Med indignation som brændstof

5 stjerner ud af 6

”Det stærke køn” handler om kampen for ligeløn for kvinder og mænd. Det er historien om at turde kæmpe for en sag, der får vidtrækkende konsekvenser for de mange og store personlige omkostninger for den enkelte. Og retfærdigheden sker fyldest i filmen. Sådan.

LÆS OGSÅ: En fornyer af kønsdebatten

Instruktøren af ”Det stærke køn”, Nigel Cole, har, ligesom med sin succesfilm ”Calendar Girls” (2003) om nogle midaldrende kvinder, der poserer nøgne i en kalender til fordel for en god sag, lavet en dramatisk og humoristisk film om almindelige kvinder, som har noget på hjerte og et projekt, der udvikler sig uforudsigeligt. Ligesom i ”Calendar Girls” er ”Det stærke køn” også baseret på en sand historie.

Året er 1968. Landet er England og byen Dagenham beliggende nordøst for London. Ungdomsoprør og det hippe, vilde liv i 1960’ernes ”swinging London” er ikke en del af kvindernes slidsomme hverdag på den amerikanske bilfabrik Ford Motors filial i Dagenham. Her produceres biler til det europæiske marked. 187 kvinder sidder og syr betræk til bilsæderne i en nedslidt gammel hal med hul i taget, vandpytter på gulvet og ingen mulighed for afkøling på varme sommerdage.

Mændene derimod arbejder i en nybygget fabrikshal. På varme dage smider kvinderne bluserne og sidder i bh for at udholde den ulidelige varme. Når en mand forvilder sig ind i syhallen, bliver han mødt af høje råb fra kvinderne, der benytter lejligheden til en kærkommen pause fra deres monotome arbejde. Kvinderne, med Rita (Sally Hawkins) som talskvinde, blandt andet kendt fra Mike Leighs film ”Happy-Go-Lucky” (2008), beslutter sig for at gå i strejke for at opnå ligeløn med mændene og overarbejdsbetaling. Snart bliver alle produktionsenheder i fabrikken lammet af strejken.