Lad tvivlen komme Taleban til gode – af hensyn til freden

I forholdet til Taleban har Vesten hele tiden været hæmmet af sin egen uvidenhed og sine egne fordomme, hævder Fergusson.

Vesten har kun set det, den ville se, og har misforstået Taleban fra begyndelsen. Man har hæftet sig ved Talebans religiøse ekstremisme og rigide konservative og kvindeundertrykkende samfundssyn, men man har ikke gjort nok for at forstå bevægelsens baggrund og motiver, og derfor vedbliver man med at forfølge en forkert (militær) strategi.

Ifølge James Fergusson kan og skal Taleban således ikke begribes uden at sættes i sammenhæng med perioden 1992-1996, som var gruopvækkende og langt værre end det, der fulgte. Der var borgerkrig i landet – et sammensurium af etniske og religiøse ledere kæmpede om magten, og lige så mange lokale banditter hærgede i deres kølvand. Det var ekstremt blodige og voldelige år, præget af en lovløshed, som medførte død og ødelæggelse i et større omfang end noget, afghanerne havde oplevet under den sovjetiske besættelse – og kom til at opleve under Taleban.

Fergusson fortæller den detaljerede historie om, hvordan Taleban nærmest blev magthavere ved et tilfælde som reaktion på dette kaos. Taleban ønskede oprindeligt kun at skabe ordnede forhold i to provinser, men en blanding af tilfældigheder, overraskende militær succes og voksende magtbegær betød, at bevægelsen blot to år efter sin grundlæggelse stod i regeringskontorerne i Kabul. I høj grad en samling politiske amatører, som begik rædsomme overgreb i deres iver for hurtigt at skabe ro og orden på grundlag af sharia-lovgivning. Bedre gik det med styringen af økonomien. Selvom Taleban stort set ingen penge havde at arbejde med, formåede de at udnytte deres sparsomme ressourcer optimalt, fordi der heller ikke var nogen korruption – en reel modsætning til i dag, hvor alle kendere af Afghanistan er enige om, at korruptionen er en af de vigtigste årsager til, at landet misrøgtes politisk.

James Fergusson undskylder ikke de utallige overgreb og den respektløse omgang med menneskeliv, som Taleban er blevet synonymt med. Han har ingen illusioner om Taleban – men han accepterer heller ikke den udbredte opfattelse af, at Taleban er det værste, der er hændt Afghanistan, og det værste, der kan risikere at hænde landet igen. De offentlige henrettelser var uden diskussion grusomme, men der var trods alt forholdsvis få af dem – Fergusson mener, at de skal tælles i dusiner snarere end hundreder – og han refererer en kilde for at kalde Vestens kritik for ”hykleri”, al den stund at der formentlig er sket flere henrettelser i staten Texas end i Afghanistan under Taleban.

Taleban har aldrig kun været gennemført onde, hævder James Fergusson, og det er de heller ikke nu. Taleban er også mennesker. Mennesker med forskellige historier, baggrunde og livssyn, som efter hans erfaring er villige til at lære af deres erfaringer og opsatte på at være en del af det internationale samfund. Jo, Taleban ønsker at bygge Afghanistan på sharialovgivning, men deri ligger de tæt på flertallet af afghanerne.

”Der er sket mange værre ting for afghanerne end Talebans regering fra 1996 til 2001. I den afghanske kontekst af vold og fattigdom kan de meget vel være det mindste af flere onder,” skriver forfatteren således.

Ifølge James Fergusson er det netop sådan, et flertal af afghanerne ser Taleban – som det mindste af en række onder. Selv det kvindelige parlamentsmedlem og en af landets føren-de kvindesagsforkæmpere, Shukria Barakzai, som i 1999 blev banket af Talebans religiøse politi, fordi hun gik til lægen uden sin mand, er villig til at overveje et kompromis med bevægelsen.

”Det er ikke, fordi det internationale samfund ikke støtter os. De forstår os bare ikke. Taleban udspringer af vores egen befolkning. De har andre synspunkter, men som demokrater er vi nødt til at acceptere det,” siger hun.

Shukria Barakzai sætter fingeren på et centralt punkt. Taleban udspringer af den afghanske befolkning, og dens konservatisme er grundlæggende ikke anderledes end resten af befolkningens. James Fergusson redegør detaljeret for, hvordan Taleban især er knyttet til pashtunerne, som er Afghanistans største etniske gruppe og en del af verdens største stammesamfund med sin egen oldgamle stammeskik, pashtunwali, der på basis af ære regulerer en pashtuners adfærd i alle sociale sammenhænge.

I sidste ende har pashtunwali det formål at beskytte stammens integritet og overlevelse. Det er således enhver pashtuners pligt at beskytte sin stammes Zan, Zar og Zameen (kvinder, guld og land) – og mange af Talebans opfattelser har rod i denne moralske forpligtelse over for stammen.

”Taliban. Historien om verdens mest frygtede guerillahær” er James Fergussons tredje bog om Afghanistan. Den er et åbenlyst partindlæg i debatten om, hvad der tjener den afghanske befolkning og Vestens sikkerhedsinteresser bedst, men et af de begavede og fagligt velfunderede af slagsen.

Fergusson kender sit Afghanistan. Historisk, kulturelt og gennem rejser i alle egne af landet og i alle miljøer. Han dykker ned i den nærmest uoverskuelige mosaik, som Afghanistan let danner for udenforstående, og kaster lys over de enkelte brikker.

Det gælder også nyttige kommentarer om det dobbeltspil, som Pakistan har præsteret gennem hele krigen mod terror ved både at støtte USA og Taleban, og som i nogen grad er Vestens egen skyld, mener Fergusson. Han peger på, hvordan Vesten har samarbejdet intensivt med Den Nordlige Alliance, en afghansk oprørsbevægelse, der traditionelt er pro-indisk og dermed automatisk i modsætning til Pakistan. Pakistans største mareridt er, at Indien kommer til at kontrollere Afghanistan, da det vil betyde, at landet stort set er ”omringet” af Indien. Derfor har Pakistan haft en interesse i at holde en linje varm til Taleban, som er pro-pakistansk og mere interesseret end Den Nordlige Alliance i at begrænse Indiens indflydelse i Afghanistan.

Undervejs krydres med lokale mundheld, som giver et forfriskende nærvær til de mennesker, det hele drejer sig om. Som for eksempel bemærkningen: Du kan ikke købe en afghaner, du kan kun leje ham for en kort periode.

James Ferguson er overbevist om, at krigen ikke kan bringe Nato videre i landet, tværtimod. Han er helt på det hold af analytikere, som hævder, at krigen i Afghanistan ikke længere er en del af løsningen, men en del af problemet. Alternativet og løsningen er dialog, mener Ferguson, og han argumenterer bogen igennem for, at Taleban trods bevægelsens islamiske fundamentalisme og rigide konservative samfundssyn er mulig at forhandle med – mulig at forhandle fred med.

Hans egen konklusion er klar og bliver næppe noget sted formuleret tydeligere end i bogens allersidste bemærkning: Bør tvivlen ikke komme Taleban til gode af hensyn til freden?

Bogen har et meget overskueligt noteapparat samt en række gode, detaljerede kort, som ikke blot placerer de vigtigste byer og andre stednavne, men også viser de etniske grupper og deres udbredelse. Til gengæld savner man et mini-leksikon over det virvar af krigsherrer, klanledere, politikere, religiøse figurer og så videre samt de forskellige oprørsbevægelser og -konstallationer. James Fergusson har det store overblik – men det kan knibe som læser at følge med undervejs i det brogede galleri.

I den kosmetiske afdeling skæmmer det den danske udgave, at der er stavefejl af typen ”vandt til” og en ”hvis person”.

upoulsen@k.dk

James Fer-gusson: Taliban. Historien om verdens mest frygtede guerillahær. 311 sider. 299 kroner. Turbine.