På vej til at sprænge glasloftet

Derefter lå vejen åben for en lynkarriere i det internationale amerikanske advokatfirma Baker & McKenzie, hvor hun blev ansat i firmaets Paris-afdeling i 1981. Trin for trin besteg hun rangstigen og splintrede glasloftet hver gang: første kvindelige leder af Paris-kontoret i 1991, medlem af den globale eksekutivkomité i 1995, første kvindelige formand for samme i 1999 og endelig mellem 2004 og 2008 første kvindelige formand for Baker og McKenzies øverste globale organ, den strategiske komité.

Fem års ophold i Chicago, hvor advokatfirmaets hovedsæde ligger, har gjort hende til ”den mest amerikanske franske leder”, som det er blevet formuleret. Christine Lagarde er kendt for en ledelsesstil, som er mere angelsaksisk end fransk. Mere teamorienteret, mindre hierarkisk. Og med den ligefremme facon, der har gjort hende internationalt afholdt som problemknuser.

Det var daværende premierminister Dominique de Villepin, som i 2004 headhuntede denne sjældne perle til posten som handelsminister, blandt andet for at udnytte hendes internationale erfaring i Verdenshandelsorganisationen.

Og da Nicolas Sarkozy vandt valget i 2007, fulgte hun med ind i den nye regering, først i spidsen for Landbrugsministeriet og siden 2009 på posten som Frankrigs første kvindelige finansminister og den første kvinde på denne post i et G8-land.

Ligesom Nicolas Sarkozy står hun for en liberal globaliseret økonomi, men med en vis regulering. Til gengæld har den distingverede, afbalancerede og altid elegant solbrune Christine Lagarde aldrig stået på særlig god fod med den impulsive franske præsident.

Hun har derimod adskillige beundrere i udlandet, og i opløbet om lederposten i IMF er den tyske forbundskansler en af hendes mest vægtige fortalere.

”Christine Lagarde kender det europæiske gældsproblem til fingerspidserne, hvilket er ualmindelig vigtigt,” har Angela Merkel sagt om begrundelsen for sin opbakning til Lagardes kandidatur.

Men denne indblanding i de europæiske gældskriser benyttes også som et argument imod Christine Lagarde.

”Valutafonden skal være en upartisk dommer. Christine Lagarde har spillet en central rolle i udformningen af svaret på euro-zonens krise,” påpeger det britiske tidsskrift The Economist.

”Ingen foreslog en sydamerikansk eller en asiatisk IMF-leder, da Thailand og Mexico var ramt af finanskrise,” lyder det også fra de nye vækstlande, som i fællesskab har anbefalet at afskaffe den uskrevne regel om, at ledelsen af IMF automatisk tilfalder en europæer.

På sin netop overståede pr-rejse verden rundt, gjorde Christine Lagarde da også meget ud af at underspille sin franske og europæiske identitet og demonstrere sit diplomatiske talent.

”Hvis jeg bliver valgt, vil en lille del af mig blive indisk,” sagde hun i Indien. I Kina understregede hun, at lederen af IMF bør udpeges på baggrund af sine kvalifikationer uden hensyntagen til nationaliteten. Og i Brasilien erklærede hun sig tilhænger af ”en bedre repræsentation af alle Valutafondens medlemmer”.

Eftersom de nye vækstøkonomier ikke har kunnet blive enige om at stille en fælles kandidat, er Christine Lagarde så godt som sikker på at blive valgt foran den eneste til oversblevende modkandidat, den mexicanske Augustin Carstens.

Intet synes at kunne standse Christine Lagardes mønsterkarriere, der også omfatter en plads på det franske landshold i synkronsvømning som 15-årig. End ikke truslen om en rigsretssag for hendes rolle i tvisten mellem den fallerede forretningsmand, tidligere ejer af Adidas Bernard Tapie og den krakkede, dengang nationaliserede storbank Crédit Lyonnais.

Bedst som en domstol var ved at afgøre tvisten til bankens fordel, krævede Christine Lagarde sagen henlagt til en voldgift, som endte med at tilkende Bernard Tapie en erstatning på over to milliarder kroner, som de franske skatteydere måtte hoste op med.

”Jeg har løst denne sag inden for lovens rammer og i statens interesse,” hævder Christine Lagarde med en ophøjet ro, som måske især skyldes, at den dommer, som har undersøgt sagen, går på pension, før den endelige afgørelse om en rigsretssag træffes.

Hvis en ny dommer afviser en rigsretssag, vil Christine Lagarde uden tvivl knuse glasloftet endnu en gang og placere sig som en af verdensøkonomiens mest magtfulde kvinder.

bpedersen@k.dk