Den svære kunst at løfte de fattige op

En af årsagerne til det skuffende resultat er stigende priser på blandt andet mad, vand, elektricitet og benzin, mener Antonio Cruz. En anden er landbruget, som beskæftiger omkring 70 procent af befolkningen. For langt de fleste foregår arbejdet uden brug af moderne teknologi – ofte er en hakke det eneste tilgængelige redskab – og det gør det svært at øge produktiviteten.

Et af de tiltag, regeringen har sat i værk for at øge produktiviteten på landet, er projektet ”7 millioner”. Til hvert af de 258 distrikter i landet giver regeringen hvert år syv millioner meticais, hvilket svarer til godt en million danske kroner. Enkeltindivider eller grupper kan så søge om pengene til forskellige projekter, og en evalueringskomite afgør, hvem der får pengene. Idéen er, at pengene skal investeres, så der skabes arbejdspladser og øget produktion, hvormed pengene hvert år kan betales tilbage til regeringen.

Men sådan er det desværre ikke gået særlig mange steder, fortæller Vasco Nhabinde, der er økonom på Eduardo Mondlane-universitetet i Maputo og leder af Center for Økonomi- og Administrationsstudier. Et af problemerne er, at evalueringskomiteerne ikke altid er kompetente til at vurdere de forskellige ansøgere til midlerne.

”Det kan ske, at personen, som får tildelt penge, ikke har lederevner. Og nogle gange har de personer, som evaluerer projekterne, selv ansøgt om penge. Hvordan kan de sige nej til deres egne projekter? Ofte er de personer, der får pengene, slet ikke interesserede i at investere dem, og dermed bliver der ikke skabt arbejdspladser og løn til de fattigste,” siger Vasco Nhabinde og fortsætter:

”Regeringen prøver at fungere som en bank, der låner penge ud, men det giver ikke de nødvendige resultater. Hvorfor giver vi ikke bare pengene til en bank eller til den private sektor og siger, at de skal stå for projekterne? De er meget profitorienterede og vil kunne sikre et udbytte af pengene. Ofte er problemet ikke, at der mangler penge til projekter, men at pengene bliver brugt forkert. Og det er primært regeringens skyld.”

En ting er fattigdommen på landet. Noget helt andet – og meget værre – er fattigdommen i byerne, mener Vasco Nhabinde. På landet kan man nemlig selv dyrke sin mad, finde spiselige blade, samle brænde og i det hele taget sørge for sig selv, hvis det ellers har været en god sæson. Men i byen er man afhængig af en indkomst for at kunne købe mad og andre fornødenheder, og da arbejdsløsheden i byerne er tårnhøj, er mange byboer dømt til fattigdom – en anden årsag til, at fattigdomsniveauet ikke har ændret sig som forventet, mener Nhabinde.

I Mozambique er der en udbredt opfattelse af, at regeringen vil skabe arbejdspladser i byerne, men det har regeringen ikke kapacitet til, mener Antonio Cruz. I stedet må den private sektor på banen, men det kræver bedre vilkår for virksomheder, der ønsker at investere. I øjeblikket er renterne på banklån nemlig skyhøje, fordi der er høj risiko forbundet med at låne penge ud til virksomheder.

I stedet for at låne penge ud til private virksomheder køber bankerne statsobligationer af regeringen, hvor risikoen er lavere. Og selvom regeringen i teorien er interesseret i at forbedre forholdene for virksomhederne, sker det ifølge Antonio Cruz ikke i praksis, fordi regeringen er afhængig af statsobligationerne til finansiering af statsbudgettet.

”Der er pres på regeringen for at give penge til den offentlige sektor, men det løser ikke problemerne. Mange folk kan ikke få job, og det vil skabe social uro. Der er behov for at ændre politik og forstå, at der er begået fejl. Regeringen må indse, at vi er nødt til at prøve en anden vej. Hvis ikke det sker, vil vi fortsat have høj arbejdsløshed,” siger han.

Francisco Mazoio, der er sekretær for internationale anliggender i den nationale fagforening OTM, er enig i, at regeringen bør sætte ind for at forbedre forholdene for den private sektor og skabe flere job.

”Arbejdsløshed er et stort problem i vores land, især i byerne. Mange færdiggør en uddannelse, men kan ikke få job. Vi er nødt til at komme i gang med at producere. Regeringen er nødt til at gøre det mere attraktivt at investere i landet, så mozambiquere kan få job. Jeg forstår ikke, hvorfor vi for eksempel er nødt til at købe tomater i Sydafrika. Vi udnytter kun 25 procent af landets ressourcer, og derfor må vi investere i landbrug. Når vi gør det, skaber det ikke kun job i landbruget, men også i industrier relateret til landbruget,” siger han og fortsætter:

”Uden udvikling af landbruget og af landets industrier kan vi ikke udvikle Mozambique. Vi er nødt til at ændre situationen.”

Hvorvidt der skal hjælp fra udenlandske donorer til at ”ændre situationen”, er der delte meninger om. Antonio Cruz mener som udgangspunkt, at bistand fra andre lande hjælper, men at Mozambique selv er ansvarligt for sin egen udvikling.

”I nogle tilfælde er bistanden med til at forbedre folks liv, og så er det godt. Men det skaber også forventninger om bedre levestandard, som kan være svære at indfri,” siger han.

Et andet problem er ifølge Cruz, at donorlandene stiller krav, som nogle gange er i konflikt med behovene og den førte politik i Mozambique. Hvis donorerne eksempelvis kræver, at pengene bliver brugt på den offentlige sektor for at hjælpe de fattige, men regeringen mener, at der i stedet for er behov for at øge produktionen, kan det give vanskeligheder.

Vasco Nhabinde er enig i, at bistanden i nogle tilfælde spiller en vigtig rolle, men han efterlyser samtidig en mere koordineret indsats. Hvis hvert enkelt land, der bidrager med støtte til Mozambique, har sin egen dagsorden for, hvordan pengene skal bruges, kræver det alt for mange ressourcer.

”Donorer har en masse penge, som kan være væsentlige i bekæmpelsen af fattigdom, men pengene får ikke altid den ønskede effekt på grund af manglende donorkoordination.”

Ifølge Lars Buur, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og forsker i eliter, produktive sektorer og fattigdom i Mozambique, er en del af de rige mozambiquere også selv interesserede i at gøre noget for at forbedre de fattiges livsvilkår.

”Den øverste elite er meget bange for, at de fattige skal gøre oprør. De snakker meget om udvikling og om at få løftet de fattigste op. Og det er ikke kun retorik,” siger Lars Buur.

”Valg vil formentlig også få en stor betydning fremover, og hvis Frelimo, der sidder ved magten, vil vinde, er de nødt til at gøre noget for de fattigste,” siger han.

I øjeblikket er der ved at blive taget hul på de store naturressourcer, der gemmer sig i Mozambique – blandt andet kul, olie og gas. Og måden, ressourcerne bliver forvaltet på, vil være afgørende for Mozambiques fremtid, mener Lars Buur. Han ser to mulige scenarier for sig:

”Det ene er, at en stor del af pengene, der kommer ind, bliver lagt i statsbudgettet og kommer hele befolkningen til gode. Så kan det her land blive en stor succes. Men det kræver, at de, der sidder på magten, også vil tænke på den brede befolkning,” siger han og fortsætter:

”Det andet scenarie er, at de, der sidder på magten, vil rage til sig og udelukkende bruge pengene på sig selv. På den måde vil ressourcerne ikke komme den brede befolkning til gavn.”

De internationale donorer kan her komme til at spille en vigtig rolle, mener Lars Buur. Hvis de ser, at udviklingen går mod scenarie to, kan de tilbageholde deres økonomiske støtte.

”Donorerne finansierer cirka halvdelen af statsbudgettet i Mozambique, så de har god mulighed for at influere regeringen. Det er nu, sporene bliver lagt for de næste 5-10 år. Skal det være tendensen, at pengene havner i nogle få familiers lommer, eller skal de gå i statsbudgettet?”.

udland@k.dk