Samtalen ved havebordet foregår på engelsk over kaffe og hjemmebagt marmorkage. Indimellem sniger danske ord sig ind. Blanche Benedick har boet i England, siden hun var 19 år, hvor hun mødte sin fremtidige engelske ægtemand, og det engelske er det letteste. Men hun taler dansk, når hun besøger familien i Danmark. Her kalder de hende også ved hendes oprindelige fornavn, Bluma. Det navn ville hendes ægtemand ikke bruge, fordi navnet udtalt på engelsk lød lidt for meget som et par mamelukker. Valget faldt i stedet på Blanche.

Hjemme i København var bedsteforældrene ortodokse jøder, som var flygtet fra pogromerne i Rusland. Faderen havde en lille fabrik, som producerede huer og hatte. Som andre jøder i Danmark havde de vænnet sig til, at tyskerne i det store og hele lod dem i fred. Men efter samarbejdspolitikkens ophør var jøderne ikke længere fredede. En tysker advarede den danske regering, som igen advarede det jødiske samfund. Den 10-årige Blumas første oplevelse var, da hun blev kaldt op til skoleinspektøren.

”Jeg tænkte, hvad det var for skarnsstreger, jeg nu havde lavet,” lyder det med en latter, som fortæller, at netop skarnsstreger ikke var ukendte for pigen.

Men i stedet fik hun besked på, at hun efter skolen skulle følges med sin veninde Mona hjem, og at hendes forældre ville vente der. Monas far var amatørfotograf, og de blev gemt i mørkekammeret.

”Vi hørte Gestapo to gange på trapperne, og det var skræmmende,” husker hun.

Men det var farligt at skjule jøder, og familien blev efter nogle dage sendt med taxi til Dragør. Faderen gav sin hustru og datter penge, så de kunne klare sig, hvis familien blev adskilt.

Blanche Benedick husker med taknemmelighed, at chaufføren ikke ville have betaling. I Dragør blev de holdt skjult i en fiskehytte, hvor fangsten normalt blev opbevaret.

”Det var oktober og midt i sildesæsonen, så det var ikke unaturligt, at der var mange både på Øresund. Men skipperen skulle lade, som om han fiskede, så tyskerne ikke blev mistænksomme. Turen over Øresund tog derfor hele 10 timer,” fortæller Blanche Benedick.

Hun er ganske klar over, at det ikke er en særlig dramatisk historie. Og det er netop pointen.

”Mange jøder kom til Storbritannien med ’Kindertransporter’, og det var ikke altid en lykkelig skæbne. Andre har historier fra Tyskland, Polen og Tjekkoslovakiet, som ofte er tragiske. Men min historie har netop en lykkelig udgang,” understreger Blanche Benedick, som bruger den til at fortælle om, hvad danskere gjorde for jøderne under Anden Verdenskrig.

Hendes bedsteforældre kom også til Sverige. Men det var ikke med den ortodokse bedstefars gode vilje. Han nægtede at flygte, men blev overtalt til at lade sig indlægge på Bispebjerg Hospital, hvorfra mange jøder blev sendt til Sverige. Men han var vred på både sine børn og sin hustru for den beslutning.

”I har forhindret Gud i at hjælpe mig,” klagede han.

norum@k.dk