Må jeg være fri!

Hvis norsk plejepersonale har mistanke om, at en dement kvinde har en kraftig urinvejsinfektion, kan hun tvinges til lægen, og lægen kan gennemføre en urinvejsundersøgelse med tvang. Men som fagbladet Socialpædagogen skrev for nyligt, må en dansk læge ikke behandle imod den demente kvindes vilje, med mindre hun står i en akut, livstruende situation. Det har fået en række sundheds- og handicaporganisationer til at gå sammen om at få loven ændret. Ligesom det skete i Norge i 2009.

LÆS OGSÅ: Lov om tvang bør ændres

Her er tvangsbehandling lovlig, hvis patienten ikke er i stand til at forstå og sige ja til behandlingen, og hvis der er fare for alvorlig helbredsskade. Endelig skal det norske sundhedspersonale vurdere, om det er den bedste løsning for patienten.

Ifølge den danske sundhedslov kan en værge eller pårørende ganske vist give samtykke til behandling. Men hvis patienten med ord eller handling modsætter sig, skal behandlingen droppes, medmindre der er tale om nødret, fortæller Mette Hartlev, professor i sundhedsret ved Københavns Universitet.

Forskellen i den danske og norske tilgang til tvang skyldes ikke en direkte mentalitetsforskel, mener Mette Hartlev, men derimod en barsk fortid.

”Når vi i Danmark har været afvisende over for tvang, skyldes det nok den historie, vi har, hvor udviklingshæmmede tidligere blev behandlet uværdigt på de gamle centralinstitutioner. Det har været nødvendigt med skrappe regler for brugen af tvang for at skabe en kulturforandring og ændre menneskesynet. Spørgsmålet er, om den forandring er sket i en sådan grad, at vi nu har tillid til, at systemet kan træffe de rette beslutninger om anvendelse af tvang uden at misbruge muligheden,” siger Mette Hartlev med henvisning til behandlingen af udviklingshæmmede i perioden 1959 til 1980, som Kristeligt Dagblad sidste år satte fokus på med serien ”De åndssvage”.