Problematisk postmoderne teologi

JEG INDRØMMER, at jeg læste Troels Engberg-Pedersens kronik i Kristeligt Dagblad den 1. juni (”Lad, som om Gud griber direkte ind i naturen”) med lige dele smil og frustration.

LÆS OGSÅ: Lad som om Gud griber direkte ind i naturen

Engberg-Pedersens projekt er, at da det moderne menneske ikke kan tro på en Gud, der griber ind i naturen, og da afmytologiseringen fra Bultmann, som ville afskaffe det overnaturlige, men bevare den dybere, eksistentielle mening, har vist sig ufrugtbar, må kirken gå en tredje vej: Den må tale om Gud, ”som om” han griber ind, gør undere med videre, selvom den ikke tror på det – og på den måde få sin opbyggelse.

Smilet skyldes, at projektet kaldte billeder frem: Eng­berg-inspirerede menigheder, hvor medlemmerne under trosbekendelsen krydsede fingrene bag ryggen for at signalere, hvordan de lægger afstand. Det kunne blive et nyt fromhedstegn – næsten som foldede hænder! Eller man kunne forestille sig en omskrivning: ”Vi tror på Gud Fader, som om han er den almægtige…”

Frustrationen skyldes to ting: Den første, at jeg ikke er i tvivl om, at Engberg-­Pedersen – bag ryggen på sig selv – afskaffer kristendommen. På bundlinjen er der intet evangelium, hvis Gud ikke virkelig fysisk blev menneske, hvis graven ikke fysisk blev tom, og hvis han ikke en dag fysisk kommer igen. Man kan samtidig spørge, om Engberg-Pedersens ”som om-kristendom” ikke er en krænkelse af os mennesker? For vi er jo blandt andet krop. Er der intet evangelium til os som krop? Er der kun et tanke- og metaforevangelium?

Den anden grund til frustration er, at på vej ned til denne bundlinje, har Eng­berg-Pedersen en pointe, som må tages alvorligt. For hvad siger vi til det menneske, der virkelig ikke kan tro på det underfulde indgreb? Og det menneske er jo undertiden os selv.