Derfor er der stadig brug for, at vi får argumenter for, at der selvfølgelig er en kristen etik. Som udgangspunkt for denne diskussion vil jeg kort knytte til ved Løgstrup.

I ”Den etiske fordring” gør Løgstrup som bekendt op med, at der er en kristen etik. Problemet er imidlertid, at han faktisk ikke er helt så klar omkring sin forståelse af dette, som man ofte får ham fremstillet. Dette kommer tydeligst til udtryk i hans diskussion med sine kritikere, sidst i ”Kunst og etik”. Her diskuterer han med en række teologer, der har rejst forskellige indvendinger imod hans afvisning af en kristen etik.

STORT TEMA: Religion og etik

HVIS VI LADER denne uklarhed ligge og læser Løgstrup med velvillighedens briller, så peger det dog i retning af, at han forstår en kristen etik som specifikke anvisninger for den kristne udledt af de bibelske skrifter. Det er dette, der kommer til udtryk, når han i ”Den etiske fordring” siger, at der i det kristne budskab ikke kan hentes specifikke, kristelige argumenter for etiske standpunkter.

Løgstrup gør altså her op med en meget speciel form for kristen etik, der er baseret på to bærende præmisser: 1) at den kristne etik er udledt af bibelske anvisninger, og 2) at den kristne etik byder den kristne at handle på bestemte måder. Dette er imidlertid en noget forsimplet udlægning af, hvad kristen etik er. Løgstrup kan derfor i en vis forstand siges at løbe åbne døre ind.

LÆS OGSÅ: Løgstrup: Der findes ingen særlig kristen etik

Kristen etik kan mere overordnet forstås som refleksionen over den livsførelse, der er forbundet med og vokser ud af den kristne overbevisning. Som sådan er den kristne etik forbundet dels med en særlig livsform, dels med en kritisk refleksion over denne praksis.

Som eksempel kan nævnes krigsførelse. Her er der inden for den kristne etik en klassisk diskussion af forholdet mellem på den ene side en pacifistisk livsholdning og på den anden side kriterierne for den såkaldte ”retfærdige krig”. Nogle teologer hævder, at Jesu udsagn om, at vi endog skal elske vores fjender, indebærer, at vi under ingen omstændigheder kan retfærdiggøre at gå i krig. Andre teologer argumenterer derimod for, at netop næstekærligheden under særlige betingelser indebærer, at krigsførelse kan være det mindste af to onder, da vi hermed kan beskytte næsten, og at der derfor kan være særlige kriterier for en retfærdig krig. I begge tilfælde er der tale om ”kristen etik”, da begge positioner argumenterer for etiske følgevirkninger af den kristne overbevisning.

Når der i dette og en række andre etiske spørgsmål er behov for en fortsat refleksion og afklaring omkring disse følgevirkninger, hænger det sammen med, at kristen etik – ligesom filosofisk etik – ikke er en entydig størrelse. Dette hænger sammen med den kristne etiks grundlag.

Ved bestemmelsen af den kristne etiks grundlag skelner man typisk mellem fire kilder – Bibelen, traditionen, fornuften og erfaringen. De forskellige kristne kirker og trossamfund vægter balancen mellem disse forskelligt. Hvor en betoning af Bibelen og traditionen ofte leder til en mere specifik forståelse af den kristne etik, vil den mere almene forståelse ofte være båret af fornuften og erfaringen.

Løgstrups position er for så vidt et eksempel på det sidste, hvor den kristne etik ikke umiddelbart adskiller sig nævneværdigt fra den filosofiske. Udfordringen for den kristne etik er imidlertid at reflektere over den indre spænding, der kan ligge mellem disse fire kilder. Den kristne etik kan altså siges at udfolde sig i forholdet mellem det almene og specifikke.

Når Løgstrup alene gør op med en meget specifik kristen etik, har han altså ikke dermed argumenteret tilstrækkeligt for at gøre op med kristen etik som helhed. Kristen etik kan snarere forstås som en afbalancering mellem dens fire kilder, idet der er tale om en refleksion (fornuften) over den livsførelse (traditionen, erfaringen) der er forbundet med den kristne overbevisning (Bibelen).

Da Løgstrup formulerede sin kritik af tanken om en kristelig etik, var det i en sammenhæng, hvor der i Danmark stadig var en højere grad af enhedskultur. Derfor gav det mening at tale om en almen etisk fordring og samtidig ikke at se noget modsætningsforhold imellem denne og en kristen etik. Når Løgstrup derfor argumenterer for en almen etik, kan denne samtidigt kvalificeres teologisk.

Men netop denne mere eller mindre uproblematiserede teologiske hævdelse af en almen etik er blevet vanskelig at opretholde i dag på grund af globaliseringen og den øgede tilstedeværelse og synlighed af en række forskellige kulturer. Det giver derfor i dag ikke uden videre mening at tale om en almen etik. Hvis vi ønsker at gøre det, må vi i det mindste omkring nogle væsentlige mellemregninger, inden vi kan hævde en sådan.

NØDVENDIGHEDEN AF en særlig begrundelse for den almene etik er netop noget af det, der i dag begrunder nødvendigheden af en kristen etik. Når jeg her fremhæver det kristne, sker det også i en erkendelse af, at det ”teologiske” også kan omhandle for eksempel jødedommen og islam. Det gælder for disse religioner, så vel som for kristendommen, at vi er stillet over for den udfordring, at vi må formulere nogle etiske grundpræmisser, som vi kan blive enige om. Det er nødvendigt for at opretholde vores fælles samfund.

Men lige så vigtigt det er at nå frem til dette fælles standpunkt, lige så afgørende er det, at denne fælles moral ikke er frit svævende. Den må hente sin gyldighed og sit grundlag i en bestemt tradition. Og netop her bliver der tale om en kristen etik – og for den sags skyld også en islamisk og jødisk etik. Men vi er nødt til at tage denne afgørende udfordring op at bestemme en fælles etik, der vokser ud af specifikke traditioner.

På dette punkt er en kristen etik i dag nødt til at bevæge sig hinsides Løgstrup, fordi den etiske tænkning i dag er stillet over for disse nye udfordringer. Det er derfor alt for enkelt blot at afvise en kristen etik.

Den virkeligt afgørende udfordring i dag er snarere at anerkende tanken om en kristen etik og forsøge at udfolde den på en måde, hvor den har både almen og specifik gyldighed på samme tid. Det er en måde at forstå den kristne etik på, hvor den både åbner op for den nødvendige samtale med andre livssyn og samtidig fastholder en forankring i sin egen tradition.

Ulrik Becker Nissen er ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet