”Der er masser af håb”

Bedt om at karakterisere sig selv, sender han janteloven til hjørne:

”Jeg vil ikke være beskeden, for så lyver jeg. Jeg tror, jeg ligger i den lave ende af overklassen. Men jeg har ikke gjort andet end at være engageret og professionel, være åben over for mit arbejde, bevare værdier som integritet, ærlighed og gennemsigtighed og samarbejde med mine chefer og ansatte,” siger han og fortsætter:

”Jeg vil sige, at livet ikke er ringe. Der er en masse gode ting derude, så hvis man siger, at livet er dårligt, må det være virkelig dårligt. Livet er ikke dårligt.”

Før i tiden blev fjernsyn anset som et statussymbol, og hvis man skulle vurdere, om folk var velhavende, kiggede man efter en antenne. I dag opgøres status på mange måder, men en af dem er, hvor mange huse man ejer. Louis Magaço ejer fem. Alle sammen i hovedstaden, hvor huspriserne er steget markant de seneste år og ikke lader de danske huspriser meget efter.

Louis Magaços kontor ligger i en af de højeste bygninger i Maputo. Kigger man ud ad vinduet, rager en anden høj, gul bygning op, og et mozambiquisk flag strækker sig ud i vinden. Fra gaden kan man høre støj fra trafikken. Mange af bilerne er store, skinnende firhjulstrækkere. I centrum af byen skal man se godt efter for at blive klar over, at man er i et land, hvor størstedelen af befolkningen lever i dyb fattigdom. Men kommer man lidt uden for byen, bliver man mindet om det. Her er bittesmå huse opført af blikplader og andet forhåndenværende materiale. Og kommer man helt ud på landet, bliver fattigdommen tydelig. Her er lerhytter uden adgang til vand og el, og folk der må klare sig med et måltid mad om dagen. Nogle har ikke engang råd til det.

Men den slags bliver man immun for, mener Louis Magaço og illustrerer det med en historie:

”Da jeg studerede i Sydney, inviterede en af mine kolleger mig hjem for at møde hans familie. Hans kæreste havde været i Mozambique i to måneder. Hun fortalte, at hun ikke kunne holde ud at se alle de fattige mennesker,” siger han og fortsætter:

”Men jeg er født her. Vi bliver blinde for det, fordi vi er vant til det. Vi ser det ikke med samme intensitet, som du ser det.”

Trods ”blindheden” er Louis Magaço selv med til at forsøge at forbedre forholdene i Mozambique, blandt andet gennem sit medlemskab af Rotary, som arbejder for fred og forståelse i verden gennem forskellige humanitære projekter.

”Jeg gør meget,” siger han uden at tøve og fortæller, at han bruger sine egne penge på at støtte projekterne – eksempelvis et projekt med at få 300 kørestole sendt til Mozambique og projekter, der støtter børnehjem og plejehjem. I 2004-2005 var han desuden præsident for Rotary-klubben.

Louis Magaço vil nemlig gerne hjælpe folk, der ikke har mulighed for at forsørge sig selv, såsom ældre, handicappede og forældreløse. Men kommer der en ung mand hen og tigger penge af ham, får han nej.

”Jeg mener, regeringen er ansvarlig for at fjerne folk fra gaderne. De skal ikke være der for at tigge. De er ikke syge, så de kan blive sat til at vaske biler, samle affald eller en masse andre ting. Der er ingen, der ikke kan lave et eller andet stykke arbejde. Det er per-sonens vilje, der tæller. Hvis du giver en tigger penge, holder du systemet kørende.”

Samtidig erkender Louis Magaço, at mange mozambiquere er ”ofre for historiske omstændigheder” – at landet blev koloniseret af Portugal, som selv var et fattigt land, at det politiske system i Mozambique efter uafhængigheden var i konflikt med sig selv, at folket måtte igennem 16 års blodig borgerkrig, som endte i 1992, og at voldsomme oversvømmelser skyllede en stor del af det begyndende fremskridt væk i 2000. Alligevel mener han, at der er håb for alle. Og ansvaret ligger hos mozambiquerne selv:

”Det er ikke kun regeringen, ikke kun den private sektor, ikke kun ngo’erne. Ansvaret ligger hos alle. De hovedansvarlige for Mozambiques kamp mod fattigdom er mozambiquere,” siger han.

Mozambique er et af de lande, som Danmark i mange år har været involveret i med ekspertise på forskellige områder og millioner af kroner i udviklingsbistand. Louis Magaço ser både fordele og ulemper ved engagementet. På den positive side mener han, at donorlandene har været med til at skubbe den mozambiquiske regering i den rigtige retning – mod mere gennemsigtighed og ansvarlighed og til at yde en bedre service.

Den negative side er ifølge Louis Magaço manglen på koordination hos de mange forskellige donorer, som hver især har en idé om, hvordan udviklingen skal ske. Og så skaber de mange penge udefra en usund afhængighed, mener han.

Udvikling skal derimod ske gennem private investeringer, som kan være med til at skabe nogle af de job, der er så stor mangel på i landet, mener Louis Magaço. Men for at det kan lykkes at tiltrække private investorer, er regeringen nødt til at forbedre infrastrukturen – bygge veje, sørge for elektricitet, kommunikation, skoler og sundhedssystemer.

”De offentlige investeringer i infrastruktur er meget begrænsede. Nogle steder skyder nye kvarterer op, hvor investorer eksempelvis bygger et hotel. Men vejen når ikke derhen, og det gør vand og elektricitet heller ikke. Så infrastrukturen er nødt til at være der,” siger han.

Et andet indsatsområde er ifølge Louis Magaço bekæmpelse af analfabetismen. I 1975 kunne mere end 90 procent af befolkningen ikke læse og skrive, mens det samme gjorde sig gældende for knap 55 procent sidste år. Så der er allerede sket meget. Men det er ikke nok:

”Vi er nødt til at få det ned på 10 procent eller derunder. På det tidspunkt kan man begynde at tale om demokrati. Du kan ikke tale om demokrati med en fattig, som kan ændre mening efter en T-shirt. Hvis du tilbyder ham en T-shirt, er han med dig, men hvis en anden tilbyder ham to, er han med ham. Det er umuligt at overføre værdierne af et godt liv, hvis der ikke er uddannelse. Vi er nødt til at uddanne vores befolkning, så de kan vide, hvad de skal gå efter.”

En tredje ting, der er nødvendig for at komme fattigdommen til livs, er ifølge Louis Magaço en ordentlig juridisk struktur med love, der ikke er i konflikt med hinanden. Det skal gøre det lettere både for små, individuelle foretagender – såsom landbrug – og store investorer at udvide deres kapacitet til at producere og opspare kapital. Noget, der i særlig grad er vigtigt, hvis der skal tiltrækkes flere udenlandske investorer, og hvis Mozambiques egne indbyggere skal have lyst til at investere deres penge i landet.

Men selvom der stadig er meget, der skal gøres, går det alligevel fremad på nogle parametre. Økonomien vokser, og i nogle områder er arbejdsløsheden på vej ned.

”Landets profil ændrer sig. Der er masser af håb, og det er det, der inspirerer os,” siger Louis Magaço og fortsætter:

”Jeg er meget stolt. Ikke bare, fordi mit land udvikler sig, og økonomien vokser, men også, fordi vi alle er en del af processen ved at arbejde hårdt og betale vores skatter. Så jeg mener faktisk, at jeg bidrager til mit lands trivsel.”

bruun@k.dk

Rejsen til Mozambique er delvist finansieret af Danidas Oplysningsbevilling.