En forkynder i livslang udvikling

Som læser mærker man, hvordan denne præst vokser. Flere af samlingens tidlige prædikener synes lige lovlig konstruerede af lidt historisk baggrund, et par løse overvejelser og evangeliet klistret på til sidst. Mens teologien er flygtig og lovtænkningen for svag. For eksempel i en prædiken over Matthæus’ tekst om officeren i Kapernaum, hvor Christensen konkluderer, at mennesket ikke adlyder næstekærlighedsbuddet på kommando, men ”ud af den glæde og taknemmelighed, som er troens og kærlighedens uadskillelige ledsagere”.

Herpå følger jo et par spørgsmål, for skal man så undlade at adlyde, hvis man ikke føler glæde? Og hvordan definerer vi ham, der mangler tilskyndelse, men handler i ren lydighed? Der er løse ender, og trods Christensens tidehvervske fundament virker han af og til næsten sentimental. Men det ændrer sig. Modet, overblikket og den gennemtænkte teologi vokser frem, og hans prædikener bliver med årene decideret fremragende.

Christensen fastholder princippet med at forbinde evangeliet med historiske vinkler, litteratur og citater, men teologien integreres, og det letkøbte postulat forsvinder stort set. I stedet opbygger Christensen en sproglig og teologisk soliditet, der for eksempel træder frem i en flot dogmatisk prædiken langfredag, hvor Anselms forsoningslære bruges som grundlag for at betone trøsten indeholdt i Jesu lidelse.

Samtidig med denne klare og antipopulistiske fremlægning af kristendom bevarer Christensen sin tråd til samfundsdebatten, hvilket for eksempel præger en prædiken over Johannes 17, 20-26 om begrebet sekularisme. I god tidehvervsk ånd ser Christensen sekularisering som en positiv følge af kristendommens frisættelse af mennesket, der ikke skal tynges af regler og fromhedskrav. Men helt så enkelt er det ikke, for han må samtidig sande, at ”… sekulariseringen – som vi kender den i dag – har revet sig løs, gjort sig selvstændig og fører derfor til alles promovering af sig selv og deres overdimensionerede egoer og til alles promovering af sig selv på andres bekostning, alles kamp mod alle”. Hermed en klar aktuel advarsel mod at skille stat og kirke og hermed også eksemplet på, hvordan en klog teolog går i dialog med egne grundholdninger.

Samtidig med at Johannes H. Christensens forkyndelse konstant kommenterer samtiden – for eksempel i en prædiken om magtmænd og sex og måden, hvorpå man genvinder værdighed – bliver de teologiske tanker tydeligere. Som følge af sin betoning af det kristne menneskes frigørelse flirter Christensen med nihilismen, som når han påskedag beskriver opstandelsen som ”… fornægtelsen af, hvad vi sådan kan håbe på. Den bekræfter ingen tro, for den levner ikke noget at tro på, eftersom det er meningsløst at tro på en tom grav”. Indimellem betrædes et lidt uklart område mellem hævdelsen af menneskets ansvar og en tøven over for konsekvensen, hvis vi svigter.

I en prædiken over Lukas’ ord om Menneskesønnens dag lyder det, at ”Guds dom lyder altid på frifindelse …”, mens Christensen samtidig citerer forfatter Martin A. Hansen for disse ord: ”Den ene dag dømmer den anden og den sidste dem alle.”

Hvordan Christensen selv til fulde tolker begreber som dom, evighed og helvede, bliver ikke helt klart, og man kan kun håbe, at denne mand om et par år udgiver sine fortsatte tanker. Men indtil videre har vi denne prædikensamling af høj kvalitet, og mens man kunne have udeladt en række af de mindre vellykkede prædikener, udgør det sin egen inter-essante pointe at opleve, hvordan en prædikant udvikler sig. Det åbenbares her, hvor fantastisk svært det er at prædike godt, og at det tager det meste af et liv at blive god til det.

Med denne udgivelse oplever man, hvordan man kan formå at prædike personligt, teologisk kyndigt og relevant for tiden – uden at forkynderen selv har overvejet hvordan. Sagen er nemlig, at det står og falder med alvor, flid og instinkt. At prædike på denne måde grunder i konstant lidenskabelig bestræbelse, og det kan ikke læres fra andre, ej heller forklares. Det kan kun gøres og perfektioneres gennem års øvelse. Men det kan til gengæld med stort udbytte læses af enhver.

kultur@k.dk4Johannes H. Christensen: En åben dør. 448 sider. Hvide marker. 488 sider. 399 kroner. People’s Press.