Sagsbehandlere ved for lidt om sårbare grupper

For fire år siden gik Dorte Schjøtt ned med stress, depression og angst. Hun måtte opgive sit kontorjob, og de følgende år bød ikke kun på psykisk sygdom, men også en lang række møder med fire skiftende sagsbehandlere.

LÆS OGSÅ: Ansatte risikerer straf i sag om vanrøgt

”Ved det første møde sad jeg bare i en tåge. Senere havde jeg fået mere sol i kinderne og prøvede at virke imødekommende. Sagsbehandleren mente derfor, at jeg var frisk og ’smilede i øjnene’, så jeg måtte snart være klar til at arbejde. Jeg tænkte bare: ’Skal jeg ligne en tragedie for at kunne få hjælp?’” fortæller Dorte Schjøtt, som nu er 53 år og arbejder halvtids på en café. Hun er ikke rask, men har fået de sygedagpenge og den revalidering, hun kunne få. Det eneste tilbud, kommunen havde tilbage, var et kursus i en anden by:

”Jeg spurgte, hvordan jeg skulle komme derhen, når jeg er for angst til at tage S-toget. Jeg fik det svar, at så måtte jeg tage mig lidt sammen.”

Ifølge ODA, som er fællesorganisation for patienter, der lider af OCD (tvangshandlinger og tvangstanker), depression og angst, møder psykisk syge ofte en mur af uvidenhed. I en ny undersøgelse, som 303 medlemmer har besvaret, siger 82 procent, at kommunens sagsbehandling har skabt usikkerhed. 58 procent mener, at den ligefrem har forværret sygdommen.

”En psykisk lidelse er usynlig og kan ikke bevises ved hjælp af en blodprøve. Derfor opstår der let en situation, hvor den psykisk syge ikke bliver taget tilstrækkelig alvorligt,” siger formanden for ODA, Lise Hogervorst.