Da turisterne begyndte at besøge naturen

Direktøren for Silkeborg Bad, Iben From, går sjældent af vejen for at holde flere udstillinger på samme tid. Denne gang er der et sammenbindende tema, der gives med dampskibet Hjejlens 150-års jubilæum.

LÆS OGSÅ: Gamle billeder i nye rammer

Meningen med et dampskib var for halvandet hundrede år siden at fragte turister rundt – som var det på de schweiziske søer. Turismen, der er barn af romantikkens natursyn, kom til Silkeborg sammen med opdagelsen af Jylland – og som en konsekvens af politiske forhold. Norge med den dramatiske natur var tabt, og nu var forholdet til Tyskland anspændt. Det holdt indtil 1864, da en række helstatskunstnere blev skrevet ud af den danske kunsthistorie. Danmark var i transformation fra mellemstor stat til småstat.

Da vender man blikket mod de indre værdier, den storhed, som man skal være indfødt for at se og elske. For Silkeborg er ikke Lake District, ikke Alperne eller Schwarzwald. Udviklingen har den tydeligste parallel i Finland, hvor finnerne under det russiske storhertugdømme fandt det ægte, dramatiske Finland på åsen Punkaharju.

Historien om den jyske ørken er skrevet før. Dels i en række monografier om digtere og malere, såsom St.St. Blicher, H.C. Andersen, Hans Schmidt og Dankwart Dreyer. De slesvig-holstenske kunstneres kunst med Silkeborg som centrum har derimod ikke været tematiseret.

Louis Gurlitt (1812-1897) er i dag tysk maler. Den danske Kiærschou (1805-1891) lærte sin stil i München. Minna Heimbürger skrev om maleriet på den jyske hede i 1969, men først nu har vi en righoldig ophængning, der tillader os at sammenligne, at opdage nye kunstnere og se de åbenlyse kvalitetsforskelle, der er. Der er også skalaforskelle, idet guldalderens mestre holdt sig i det meget lille format, mens den opulente borgerlige kultur i slutningen af det 19. århundrede skulle have store partier til at dække væggene. Det er det rene fladskærm, når man eksempelvis ser Harald Foss’ værker, der – indrømmet – ikke lader den store internationale stil noget efter. Der er langt fra intimiteten hos en Dreyer til trivialiseringen i det 20. århundredes begyndelse, men der er sandelig mange fine strenge at spille på indimellem, ikke mindst Godfred Christensen.