CHARLOTTE DYREMOSE (K) lufter endnu en gang sine fordomme om Danmarks ateister. Det ville dog klæde hende, hvis hun holdt sig til sagen i stedet for dels at angribe synspunkter, vi aldrig har haft, dels at male skrækscenarier, der kun findes i hendes eget hoved.

Alt det, Charlotte nævner i sit indlæg den 7. juni, har jeg allerede besvaret tidligere – både i mit indlæg, og da jeg mødtes med hende. At hun fortsat fremturer med de samme fejlagtige påstande, må vidne om, at hun enten ikke vil eller kan forstå os. Lad mig derfor gentage vores synspunkter, så også hun kan sove roligt om natten.

LÆS OGSÅ: Ateistisk begravelse kan true religionsfriheden

Jeg må erkende, at for mig er debatten om begravelsespladser langtfra den vigtigste, men den er symptomatisk for den position, kirken har i det danske samfund. Kunne kirken ikke bare tage sig af sine egne, og så kunne vi andre få en rent kommunal begravelsesplads? Jeg er selvfølgelig udmærket godt klar over, at man kan blive begravet uden præst, kirke og kors på gravstenen. Men hvorfor skal kirken overhovedet være bare perifert involveret? Ligesom man kan blive viet borgerligt, burde man også kunne blive begravet borgerligt. Eller er Dyremose også imod borgerlige vielser?

LÆS OGSÅ: Ateister har også følelser

Jeg er netop på barsel. Min datter blev født grundlovsdag, og vi skal nu have hende navngivet. Det betyder, at jeg en af dagene skal forbi det lokale kirkekontor med attesten, da det jo er folkekirken, der står for personregistreringen. Men hvorfor?

Forleden blev jeg ringet op, fordi en af mine venner netop havde mistet sin far. Både far og søn har hele livet været ateister. Nu skal sønnen så anmelde faderens død til det lokale kirkekontor. Men hvorfor?

Og når min søn og datter om nogle år skal starte i skole, skal de fra 1. klasse have et fag, der ikke er forkyndende, men som alligevel har fokus på at formidle de kristne myter til de små poder, og hvor lærebøgerne gerne vil tegne et billede af, at vi kan takke kristendommen for alle vores værdier fra demokrati til næstekærlighed. En påstand, der ikke er meget historisk belæg for.