Detaljerne forplumrer billedet af Bob Dylan

De fire koncertgennemgange er den løse ramme for et mix af musik- og tekstanalyser, isprængt biografiske oplysninger, kommentarer fra musikere og fra musikanmeldere. Et sandt overflødigshorn af fine detaljer. Men noget samlet billede af Dylan eller forståelse for hans spring og udvikling giver bogen ikke.

Den vil simpelthen for meget på én gang – og kan forfalde til sådanne ligegyldigheder som de følgende, når det drejer sig om at forstå det menneske, som i den grad har formet anden halvdel af det 20. århundredes bevidsthedshistorie: ”Han tilbringer det meste at tiden alene (…) Når han ikke komponerer, ser fjernsyn eller læser bøger, bruger han ofte tiden på at tegne og male.”

Heldigvis er Epstein god til at citere andre for mere interessante bemærkninger, for eksempel om de mange koncerter, han til stadighed giver over hele verden, 70 år gammel: ”Selv dengang (i 1975, red.) tænkte han altid på showet, på sin performance. Jeg mener, han vil gerne dø på scenen. Han var sådant et menneske. Den slags ser man.”

Så selvom man kan have svært ved at se, hvori billedet af Dylan i denne bog egentlig består, så er den med sine registre og noter en nødvendighed for enhver fan.

Ligesom mødet med Dylan fortælles at forvandle selv formuleringsstærke personer til rystende nervevrag, så synes den voksende Dylan-litteratur efterhånden at fortabe sig i de forkerte spørgsmål – uden at jeg dog ved, hvad de rigtige er! Måske er han alene mellem alle sine digt- og musikreferencer, ingen længere kender indefra, men bare noterer – og som sådan et symbol på en verden, vi elsker på afstand, fordi den allerede er forladt til fordel for Disney (som Dylan siger) eller medierne.

Alligevel turnerer han og opretholder min generations gamle drøm om digtet og sangen som det sted, hvor vores eksistens siges sandest. Jeg tror, det er den sandhed, han søger på scenen.

kulturk.dk

Daniel Mark Epsten: Balladen om Bob Dylan. Oversat af Anders Juel Michelsen. 425 sider. 349 kroner. Gyldendal.