenskaber. Rundt om banegårde, på pladser eller inde i de snævre gyder brænder ammoniakdunsten igennem, og varmen gør ikke lugten mindre intens.
LÆS OGSÅ: I Indien slås kirkerne kastevæsenetFor at stoppe tisseriet i det offentlige rum forsøgte de lokale myndigheder før sidste års meget omtalte Commonwealth Games at give bøder på 24 kroner til dem, der ikke kunne holde sig, men et endnu mere effektivt middel blev også taget i brug.
Nemlig et udvalg af guder.
På bestemte facader og pladser hænger billeder og plakater af blandt andet hinduismens guder, hvor deres stirrende blikke skal afholde de trængende mænd fra at strinte på muren.
”Og initiativet hjælper,” siger kvinden Jillu fra Chennai, der i flere år har boet i New Delhi.
”Det er ulækkert, når mænd ikke kan holde sig, til de kommer hjem eller til nærmeste offentlige toilet. Men det virker, som om gudebilleder på murene hjælper, så det er en fin måde at ordne problemet på.”
Også andre indbyggere i bydelen Paharganj, hvor gudebillederne blandt andet er blevet klistret op på muren, er tilfredse. Før var det nemlig helt almindeligt, at mændene brugte de snævre gyder som toilet, men i dag er det blevet meget bedre. Ingen vil nemlig ses med front eller bag til guderne, så gyderne er i dag rene, siger Ajay, en ung mand fra kvarteret.
”Her i gyden har vi hængt forskellige billeder op. Her er Ganesha, her en moské, og her er Jesus. Hvis bare et af dem afholder de trængende fra at tisse her, så er det godt. Og på den modsatte væg tisser de ikke, for gudernes blikke vil stadig nå dem,” griner Ajay.
Et andet tilbud til byens mænd er et voksende antal offentlige toiletter. Mens der skal betales for at besøge nogle af dem, så er andre gratis. Problemet er dog, at de ofte ikke bliver vedligeholdt og derfor hurtigt bliver så ulækre, at mændene hellere vil tisse på gaden. New Delhis lokale myndigheder gav dog op til Commonwealth Games ordre til at hyre private firmaer for at gøre dem anstændige, og det virker, siger journalisten Dinesh Wagle.
”I forhold til Kathmandu i Nepal, hvor jeg er fra, er der toiletter alle steder i New Delhi. Så der er ingen undskyldning for at tisse på gaden, selvom man ofte ser mænd gøre det. Især på markederne, hvor mændene bare sætter sig på hug, løfter op i dhotien og lader som ingenting, mens de lader vandet. Det må være ubekvemt for kvinderne at se på, men det er også ulækkert for os andre. Men det er meget bedre nu, end det har været, på grund af de mange nye toiletter og gudebillederne.”
Helt forbi med tisseriet i New Delhis gader er det dog ikke at dømme efter lugten flere steder. Og at det kan tage tid at ændre vanerne for den mandlige del af hovedstadens befolkning, viser lignende initiativer i andre dele af landet. Men New Delhis indbyggere håber stadig. For byen vil så gerne virke sofistikeret og ordentlig på turister som besøgende fra andre dele af Indien, udtrykte ministeren for New Delhi, Sheila Dikshit, forud for legene i efteråret. Og for at det image skal bide sig fast, er første punkt på dagsordenen at få indbyggerne til at overholde forbuddet mod at spytte, tisse og smide skrald.
bagsiden@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad