Ulan Bators gadebørn er flyttet ind i varmen

I Mongoliet er storfamilien stadig omdrejningspunktet, men med de store sociale omvæltninger i 1990’erne blev manges teltpæle revet op. Fra et liv på landet som nomader rejste de til Ulan Bator for at søge lykken, men for mange endte drømmen i fattigdom, arbejdsløshed og på kanten af byen såvel som samfundet. I telte uden adgang til vand eller sanitet voksede børnene op med forældre, der søgte alkoholens tåger i stedet for den nye verdens realiteter, og som vold og sult fyldte stadig mere i hverdagen, fandt en del af børnene fra disse områder sammen i bander og tog ophold i kloakkerne under byen. Her kunne de finde et sammenhold og ikke mindst varme, hvilket er nødvendigt i de op til 45 minusgrader, Ulan Bator oplever om vinteren.

Først i slutningen af 1990’erne gik det op for myndighederne, hvor alvorlig situationen var for byens børn. Flere tusinder levede dengang på gaden eller under, og selvom det tal siden er bragt betragteligt ned, så er der stadig brug for de hjælpeorganisationer, som dengang kom politikerne til hjælp, siger Uyanga Zalaa-Uul.

”For 10 år siden var problemet antalsmæssigt langt større end i dag. Men i dag ser vi stadig børn leve på gaden og de samme sociale problemer. Regeringen har endnu ikke institutioner til at tage sig af børnenes rettigheder, og det gør det svært for os at hjælpe. Men vi har da fået en socialarbejder-uddannelse op at stå, og det er en begyndelse, for før var der ingen til at tage sig af børnene.”

Kun ved at sætte sig ned og lave et færdigt kursus til universitetet er det lykkedes at få læreanstalterne til at uddanne socialarbejdere. Så i dag er de første hold til stede i alle distrikter i landet, og det gør organisationer som Red Barnets arbejde i hovedstaden og ude omkring lettere.

”Vi kan se, at det går fremad med børns vilkår, men der er stadig meget at gøre. Hver gang der kommer en ny regering, skifter de alle embedsmændene ud, og så kan vi starte forfra, hvilket gør vores arbejde langsommeligt,” siger Uyanga Zalaa-Uul.

For de gadebørn, der i dag vokser op i byens rå klima, er der dog mere hjælp at hente end tidligere. Ofte kender hjælpeorganisationerne deres forældre, fordi de selv var gadebørn, og det gør det lettere at række ud til familierne. Man har også fundet ud af, at det på trods af de ofte hårde odds er bedre for børnene at blive hos de udvidede familier end at blive sendt på børnehjem. En af dem, der hjælper med den proces, er Ariuntsetseg. Hun arbejder på Red Barnets drop in-center i hovedstaden som socialarbejder og har i flere år hjulpet med et smil, praktisk hjælp som tøjvask eller et øre, hvis børnene har brug for en snak. Og det er der mange af dem, der har, siger hun.

”De fleste kommer fra familier, hvor vold og alkohol er en del af hverdagen. De har ikke tillid til voksne, men de er bange for at være alene. Vi tilbyder dem både hjælp her og henvender os til dem på gaden, og efter nogen tid kan vi begynde at nå ind til dem. Men ofte vil de ikke fortælle sandheden om deres problemer fra starten, fordi de ikke har tillid til os.”

En af måderne at nå ind til de ofte bange børn på har været at sende dem i cirkus. Det verdensberømte Cirque du Soleil begyndte for nogle år siden et samarbejde med blandt andre Red Barnet i Mongoliet, og det har vist sig at være en succes. For igennem klovneri, badutspring og gøgl kan børnene finde et selvværd og noget, som de blive dygtige til. Et af de tidligere gadebørn er da også nået langt med cirkusset, men det er ikke for, at de skal skabe sig en karriere, at samarbejdet er godt, siger Uyanga Zalaa-Uul.

”Børnene får et frirum og kan koncentrere sig om noget andet end gadens hårde liv. De kan vise deres forældre, at de kan noget. Vi laver forestillinger, og det har været godt for både dem og forældrene. Ofte er deres mødre og fædre tidligere gadebørn selv, så den sociale arv er let at se. Ved hjælp af vores nyuddannede socialrådgivere og cirkusset håber vi at kunne bryde den sociale arv, inden den næste generation kommer til.”

udland@k.dk