Globaliseringen udfordrer forholdet mellem stat og kirke

Den danske dobbeltmodel med statsunderstøttet folkekirke og religionsfrihed på samme tid er unik.

Inden for EU bringer det Danmark i samme båd som Grækenland, Malta, England og de øvrige nordiske lande, der er præget af et dominerende kirkesamfund i enten ortodoks, katolsk, anglikansk eller luthersk udgave. De teologiske forskelle mellem Europas fire store konfessionelle retninger træder i denne sammenhæng tilbage til fordel for den fælles udfordring, det er at være statsbærende kirke i et stadig mere religiøst mangfoldigt Europa.

I arbejdet med en kirkeforfatning for folkekirken kan politikerne lade sig inspirere af to andre typer af forhold mellem stat, kirke og religion inden for EU.

Den første type er kendetegnet ved idéen om en skarp adskillelse af kirke og stat, sådan som man i forskellige udgaver kender den fra Frankrig, Irland og Holland. Netop denne model understøttes af den amerikanske model med en mur mellem stat og religion. Det er en type, der vinder stadig flere tilhængere blandt unge liberalistisk indstillede danske politikere og vælgere. De kan undtagelsesvist gøre fælles sag med deres socialistiske modstandere i netop spørgsmålet om forholdet mellem stat og kirke.

Den anden type inden for EU kendes fra lande som Østrig, Tyskland, de baltiske lande, Belgien, Ungarn, Italien, Polen, Portugal og Spanien. I forskellige udgaver hylder disse lande idéen om en adskillelse mellem stat og kirke, samtidig med at aftaler fastlægger samarbejdet mellem stat og kirke ud fra forestillingen om, at stat og kirke har en række fælles opgaver, der skal løses. Kirker kan således på statens vegne løse opgaver inden for undervisning eller det sociale område.

Selvom EU med traktaten fra februar 1992 udvidede sit område til også at omfatte kulturelle og sociale forhold, respekterer unionen de forskellige måder, som medlemsstaterne har besluttet at organisere forholdet mellem stat, kirke og religion på.

Men tendensen i unionens medlemsstater er indtil for nylig gået i retning af at ophæve båndene mellem stat og kirke samt anerkende kirkernes og religiøse gruppers ret til selvbestemmelse. Denne tendens er blevet båret frem af en positiv opfattelse af globaliseringens betydning for religiøs og kulturel mangfoldighed.

I de seneste måneder har de politiske ledere i England, Tyskland og Frankrig dog erklæret idéen om det multikulturelle samfund for død, fordi den ikke har bidraget til at løse landenes integrationsproblemer, men blot forstærket dem. Hvis idéen om det multikulturelle samfunds fallit breder sig, kan det få stor betydning for den europæiske diskussion om forholdet mellem stat, kirke og religion. Den vil også kunne påvirke den danske diskussion om forholdet mellem stat og kirke, når Selskab for Kirkeret fremlægger sit forslag til en kirkeforfatning for folkekirken til efteråret.

Peter Lodberg er studieleder, dr.theol. ved Aarhus Universitet