En ny runde klimaforhandlinger slutter i dag uden synderlige resultater, fordi landene ikke kan blive enige om, hvem der har det største ansvar
Det har ikke sat sig spor i de internationale klimaforhandlinger i den tidligere tyske hovedstad Bonn, at en ny undersøgelse fra Stockholms Miljø Institut, SEI, entydigt peger på udviklingslandene og de store vækstlande som dem, der tilsyneladende har lovet at gøre mest for klimaet. I stedet har diplomaterne taget sig endnu en dans på stedet, fordi de 195 deltagende lande ikke har kunnet blive enige om, hvordan de skal fordele ansvaret for at bremse den globale opvarmning.
”Undersøgelsen illustrerer helt tydeligt det, som er realiteten: At de industrialiserede lande dukker sig og undgår at forpligte sig. Det er dybt beskæmmede,” siger Troels Dam Christensen, som har deltaget i klimaforhandlingerne på vegne af 92-gruppen, et dansk netværk af udviklings- og miljøorganisationer.
Den svenske undersøgelse viser blandt andet, at Kinas samlede reduktioner af kuldioxid, CO2, i 2020 kan være næsten dobbelt så store som USA’s; at udviklingslandenes nedskæringer kan være tre gange så store som EU’s; og at de samlede reduktioner fra Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika kan være en smule højere end de samlede reduktioner i USA, EU, Canada, Japan, Australien, New Zealand og Rusland. Begrænsningerne skal ses i forhold til, hvad der vil ske, hvis alle lande blot fortsætter med at bruge energi på samme måde som i dag.
Undersøgelsen bygger på fire forskellige analyser af de løfter, som landene afgav i forbindelse med klimatopmødet i Cancun i Mexico sidste år. Løfterne er ikke bindende, og de bygger på en række forskellige forudsætninger – men ifølge Stockholms Miljø Institut viser samtlige fire analyser af tallene, at det er udviklingslandene, inklusive Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der lover at gøre mest for at bremse den globale opvarmning. Uden at instituttet dermed siger, at det er tilstrækkeligt.
”Når man tager klimakrisens alvor i betragtning, er det nødvendigt at understrege, at fordi denne undersøgelse konkluderer, at de industrialiserede lande ikke gør nok, indebærer det ikke automatisk, at udviklingslandene gør for meget,” skriver de to forfattere, Pete Erickson og Kartha Sivan.
Nu og her er Troels Dam Christensen dog ikke i tvivl om, at undersøgelsen burde bidrage til at få de industrialiserede lande til at besinde sig på deres markante krav til vækst- og u-landene.
”Det er absurd, at lande som USA og Japan bliver ved med at kræve større indrømmelser fra Kina, når det er så åbenlyst, at det er de industrialiserede lande, der har sværest ved at levere resultater. Argumentet om, at u-landene skal gøre mere, er ved at være udhulet, og det ved diplomaterne godt. Men det politiske spil er sådan, at et er fakta og videnskab, noget andet er den politiske realitet, og hvad der kan lade sig gøre,” siger han.
Professor i miljøpolitik ved Aarhus Universitet, Mikael Skou Andersen, er enig i SEI’s overordnede vurdering af, at især Kina har meget ambitiøse klimamål. Han fremhæver dog, at det, der volder problemer i de internationale forhandlinger, er, at Kina ganske vist meget gerne fører en grøn klimapolitik derhjemme – men landet ønsker ikke at skrive under på internationale aftaler, så længe USA ikke gør noget for at begrænse sit energiforbrug.
”Kineserne er meget ambitiøse, men der kommer også stormagts-tænkning ind i det. Kina står meget fast på, at de industrialiserede lande har et historisk ansvar for den globale opvarmning, som giver dem en særlig forpligtelse,” siger han.
Den eneste nuværende internationale aftale om, hvordan verden får bremset den globale opvarmning, er Kyoto-aftalen fra 1997. Den forpligter først og fremmest de industrialiserede lande til at begrænse deres udledning af kuldioxid, CO2, fordi det er dem, der historisk har bidraget mest til ophobningen af CO2 i atmosfæren.
Aftalen udløber imidlertid til næste år, og selvom der lige siden klimatopmødet i København er gjort forsøg på at finde en ny model for, hvordan verdens lande i fællesskab kan holde styr på deres udledning af drivhusgasser, er det endnu ikke lykkedes. USA har aldrig tilsluttet sig aftalen, og flere andre industrialiserede lande har sagt direkte i Bonn, at de ikke agter at forlænge Kyoto-aftalen, når den udløber til næste år.
upoulsen@k.dk