Sonja fra Sovjetunionen

Det vil sige, indtil den gik i stykker, og det var et stort problem. På værkstedet havde man ikke mulighed for at købe reservedele til sådan en kapitalistisk motor. Kun ved den finske ambassades mellemkomst lykkedes det i løbet af et par uger at få fat på den nødvendige del. Og så var der ellers fest på værkstedet. Boblen kunne køre igen, og ”værkføreren holdt en tale om folkeslagenes broderskab. Der blev skålet for Danmark og Sovjetunionen.” Man kan nærmest se det absurde teater for sig som billedet på en propagandaplakat.

KGB vedblev at være en tilbagevendende pestilens. Når det ringede uventet på døren, krympede Sonja sig sammen, men hun endte i Danmark og etablerede en ny familie. Færdig med Sovjetunionen var hun dog ikke.

Hendes mor var der stadig, og da hun døde om sommeren midt i 1970’erne, var det med Sonja ved dødslejet. Endnu en gang måtte Sonja stifte bekendtskab med absurditeten i sit tidligere fædreland. En begravelse tog sin tid at arrangere, og i lighuset havde man ikke nok is til at undgå, at liget skulle gå i forrådnelse. Et par vestlige lp’er med blandt andet Deep Purple var løsningen. Pladerne brugte hun til at betale en medicinstuderende til midt om natten, med hendes hjælp, at fjerne de mest fordærvelige organer fra moderens døde legeme. Ja, man tror, det er løgn.

Man kommer hurtigt på fornavn med Sonja Vesterholt i hendes fornemme erindringsbog. Hendes skrivestil er herligt omskiftelig. Indimellem korte erindringsglimt gør hun stop ved en enkelt tanke eller et simpelt forløb.

Der dvæler hun og beskriver med en intensitet, hvor læseren føler sammen med Sonja. Det gakkede, uforståelige og vanvittige i Sovjetunionen beskriver Sonja med en vidunderlig køligt underspillet humor. Faktabokse og illustrationer er udskiftet med vittighedsbokse eller i hvert fald med bonusinformationer, som giver en skæv vinkel på det ene eller andet emne. Som nævnt ingen illustrationer, og det er her så evigt ligegyldigt. Ordene er deres egne illustrationer.

Der er tale om en erindringsbog med stort E. Det er ikke meget, læseren får at vide om den historiske kontekst. Kun den netop nødvendige viden for at forstå vigtige dele af fortællingen. Og lige det vidner om god og sikker redigering.

Når det handler om Sovjetunionen og alt dens væsen, kan man nemt falde ned i en faldgrube og give læserne mere information end nødvendigt. Omvendt kræver Sonja noget af sine læsere. Erindringerne er nok bedst, hvis man kender en smule til sovjetiske forhold.

Eneste lille kritikpunkt går på efterskriftet ved Herbert Pundik. Det er til at følge logikken ved at føre de to sammen. De har begge nogenlunde samme historie, men stilmæssigt afviger efterskriftet for meget i forhold til erindringerne.

Efterskriftet tager sig ud som en samtale mellem Pundik og Sonja og skal vel fungere som en art konklusion. Imidlertid kommer samtalen til at virke decideret kedelig sammenlignet med Sonjas uhyre veloplagte skrivestil.

Men som bekendt behøver man ikke at læse en epilog. Køb bogen, det fortjener Sofa Tyndskid, læs den, græd og grin sammen med hende. Betonkommunister bør dog nok holde fingrene borte.

kultur@k.dk

Sonja Vesterholt: Hunden er rask. Fortællinger fra mit liv i Sovjet. I samarbejde med Britta Sørensen. Efterskrift ved Herbert Pundik. 240 sider. 249 kroner. Gyldendal.