/ritzau/ |
16. juni 2011
Regeringens planlagte nedskæringer, som skal få Grækenland ud af krisen, fører til frustration i store dele af befolkningen
I den græske hovedstad, Athen, gik titusinder af demonstranter i går på gaden i protest mod nye planlagte nedskæringer, der skal afhjælpe landets dybe økonomiske krise. Store dele af landet var desuden lammet af en generalstrejke, der omfattede både offentlige kontorer og banker, skoler, offentlig transport og hospitaler. Flere steder måtte politiet bruge tåregas for at sprede demonstranterne.
Uden for parlamentsbygningen i Athen anvendte politiet således tåregas mod nogle af de omkring 20.000 demonstranter, efter at der blev kastet med sten og yoghurt. Mindst 12 personer blev kvæstet.
LÆS OGSÅ: Grækenland kan trøste sig med turistfremgang”Tyve, forrædere. Hvor forsvandt pengene hen?”, råbte demonstranter, hvoraf mange har boet i telte på den centrale Syntagma-plads i tre uger.
Demonstranterne siger, at de er frustrerede over, hvad de kalder korrupte politikere, som ikke slår hårdt ned på rige skatteunddragere, mens de dårligst stillede grupper får øgede skatter.
Inde i parlamentsbygningen holdt de politiske ledere kriseforhandlinger om nedskæringer og skattestigninger frem til 2015 på ikke færre end 172 milliarder kroner, men der er splittelse i premierminister George Papandreous regerende parti.
Et af partiets parlamentsmedlemmer meddelte i tirsdags, at han bryder med partiets linje. Dermed har partiet kun et skrøbeligt flertal på fem pladser. Et andet partimedlem har også tilkendegivet, at han vil stemme imod regeringens kriseplan, som risikerer at blive forkastet.
En lignende situation i Portugal førte til et sammenbrud i landets venstreorienterede regering, og efter et valg er en centrum-højre regering nu ved magten.
Togtrafik, havne og sygehuse var i går også ramt af strejker, der var vendt mod planerne om skattestigninger, reduktioner af de offentlige udgifter og salg af offentlig ejendom, som er nødvendige for en økonomisk genopretning.
”Hver eneste græker, specielt i den nye generation, kræver, at vi udkæmper denne kamp med al vor kraft. Det er en kamp for at undgå en katastrofal konkurs,” siger regeringens talsmand, George Petalotis.
EU og IMF siger, at omfattende nedskæringer er nødvendige, hvis grækerne skal have mere krisehjælp.
/ritzau/Reuters