Pigen og byen

Kemal og Füsun begynder at mødes i det skjulte i hans mors tomme lejlighed, og gennem årene stjæler han stille og roligt af hendes ejendele, så han til sidst står med genstande nok til at bygge et museum over hende – og over hans egen kærlighed. Men han opdager, at hans museum mangler et kommenterende katalog, der fortæller hver eneste genstands historie. Men hvem kan lave det katalog? Valget falder på Orhan Pamuk, der som 23-årig kæderygende knægt dansede med Füsun til Kemal og Sibels forlovelse, og med fortællers og forfatters kommentarer bliver ”Uskyldens museum” dermed også en fortælling om en fortælling, hvor især erindringen står centralt.

Som hurtigløbende moderne menneske har man en tendens til at glemme, hvordan en dims fra en sommerferie kan mane erindringer, stemninger og følelser frem. Man behøver blot gå med sine børn i en souvenirbutik og høre på deres efterfølgende alenlange beretninger – eller læse Marcel Proust, Milan Kundera eller Orhan Pamuk – for at minde sig selv om, hvordan selv de mindste ting bærer erindringen i sig, som for eksempel de 4213 cigaretskod, der har befundet sig mellem Füsuns læber, og som Kemal samler og gemmer og forsyner med en fortælling, hvorved de overgår fra skrald til klenodie.

Orhan Pamuk fik i 2006 Nobelprisen i litteratur for sit forfatterskab, der blandt andet omfatter ”Mit navn er rød”, ”Sne” og ”Istanbul”, hvor han i højere grad optræder som antropolog, historiker og politisk betragter.

I ”Uskyldens museum” viser Pamuk sit forfatterskabs enorme spændvidde, han går i detaljen og bliver der, og det er først og fremmest epikeren, der kommer til orde, selvom forholdet mellem Tyrkiet og Europa, denne gang primært omkring mand-kvinde-problematikken, som altid tematiseres.

Det er forholdsvis forudsigeligt og forventeligt, at en anmelder skal elske en nobelpristagers seneste roman. Men sådan må det nødvendigvis være med ”Uskyldens museum”. Der er patos og smæk for fortælleskillingen, Pamuk skriver sansemættet smukt og provokerende godt – og provokerende langt og langsomt.

”En kærlighedshistorie, der ender lykkeligt, fortjener trods alt næppe mere end et par sætninger,” hedder det sig i romanen, og her runder vi de godt 500 tætskrevne sider – hvilket siger et og andet om romanens udfald – og alene det kunne gøre enhver utålmodig under læsningen.

Men det sker forunderligt nok ikke: Kemals endeløse kærlighed og endeløse tålmod bliver i sidste instans læserens, der ender med at slå sig til tåls og endda elske langsomheden, der som hos Milan Kundera i essayet af samme navn viser, at hurtighed er lig med glemsel og langsomhed lig med erindring. Kemal husker Füsun, og læseren husker hende og ”Uskyldens museum” som en sjældent god og sanselig læseoplevelse, som man også bør huske at kreditere Orhan Pamuks danske oversætter, Elisabeth Ellekjær, for.

kultur@k.dk

Orhan Pamuk: Uskyldens museum. Oversat af Elisabeth Ellekjær. 528 sider. 349 kroner. Gyldendal.