Hos Blixen er identiteten et universelt tema

Menneskets identitet er det tema, som Karen Blixen bestandigt vender tilbage til i sin bog "Syv fantastiske fortællinger". Undervejs tager hun livtag med alle menneskelivets facetter, fra den dybeste afgrund til den højeste lykke, fortæller museumsdirektør på Karen Blixen Museet Catherine Lefebvre

"Syv fantastiske fortællinger” af Karen Blixen har været en del af Catherine Lefebvres eget livs fortælling, siden hun fik bogen af sin nuværende mand, kort tid efter at de havde mødt hinanden.
"Syv fantastiske fortællinger” af Karen Blixen har været en del af Catherine Lefebvres eget livs fortælling, siden hun fik bogen af sin nuværende mand, kort tid efter at de havde mødt hinanden. Foto: Leif Tuxen.

Catherine Lefebvre kan ikke huske, præcis hvornår hun første gang stødte på Karen Blixens mesterværk og officielle debut: "Syv fantastiske fortællinger". Men hun kan huske, hvornår bogen første gang for alvor markerede sig i hendes liv og satte sig fast.

Fik Blixens fortællinger i bejlergave

Hun har sat sig til rette i selvsamme grå sofa, som Blixen benyttede sig af, når hun opholdt sig i sin lyse dagligstue i sit hjem på Rungstedlund. I dag er hjemmet omdannet til Karen Blixen Museet, og det er Catherine Lefebvre, der har sin daglige gang i Blixens fødehjem i kraft af sin stilling som museumsdirektør.

Således omkranset af Blixens originale interiør og akkompagneret af et hvidt bornholmerur med gyldne ornamenter beretter hun om, hvordan Syv fantastiske fortællinger er blevet en del af hendes eget livs fortælling. Det møde med bogen, hun husker så tydeligt, var, da hun fik den af sin nuværende mand, kort tid efter at de havde mødt hinanden.

Jeg kendte allerede Blixen, og jeg vidste godt, det var en gave af betydning. Derfor gjorde det et stort indtryk på mig at få bogen som en slags bejlergave. Den handler jo meget om kærlighedsforhold og skæbne, så det blev et stærkt møde. Pludselig blev Karen Blixen yderst involveret i mit privatliv, allerede da jeg var 22. Som med andre store klassikere inkorporerer den det store værk, for det er en bog, man kan læse i alle aldre. Den sagde mig lige så meget, da jeg var 22, som den gør nu.

Bugner af referencer til verdenslitteraturen

For selvom hun var ung, kunne Catherine Lefebvre bestemt fornemme, at der var tale om god kunst.

Dengang var jeg som mange andre unge mennesker optaget af at rejse og udforske verden ligesom Karen Blixen selv. Bogen handler om den klassiske dannelsesrejse, om skæbnen og om en rød tråd i livet. Måden, man opfatter verden på som ung, går igen i værket. Hovedpersonerne kommer ud for utrolige og måske endda fantastiske ting og bliver en del af et større spil. Det fascinerede mig virkelig, fordi mit liv var i en fase, hvor jeg var modtagelig over for verden. Det var helt klart det mest tiltrækkende ved den dengang. Sådan har jeg det egentlig stadig i dag, fordi jeg stadig føler mig rejsende og udforskende, siger hun og tilføjer, at der er kommet flere lag til forståelsen af bogen.

Nu sætter jeg jo også stor pris på at kende alle referencerne til klassikerne, Bibelen og i det hele taget den kulturarv, vi står på.

Da bogen udkom på dansk i 1935, var det imidlertid ikke alle danskere, der var lige begejstrede.

Blixen skrev oprindeligt bogen på engelsk med titlen Seven Gothic Tales, og i USA og England blev den hurtigt kendt og elsket. Den faldt godt i tråd med en række gotiske romaner af blandt andre Edgar Allan Poe, William Faulkner, Charlotte Brontë og Jane Austen, der nød stor popularitet i den angelsaksiske del af verden.

Da Blixen genskrev bogen på dansk, gik den oprindelige titel indeholdende ordet gothic tabt. Gothic blev til fantastiske, og dermed gik fortællingernes tilhørsforhold til den kendte og afholdte angelsaksiske genre også tabt. Herhjemme var modtagelsen derfor langt køligere. Blandt andet skrev anmelderen Frederik Schyberg i Berlingske Tidende:

Selve Fortællingernes historiske Milieu (de foregaar alle for 100 Aar siden) beror paa et historisk Snobberi, og deres Efterligning af de store romantiske Fortællere er et litterært Snobberi. Isak Dinesen snobber desuden for gamle Vine og for Diamanter, for Svaner, Vildsvin og Enhjørninge, som er hendes faste Rekvisitter i alle Historierne. (.) Men Snobberiet giver naturligvis Tone, giver Niveau, giver Sukces i Amerika.

"Syv fantastiske fortællinger" er evigt aktuel

For Catherine Lefebvre at se handlede de negative reaktioner mestendels om dansk jantelov. Om at danskerne ikke forstod "Syv fantastiske fortællingers" gotiske stil med det storladne, magiske univers, som Blixen havde skabt i 1800-tallets aristokratiske miljøer.

Herhjemme var det de socialrealistiske bøger om samfundet her og nu, der vandt indpas. Men går man et spadestik dybere, er bogen topmoderne. For temaerne er universelle, mener Lefebvre.

Hvis man ser bort fra kulissen, som selvfølgelig er meget gammeldags, er bogen lige så aktuel nu som altid. Det er et interessant greb, Blixen tager, når hun lader historien foregå 100 år tidligere for på den måde at skabe en distance til samtiden. Men problemstillingerne, der omhandler vores identitet, er fuldkommen moderne.

Hvad ønsker vi os af livet? Hvordan vil det udforme sig? Hvordan er vores historie set bagudrettet og fremadrettet? De spørgsmål er universelt menneskelige, og derfor genkender vi uundgåeligt os selv i de mange menneskeskæbner og hændelser, vi er vidner til i bogen, siger hun.

Men åbner man sig ikke over for bogen, kan det være svært for den at trænge ind. Karen Blixen giver så mange oplysninger i hvert enkel sætning, at læsningen bliver ekstremt intens. Faktisk kunne hver enkelt fortælling uden problemer være blevet til en stor roman, erklærer Lefebvre.

Det her er den type af fortællinger, som skal læses med åbent hjerte, og som man lever sig ind i, fordi de går så tæt på de mennesker, der bliver beskrevet i dem. Man skal spidse ører, og når man så opdager den røde tråd i den enkelte historie, er det som en åbenbaring.

Der er så mange lag og spidsfindigheder, som gør det til interessant og medrivende læsning. Rent sprogligt er den også fuldkommen gennemarbejdet med en sand virtuositet. Selve ordvalget og de lange, spændende sætninger, hvor man går på opdagelse, og der kommer en åbenbaring sidst i sætningen, kræver noget af læseren. Men det er en nydelse, erklærer hun og fortsætter:

Det er et værk, som lægger op til, at man sporer sig ind på både sprog og fortælling. Men når man så har gjort det, kan man heller ikke undgå at blive påmindet om noget, man kender. Det mystiske ved det er jo, at det bliver relevant at læse om gamle frøkener i mærkelige gevandter, som render rundt i midten af 1800-tallet, siger hun og griber ud efter sit eksemplar af bogen og lader fingrene løbe gennem siderne.

Det er på disse sider, vi møder skæbner som den impotente prins Potenziani, der betaler sin gode ven, Nino, for i ly af nattens mørke at deflorere sin nye smukke kone, Rosina, i fortællingen Vejene omkring Pisa. Det er her, vi i fortællingen Syndfloden over Norderney stifter bekendtskab med frøken Malin Nat og Dag. En gammel adelsfrøken, der lever i troen på, at hun har været en stor kurtisane, om end hun faktisk er gammeljomfru. I Drømmerne træffer vi tre unge mænd, den rige englænder Lincoln Forsner, eventyrfortælleren Mira Jama, der ikke længere kan fortælle historier, og Ben Ahamed, der hverken har næse eller ører og er yderst hævntørstig.

Hos Blixen er identiteten et universelt tema

Sådanne eventyrlige skæbner, som Blixen skrev frem på sin lille Corona-skrivemaskine, er bogen fyldt af. Og ud fra personernes egne historier springer andre historier. De mødes på et høloft i Norderney, i en båd, der sejler mellem Lamu og Zanzibar, på et hotel i Alperne, til et middagsselskab i Helsing-ør. Et gigantisk kinesisk æskesystem af skæbner og hændelser, som Karen Blixen overskuer og orkestrerer.

På de mange veje og vildveje omhandler bogen fundamentale emner som skæbnen, forholdet mellem mandligt og kvindeligt og forholdet mellem livet og kunsten. Men for Lefebvre er der især et tema, der står som en paraply over alle de andre og gennemsyrer hele bogen: menneskets identitet. Det er også i denne bog, vi møder det berømte citat På din maske skal jeg kende dig.

Det er et ekstremt vigtigt udsagn, som man kan gruble over. Og måske er det i virkeligheden lidt kontroversielt, for vi er jo bestemt ikke opdraget til at bære maske. Vi skal være naturlige og ikke forstillede.

Catherine Lefebvre bevæger sig ud i en historie om, hvordan et fotografi af Karen Blixens livsmaske er blandt de billeder af livsmasker, der bliver udstillet på forskellige museer i Mexico, hvor masken et vigtigt symbol og tema. Således åbner der sig også små historier undervejs i samtalen. Men lidt efter vender hun tilbage til udgangspunktet:

Identiteten er et universelt tema, som Blixen er meget optaget af, og som også er relevant i dag. Identitetsspørgsmålet kan vi ikke komme uden om, og det er vigtigere end nogensinde i en global verden. Mange mennesker ved ikke rigtig, hvor de hører til, og hvem de er. Folk udfordrer deres identitet, har mistet den eller søger den, og det er det tema, der gennemstyrer Blixens forfatterskab, fordi hun selv stod med disse overvejelser.

Catherine Lefebvre har viet meget af sit liv og sin karriere til Karen Blixens forfatterskab, men hvad har hun selv fået igen?

Hele Blixens forfatterskab og ikke mindst denne bog giver psykologisk indsigt. Ens analytiske sans bliver skærpet både i forhold til egen identitet og andres. Der er så mange genkendelige temaer, som får en til at reflektere over eget liv på en meget befriende måde.

graa@k.dk