I åndelig kamp med de danske soldater

For Ole Rasmussen er mennesket i uniformen ligesom mennesket derhjemme. Forskellen er bare, at man som udsendt – hvad enten det er som præst eller soldat – opholder sig i en lille, lukket verden langt væk hjemmefra. Og alene afstanden til hjemmet kan være et problem for mange. Dertil kommer blandingen mellem velkendte knaster som uenighed med kollegerne og så det at blive skudt på og skyde på andre. Den blanding gør, at en udstationering med Ole Rasmussens ord er intens.

Den intense følelse oplevede han første gang fra oktober 2009 til januar 2010, hvor han var feltpræst i Afghanistan. Alene flyveturen derned var et symbol på skiftet fra de trygge rammer som præst i Danmark til en uniformeret verden langt væk.

Intens er også hans måde at afvæbne folks umiddelbare reaktion over for hans udstationeringer på. Han ønsker ikke at spille med på den skingre melodi om, hvor farligt det er for ham. Han så udelukkende Afghanistan gennem sandsække og pigtråd inde fra lejrene, og i Italien bliver det endnu mere udtalt, da hans udgangspunkt på Sicilien er milevidt fra kamphandlingerne i Libyen.

Men grundlæggende føler han det samme ansvar som i Afghanistan: Når Danmark sender soldater ud verden, er det nødvendigt at sende et beredskab med dem. Det beredskab repræsenterer han, og derfor forholder han sig heller ikke til den konflikt, han bliver en del af. Hvad enten han personligt anser en krig for rigtig eller forkert, er hans opgave den samme: At være der for soldaterne.

Ole Rasmussen er uddannet folkeskolelærer og teolog, er gift og har tre teenagebørn.

gehlert@k.dk