En billig og overkommelig måde at løse disse problemer på ville være at indføre et kirketing bestående af de af folkekirkens medlemmer, der samidig er medlemer af folkekirken.

I Sverige har skabelsen af en direkte valgt synode gjort Svenska Kyrkan til et politisk parti, og det har ført til at dem der ikke stemmer på Socialdemokratiet, i store tal har meldt sig ud. Den socialdemokrat der fik gennemført adskillelsen, har forlængst fortrudt. En institution der samlede svenskerne er ødelagt.

Helt ærligt, jeg er mere tryg ved, at nogle ateister og muslimer er med til at bestemme de overordnede rammer for kirkens lære og folkekirkens indretning, end nogle fundamentalistiske kristne skulle sætte sig på magten i et eller andet kirkeforum, hvilket meget nemt kunne blive situationen efter en formel adskillelse af stat og kirke. Det store problem er jo ikke den formelle binding mellem stat og kirke, men derimod at det store flertal både i befolkningen og folketinget ikke kender eller interesserer sig for folkekirkens forhold. Et kirkeforums mandat kan meget vel blive særdeles svagt i forhold til folketingets, fordi den folkelige deltagelse i eventuelle valghandlinger bliver lige så fraværende som ved menighedsrådsvalgene.
Statskirken er på mange måder garanten for, at vi ikke får mere religion ind i samfundet – hvor dobbelt det end kan lyde. I USA har vi set, at fundamentalistiske kristne med held i enkelte stater fik gennemført, at lærere i grundskolen ikke måtte undervise i Darwins udviklingslære. Vi kan altså opnå en situation, hvor der fra kirkens side bringes holdninger til torvs, som slet ikke deles af det store flertal. Konsekvens langt flere udmeldinger, ligesom det er set i Sverige.
Folkekirken står blandt andet overfor nødvendige reformer, især på det økonomiske område. Kirkeministeren kunne jo igen på årsmødet i Landsforeningen af Menighedsråd konstatere, at udgifterne var steget og dermed skatteprocenten lokalt, selvom medlemstallet var faldet. Staten (folketinget), der har den brede opbakning i befolkning, kan gennemføre ændringer overfor eks. menighedsråd, der ikke vil være med til at samarbejde om blandt personale, så personaleudgifterne kan nedbringes. - Dernæst er det vigtigt at huske, at det var kirkeministeren, der i 1947 fik muliggjort, at der kunne ansættes kvindelige præster i kirken. Jeg tror ikke, at det var sket, hvis et kirkeråd skulle have taget beslutningen. Dengang blev beslutningen reelt accepteret af de forskellige kirkelige grupperinger, fordi det var folketinget, der stod bagved.

Det høres igen og igen. Man peger imod USA og siger "Derovre er kirke og stat adskilt, og se hvor religiøse de er", man drager derfor den konklusion at det er adskillelsen der har spillet en afgørende rolle i udviklingen af den amerikanske religiøsitet.

Det er dog et historisk faktum at USA altid har været mere religiøst end Europa. Dette hænger måske sammen med at mange fundamentalistiske religiøse grupper flygtede fra Europa til USA hvor de ikke blev forfulgt. En aktiv religiøs selvforståelse har altså ligget i den amerikanske befolkning fra starten af. At den amerikanske grundlov sikrede religiøse mennesker at praktiserer deres religion gjorde blot at den allerede eksisterende religiøsitet ikke blev kvalt.

I Danmark, som i resten af Europa, har vi aldrig været særlig religiøst engagerede. Det er en skrøne at man for 100 år siden gik betydeligt mere i kirke end man gør i dag. Det høje "medlemstal" af den danske folkekirke skyldes primært en tradition om at døbe sit barn og senere lade det konfirmere, denne tradition synes dog primært som en folkelig tradition, her forstået i modsætning til en religiøs (det er ikke mange konfirmander der diskuterer bibellærdomme hverken før eller efter de er konfirmeret).

De danske gejstlige der kunne komme til at sidde på magten ville næppe være fundamentalistiske personer som vi kender dem fra USA. Desuden har vi jo i Danmark allerede gejstlige i folketinget, om Søren Krarup kan kaldes fundamentalist skal jeg ikke kunne sige.

Frygten for at en adskillelse af stat og kirke vil medføre "amerikanske" tilstande er altså en mere paranoid frygt end den er reel. Her kan vi igen kigger over til vores svenske naboer. Medlemstallet falder og Svenska Kyrkan er i fuld gang med at finde sig selv på det frie religiøse marked. Der synes ikke at være en tendens til radikalisering og fundamentalisme, men en større grad af åbenhed og innovation. Innovation er, om ikke andet, noget jeg selv savner ved den danske folkekirke

Der er intet grotesk i at folkevalgte af forskellige overbevisninger skal træffe afgørelser vedrørende Folkekirken, det må være vilkårene i et demokrati. Religiøse samfund udenfor Folkekirken har jo derimod ret til at være ligeså internt udemokratiske som de vil..

Det kunne måske være, at der skete en omfattende ændring i disse udenforståendes indblanding i den kristne kirke, hvis selvsamme kirke havde nosserne til at stå på egne ben og ikke suge penge ud af alle dem, der egentlig ikke ønsker at bidrage til jeres religion.

Så hvad vil I? Stå på egne ben og klynke eller acceptere ateister or muslimers indblanding som belønning for deres ufrivillige betaling til jer?