Antivækst. De håndgribelige mirakler og beundringsmandatet

Lykkes det en at komme fri af de tekniske mediers faste greb længe nok til at komme ud i morgenstunden, kan man høre lydene, indsnuse duftene og altet. Så ser man træerne og de blade, som det ikke vil lykkes nogen konge eller videnskabsmand at sætte på en nælde, uanset hvor længe de prøvede. Billen, som duver møjsommeligt af sted imellem græsplænens strå. Vinden, som pludselig pisker i træerne, fordi vejret skifter. Der er nok at tage af.

Nå ja, siger De – fint. Sådan er det hver dag: Det er hverdag, det er verden, som vi kender den. Og det er det. Men pludselig kan verden ramme en med al sin dybe ufattelighed. Det hele bliver, som man sagde i tresserne ”syret”.

Og man indser, at det er skabt. Ethvert håndgribeligt mirakel er en åbenbaring. Just hvordan det er skabt, indser man ikke. Men – hvordan kan det ikke være?

Det menneskeskabte er ikke håndgribelige mirakler. Vores smarte maskiner er håndgribelige, men ikke mirakler. Det er altid-allerede bras, ubrugelige efter et år, når de er overhalet af fremskridtet, hvorpå de fylder vore lossepladser.

Mens de virker, er de symboler på magt, udtryk for menneskers umættelige vilje til magt. De er udtryk for det ”herredømmemandat”, som det moderne menneske bilder sig ind at have fået. Af hvem?

DET ER ET ANDET udtryk fra Ole Jensens bog. Han sætter det over for vores ”beundringsmandat”. Mennesket er skabt med bevidsthed, skabt til beundring af det skabte. Bevidsthed er i sig selv et mirakel, som ingen videnskab endnu har kunnet forklare. Den er. Det er muligt, at man kan lokalisere ting til hjernen, i hjernen, at der er et center for dit og et center for dat, men det forklarer i grunden intet som helst.

I evigheder underkastede mennesket sig sit et beundringsmandat – måske fordi midlerne var små, måske fordi skaberen havde sagt, at det hele var godt, og så var det godt. I tusinder af år var mennesket en konservativ faktor i det, der senere så besnærende blev kaldt ”udviklingen”. Man gjorde tingene, som man altid havde gjort dem, netop fordi man altid havde gjort sådan.

Men i de seneste århundreder har mennesket taget ved Fanden. Eller som den tyske forfatter Ernst Jünger så det: allieret sig med titanerne. Jünger så digterisk verden som en evig kamp mellem guder og titaner fra skabelsen til i dag. Mennesket var oprindelig med guderne, men i den moderne kamp mellem guder og titaner, siger han, har menneskene skiftet side: De er nu med titanerne.

Det nye menneske – titanmennesket – fik dermed teknikken på sin side, så sandt som det var titanen Prometheus, der mod gudernes vilje overdrog mennesket ilden.

Titanmennesket er selv allerede halvt maskine. Dets syge tanke er, at der kun er en vej, og det er ”frem”. Vi må ”vækste” os ud af problemerne. Men dermed ”vækster” vi os blot nærmere katastrofen. Uafvendeligt, som Jünger så det.

Der er så enorme kræfter i spil, titaniske kræfter, at det næppe lader sig gøre at skifte heste i vadestedet. Problemet er – moralsk set – at vi alle dagligt misbruger skabelsen bare gennem vores efterspørgsel. Men måske kan vi vende tilbage til guderne og beundringsmandatet efter titanernes fald. Efter katastrofen. Hvis vi overlever som art. Mente Jünger.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade