Uden at informere Folketingets Sundhedsudvalg planlægger sundheds-ministeren at beskære en forebyggelsespulje 24 millioner kroner. S og SF kalder manøvren ”ussel”
Oven i gårsdagens nyhed om, at antallet af registrerede smittede med kønssygdommen klamydia er fordoblet til mindst 30.000 på ni år, viser det sig, at oplysning om blandt andet seksuelt overførte sygdomme er truet.
For uden forudgående debat vil sundhedsminister Bertel Haarder (V) beskære en forebyggelsespulje, som normalt støtter blandt andre organisationen Sex & Samfunds oplysningskampagner, men også forebyggelse af eksempelvis alkoholmisbrug, aborter og kræft.
LÆS OGSÅ: Danske Patienter afviser KL-spareforslagDet ryster generalsekretær i Sex & Samfund Bjarne B. Christensen.
”Enhver ny generation har brug for oplysning og viden, og vi kontaktes hvert år af 12.000 unge, der søger information om sex, mens vi oplyser endnu flere gennem kampagner og skolernes seksualundervisning. Hvis halvdelen af den pulje, vi også får støtte fra, forsvinder, er en del af vores arbejde simpelthen i fare,” siger han og understreger, at forebyggelse generelt er kraftigt underprioriteret i Danmark sammenlignet med vores nabolande.
Med den planlagte besparelse forsvinder 24,2 millioner fra puljen i 2012, hvor der i forvejen var budgeteret med færre penge. Så samlet set næsten halveres den til 33,4 millioner sammenlignet med 66,6 millioner i 2011. Det bekymrer også sekretariatschef for forebyggelse og dokumentation i Kræftens Bekæmpelse Mikkel Hyldebrandt Jensen.
”Det vil have en konsekvens for forebyggelsesindsatsen generelt, hvilket i sig selv er bekymrende og den helt forkerte vej at gå,” siger han.
Pengene, som sundhedsministeren planlægger at spare, skal gå til en ny type medicin til omtrent 50 egnede patienter med stofskiftesygdommen PKU. Behandlingen påbegyndes allerede i år, hvor der ekstraordinært er bevilget penge af Finansudvalget, og det er planen, at udgifterne til behandlingen de følgende to år skal dækkes af penge fra forebyggelsespuljen.
Ingen af Folketingets sundhedsordførere er blevet hørt, inden beslutningen om den nye behandling blev truffet i Finansudvalget den 26. maj, og Sex & Samfund blev først opmærksom på ændringen, da foreningen fik et anonymt tip. Processen omkring nedskæringen har bare ikke været i orden, mener sundhedspolitisk ordfører for SF Jonas Dahl.
”Det er usselt, at man fra regeringens side lusker det igennem uden at orientere nogen som helst. Og at lukke et sundhedsmæssigt hul med midler fra et andet viser bare, hvor uambitiøs regeringen er i forhold til sundhed og forebyggelse,” siger han.
Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, ”troede ikke sine egne øjne og ører”, da hun blev gjort opmærksom på ændringen. Hun påpeger, at man tidligere har haft åbne debatter i Sundhedsudvalget, når man eksempelvis skulle finde penge til HPV-vacciner. Samtidig understreger hun, at det er vigtige penge, der forsvinder, selvom der ikke er tale om milliarder.
”Når man ser på, hvad pengene går til, så er det faktisk rigtig mange organisationer og projekter, der bliver berørt, og vel at mærke på områder, som kommunerne ikke har råd til at løfte. Jeg vil nu stille spørgsmål til ministeren, for hvad har man så tænkt sig at gøre med forebyggelsen?” spørger hun.
Birgitte Josefsen, sundhedsordfører for Venstre, havde ikke hørt om beskæringen af forebyggelsespuljen, men siger, at der på grund af finanskrisen generelt ikke er mange penge at gøre godt med:
”Og så må organisationer som Sex & Samfund ellers bare have sovet godt og grundigt i timen, når de ikke har opdaget det.”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Bertel Haarder (V).
dalsgaard@k.dk