Af Sørine Gotfredsen |
9. juni 2011
Tidligere sognepræst Johannes H. Christensen demonstrerer med sin prædikensamling, hvordan kristen forkyndelse kan forene evangelium og samtid. Han leverer teologisk tænkning og samfundskritik på højt niveau, og han bliver bedre med årene
I forordet til denne enorme prædikensamling understreges det, at prædikeren aldrig har gjort sig overvejelser over, hvad det vil sige at prædike. Prædikeren er Johannes H. Christensen, der frem til 2009 i knap 28 år var præst i Skovshoved. Nu foreligger to tykke bind med Christensens prædikener fra perioden 1998 til 2009, og vi kommer igennem samtlige kirkedage og begge tekstrækker. Så ikke blot får man et samlet bud på tolkning af alle prædikentekster, man oplever også Johannes H. Christensens udvikling som prædikant. Alt imens han sideløbende har fungeret som debattør, avisskribent og filmanmelder.
LÆS OGSÅ: Præst: Sutsko-teologer ved intet om krigDet siges med rette, at prædikenens kvalitet i folkekirken er af stor betydning, eftersom mange i dag krydser sognegrænser for at finde væsentlig tiltale. Af samme grund ærgrer det, at Johannes H. Christensen ikke længere er præst. For som en af de få mestrer han kunsten at forbinde evangeliet med nutid, personlig refleksion og klar samfundskritik, og det er en kunst, man kun gradvist mestrer.
Der er da også i denne prædikensamling en tydelig udvikling at spore i retning af mere og mere præcis forkyndelse, og der er faldgruber at blive klog på. Når man så målrettet vil skabe tråde fra evangelieteksten til den håndgribelige verden fyldt med litteratur og historie – som for eksempel når Johannes Døberens tilfangetagelse belyses ved at citere fra Václav Havels breve fra fængslet – er risikoen altid, at evangeliet blegner i selskab med tilgængelig virkelighed. Det sker også for Christensen, og man skal som læser være lidt tålmodig, for prædikenerne bliver markant bedre med tiden.
Som læser mærker man, hvordan denne præst vokser. Flere af samlingens tidlige prædikener synes lige lovlig konstruerede af lidt historisk baggrund, et par løse overvejelser og evangeliet klistret på til sidst. Mens teologien er flygtig og lovtænkningen for svag. For eksempel i en prædiken over Matthæus’ tekst om officeren i Kapernaum, hvor Christensen konkluderer, at mennesket ikke adlyder næstekærlighedsbuddet på kommando, men ”ud af den glæde og taknemmelighed, som er troens og kærlighedens uadskillelige ledsagere”.
Herpå følger jo et par spørgsmål, for skal man så undlade at adlyde, hvis man ikke føler glæde? Og hvordan definerer vi ham, der mangler tilskyndelse, men handler i ren lydighed? Der er løse ender, og trods Christensens tidehvervske fundament virker han af og til næsten sentimental. Men det ændrer sig. Modet, overblikket og den gennemtænkte teologi vokser frem, og hans prædikener bliver med årene decideret fremragende.
Christensen fastholder princippet med at forbinde evangeliet med historiske vinkler, litteratur og citater, men teologien integreres, og det letkøbte postulat forsvinder stort set. I stedet opbygger Christensen en sproglig og teologisk soliditet, der for eksempel træder frem i en flot dogmatisk prædiken langfredag, hvor Anselms forsoningslære bruges som grundlag for at betone trøsten indeholdt i Jesu lidelse.
Samtidig med denne klare og antipopulistiske fremlægning af kristendom bevarer Christensen sin tråd til samfundsdebatten, hvilket for eksempel præger en prædiken over Johannes 17, 20-26 om begrebet sekularisme. I god tidehvervsk ånd ser Christensen sekularisering som en positiv følge af kristendommens frisættelse af mennesket, der ikke skal tynges af regler og fromhedskrav. Men helt så enkelt er det ikke, for han må samtidig sande, at ”… sekulariseringen – som vi kender den i dag – har revet sig løs, gjort sig selvstændig og fører derfor til alles promovering af sig selv og deres overdimensionerede egoer og til alles promovering af sig selv på andres bekostning, alles kamp mod alle”. Hermed en klar aktuel advarsel mod at skille stat og kirke og hermed også eksemplet på, hvordan en klog teolog går i dialog med egne grundholdninger.
Samtidig med at Johannes H. Christensens forkyndelse konstant kommenterer samtiden – for eksempel i en prædiken om magtmænd og sex og måden, hvorpå man genvinder værdighed – bliver de teologiske tanker tydeligere. Som følge af sin betoning af det kristne menneskes frigørelse flirter Christensen med nihilismen, som når han påskedag beskriver opstandelsen som ”… fornægtelsen af, hvad vi sådan kan håbe på. Den bekræfter ingen tro, for den levner ikke noget at tro på, eftersom det er meningsløst at tro på en tom grav”. Indimellem betrædes et lidt uklart område mellem hævdelsen af menneskets ansvar og en tøven over for konsekvensen, hvis vi svigter.
I en prædiken over Lukas’ ord om Menneskesønnens dag lyder det, at ”Guds dom lyder altid på frifindelse …”, mens Christensen samtidig citerer forfatter Martin A. Hansen for disse ord: ”Den ene dag dømmer den anden og den sidste dem alle.”
Hvordan Christensen selv til fulde tolker begreber som dom, evighed og helvede, bliver ikke helt klart, og man kan kun håbe, at denne mand om et par år udgiver sine fortsatte tanker. Men indtil videre har vi denne prædikensamling af høj kvalitet, og mens man kunne have udeladt en række af de mindre vellykkede prædikener, udgør det sin egen inter-essante pointe at opleve, hvordan en prædikant udvikler sig. Det åbenbares her, hvor fantastisk svært det er at prædike godt, og at det tager det meste af et liv at blive god til det.
Med denne udgivelse oplever man, hvordan man kan formå at prædike personligt, teologisk kyndigt og relevant for tiden – uden at forkynderen selv har overvejet hvordan. Sagen er nemlig, at det står og falder med alvor, flid og instinkt. At prædike på denne måde grunder i konstant lidenskabelig bestræbelse, og det kan ikke læres fra andre, ej heller forklares. Det kan kun gøres og perfektioneres gennem års øvelse. Men det kan til gengæld med stort udbytte læses af enhver.
kultur@k.dk4Johannes H. Christensen: En åben dør. 448 sider. Hvide marker. 488 sider. 399 kroner. People’s Press.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad