”Jeg er på vej op”

Mens Emilia og hendes mand arbejder i butikken, bliver deres søn passet af en barnepige. De bor lidt uden for hovedstaden i et stort hus, som de lejer.

”Det er meget dyrt at købe hus, men jeg forsøger at spare penge sammen til at købe et. Jeg tror, jeg vil være i stand til det om tre år,” siger hun og fortsætter:

”Jeg er ikke en rig kvinde, men en dag vil jeg være det. Jeg ved det, fordi jeg arbejder hårdt. Hver dag står jeg op klokken fem og ordner tingene derhjemme. Jeg arbejder i butikken mandag til lørdag og har kun fri om søndagen.”

Selvom Emilia Ines Pataguana ikke betegner sig selv som rig, har hun haft mulighed for at rejse til Berlin flere gange, og i år vil hun gerne til Japan. Hun betaler også for sin datter, som i øjeblikket går på universitetet.

”Jeg siger til min datter, at hun skal studere flittigt, så hun kan åbne en virksomhed og blive som jeg,” siger Emilia.

Hun mener, at det personlige initiativ er vigtigt. Det er sådan, hun selv er kommet frem i livet. Og det er også det, der skal til, hvis der skal gøres noget ved fattigdommen i Mozambique.

”Jeg bryder mig ikke om folk, der hver dag kommer og beder om mad, og som ikke kan lide at arbejde. Jeg ved godt, at det er svært at få arbejde i Mozambique, men de er nødt til at gøre noget. Regeringen bærer halvdelen af ansvaret, fordi der ikke er penge og job i Mozambique, men de fattige har også et ansvar for selv at forsøge at gøre noget.”

Selv hjælper Emilia Ines Pataguana lidt til, når hun har mulighed for det. En gang imellem giver hun mad og sin søns aflagte tøj til de fattige, som hun har ondt af. Hvorfor hun gør det, har hun svært ved at svare på.

”Nogle gange spørger jeg mig selv hvorfor, men jeg ved det ikke. Jeg ved, hvem jeg selv er, men jeg ved ikke, hvad der sker med mig i morgen. Hvem skal hjælpe mig, hvis jeg får problemer? Jeg tror, det er grunden til, at jeg hjælper andre.”

udland@k.dk

Rejsen til Mozambique er delvist finansieret af Danidas Oplysningsbevilling.