Menneskene driver altid i én bestemt retning, nemlig mod undergangen. Det eneste, vi kan gøre, er at give Gud ret, når han dømmer os, siger Noa i Thomas Teglgaards 736 sider store roman Tårnet i Sinear.
Romanen begynder umiddelbart efter syndfloden Noa åbner arkens dør mod den nye verden, der venter efter den gamle og nu forsvundne. Vi følger de første fem generationer, først i Ararats bjerge og siden i landet Sinear (det nuværende Irak). I den by, der er verdens første, opføres et tårn til Guds ære. Det lyder som et smukt forehavende. Men at bygge Gud et tempel er ifølge Noa vantro. En af hans efterkommere, Shela, spørger forarget, hvordan mennesker overhovedet kan forestille sig, at de kan overdrage Skaberen af alt en værdig bolig.
Det er overmodets symbol, Babelstårnet, der rejser sig for at rammes af Guds dom. Med sprogforvirring til følge og definitiv opgivelse af naive drømme om fred på jord til alle tider. Nok gik den gamle verden under, men ondskaben gjorde ikke. For Thomas Teglgaard er det vigtigt at fremhæve, at det var af kærlighed, Gud greb ind. Du måtte bryde menneskenes projekt ned, så du kunne vise os, hvad du fra evighed af havde bestemt.
Som roman har Tårnet i Sinear sine svagheder. Personerne virker snarere som bærere af forskellige holdninger end som konkrete, sansende og umiddelbart nærværende mennesker. Og deres replikker er ofte tættere på det skrevne end på det talte sprog. Til gengæld står bogen stærkt som forkyndelse. Helheden har en kraft, som de elementer, den består af, kan savne.
Teglgaard har lagt vægt på at skrive en bog, der kan læses af alle. Det præger den sprogligt. Her er intet forsøg på at skabe bibelsk patina hvad det så end er. Stilen er glat, rap og helt nutidig Sejt nok!, lyder for eksempel et udråb. At formidle budskabet så klart som muligt har tydeligvis været afgørende for Teglgaard. Sproget i sig selv påkalder sig ikke opmærksomhed: Det er altid et middel, aldrig et mål. Hvad det ikke har i poesi, har det i effektivitet.
Det almengyldige i romanen det vil sige parallellerne fra fjern fortid til nær nutid afspejler sig dels i udmalingen af det moralske forfald og af det distante forhold til religion hos Adams forkvaklede slægt i tiden før syndfloden, dels i Noas forudsigelser af en tid, hvor troen på Gud som verdensdommer skønnes at være blevet meningsløs. Holdningen er, at han såmænd nok finder sig pænt i hvad som helst. Udviklingen som er en afvikling nærmer sig den tilstand, der fandtes før vandfloden: De rige og stærke vil skabe en verden for sig selv, hvor alting synes vidunderligt og tilfredsstiller deres umiddelbare behov også selvom de ved, at når de kan leve sådan, så skyldes det, at andre lider.
Thomas Teglgaard retter i efterordet en tak til forfatteren Poul Hoffmann, som har trådt nogle af de samme stier som jeg. Desuden er Hoffmann citeret for at betegne romanen som noget af det uden tvivl vigtigste, der er skrevet på dansk om Babelstårnet. Nærværende anmelder har intet overblik over, hvad der er skrevet om Babelstårnet, men må konstatere, at Tårnet i Sinear opnår sin største intensitet i beskrivelsen af den dramatiske udvikling , som byggeriet fører med sig: Her er der virkelig glød i ordene.
Også i denne afsluttende forbindelse er det forkyndelsen, der trænger sig på og igen formuleret af Noa, hvis ord opnår status som en af bogens moraler: Jeg klamrer mig til håbet om, at Gud og mennesket en dag bliver forsonet, og jeg er alvorligt bange for, at det bliver en blodig affære, og jeg tvivler ærlig talt på, at særlig mange mennesker vil lade sig forsone. I stedet vil man krampagtigt holde fast i sit eget. Hellere bygge et tårn i Babel end lade Gud bygge sit tempel i hjerterne.
grymer@k.dk4Thomas Teglgaard: Tårnet i Sinear. 736 sider. 350 kroner. Fokal.