79-årige Monna Birgit Hansen (tv.) var ikke meget for at flytte plejehjem. Men i dag er hun godt tilfreds med at bo på et moderne plejehjem. Her ses hun i terapien sammen med Ruth Elly Wiese Pedersen.
- Kristian Juul Pedersen/Scanpix.
Britta Søndergaard |
10. juni 2011
De ældre frygtede udflytningen fra det hyggelige, gamle plejehjem på Frederiksberg. Men i dag er de godt tilfredse med det topmoderne plejecenter
98-årige Petra Hummeluhr sidder i en lænestol i den nye toværelseslejlighed med rummeligt badeværelse, eget tekøkken og plads til både mahogniskænk, sofa og masser af familiebilleder på væggen.
For et halvt år siden flyttede Petra Hummeluhr fra et lille værelse i det gamle plejehjem Lioba på Frederiksberg til det moderne plejecenter Flintholm ligesom 26 andre beboere. Selvom det har været hårdt at flytte, er hun faldet godt til.
LÆS OGSÅ: Tusindvis af gamle skal flytte til nyt plejehjem”Det var svært at flytte, men nu er jeg godt tilfreds,” konstaterer Petra Hummeluhr, inden hun går i gang med læsningen af dagens avis.
Der er ikke meget gammeldags Frederiksberg-sjæl over de topmoderne Flintholm Plejeboliger midt mellem andre nybyggede institutioner og parkeringspladser.
Men selvom miljøet kan virke koldt, nyder beboerne skiftet fra små værelser uden eget bad til rummelige lejligheder med store badeværelser og eget tekøkken, fortæller forstander for Flintholm Plejeboliger, Lene Merrild.
Frederiksberg Kommune er i gang med en omfattende fornyelse af kommunens plejehjem. Frem til 2021 investeres 720 millioner kroner i opførelsen af tre nye plejehjem og renovering af ni institutioner. 450 af kommunens 900 plejeboliger er berørt, og i de fleste tilfælde skal de ældre flyttes.
”Vi har mange års erfaring og har simpelthen en drejebog for plejehjemsflytninger. Vi flytter beboerne sammen med personalet fra det oprindelige plejehjem, og de får information og god tid til at forberede sig,” fortæller borgmester Jørgen Glenthøj (K).
Det gamle plejehjem Lioba blev rømmet over to dage i november 2010. To måneder forinden havde beboere og pårørende fået besked om flytningen. Især de pårørende var bekymrede. De frygtede, at omplaceringen kunne resultere i dødsfald. Men Frederiksberg Kommunes opgørelser viser, at den frygt var ubegrundet.
Flintholms forstander, Lene Merrild, fortæller, at både pårørende og ældre fra starten blev inddraget.
”De pårørende og beboerne fik mulighed for at besøge den nye bolig, og derfor blev de ret hurtigt beroligede.”
Ifølge forstanderen betyder det meget, at der er tænkt på dagligdags forhold som maden. De ældre fra Lioba får for eksempel mad fra samme køkken som tidligere.
79-årige Monna Birgit Hansen hører til en af de ”gamle” Lioba-beboere, der i dag er godt tilfreds med de nye rammer. Denne formiddag sidder hun og drikker te i terapien, mens Ruth Elly Wiese Pedersen strikker et slumretæppe.
For et halvt år siden var Monna Birgit Hansen ikke meget for at flytte fra det lille hyggelige plejehjem.
”Men i dag vil jeg ikke flytte herfra.”
soendergaard@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad