Nu foreligger der så en udredning, der placerer skylden hos det gamlge grønlandske Landsråd og i folketinget. Så er det på plads, men langt vigtigere end at placere skyld er at få løst problemet. Og det kan ikke gå hurtigt nok.

De mennesker, der er ramt af problematikken, har brug for at få det løst. De ønsker at kende deres fædrene ophav - og det har de ret til. Det er en menneskeret.

Og kan vi så ikke snart undgå udtrykket "uægte børn" i pressen. Der findes ikke uægte børn. Alle børn er ægte børn. Jeg er meget skuffet over, at en så seriøs avis som Kristeligt Dagblad kan finde på at bruge det.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
og intern ordfører for grønlandske forhold.

Så udkom Historisk udredning om retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Grønland 1914-1974, og den lukkede som forventet luften ud af gasballonen.

Det er ganske vist ikke alle, der vil erkende det. Næppe ”foreningen af juridisk Faderløse” og heller ikke pressen, der lever af at kolportere og holde liv i den slags historier. En kommentar i Kristeligt Dagblad har overskriften:

”Både Danmark og Grønland bærer skyld for faderløse børn”
Kommentaren indeholder følgende tekst:
Man var i Landsrådet i Grønland bange for, hvad det ville betyde for seksualmoralen, hvis der blev indført regler om faderskab, som kunne signalere accept af sex uden for ægteskab. Man frygtede, at det ville have for store økonomiske konsekvenser, hvis en far ikke selv kunne forsørge det ekstra barn, og den offentlige pengekasse i stedet skulle træde til. Og man vurderede, at det ville være vanskeligt at bevise slægtskabet, da man ikke kunne bruge de samme blodtypebestemmelser i Grønland som i Danmark. Derfor tog man dengang heller ikke fra grønlandsk side initiativer til en lovændring.

Den overskrift og teksten fortjener en analyse
Juraen, der henvises til, er i hele perioden 1914-1974 blevet udformet af den danske regering og vedtaget i Folketinget, hvor Grønland - siden grundlovsændringen i 1953 - var repræsenteret med to medlemmer.

Landsrådet i Grønland var blevet hørt – som det altid skete forud for lovgivning i grønlandske spørgsmål. Grønlands Landsråd havde, fra det blev etableret i 1950 og frem til 1967, landshøvdingen som formand, de øvrige medlemmer var folkevalgte.

Så det er ikke ”Både Danmark og Grønland, der bærer skylden”. Juraen er fastlagt af to folkevalgte forsamlinger, og det betyder at vælgerne i Danmark og Grønland ”bærer skylden”.

Skylden for hvad?
”De juridisk faderløse ” blev sat i verden af en mor og en far under et regelsæt, som er udarbejdet og vedtaget på fuldt demokratisk vis. At de juridisk faderløse overhovedet blev undfanget og født er alene moderens og faderens indsats og ansvar, og dermed åbenbart også deres ”skyld”.

Udkast til en undskyldning
Som den brune sovs til egnsretten, er der naturligvis stillet krav om en undskyldning, og da dronningen er sådan et pænt menneske – ganske vist ikke folkevalgt – så skal undskyldningen, for at have vægt, helst komme statsministeren.

Hvordan kan det udformes, så der undskyldes for det faktiske ansvar og handlingsforløb?

Det må blive noget i denne retning:

Jeg skal på Danmarks vegne undskylde, at jeres respektive mødre og fædre i sin tid fandt sammen i tilstrækkelig lang tid til, at I blev undfanget og født. Jeg skal undskylde, at de efterfølgende ikke viste det ansvar og den forpligtelse, det følger af at sætte et barn i verden, og jeg skal love, at min regering vil gøre alt for at det ikke skal ske igen. Jeg beklager, at I blev født.

Hov hov, han kan da ikke beklage, at I blev født? – Jo det er han faktisk nødt til, hvis der er noget at undskylde. For det at blive født som netop dig, er noget der kun sker én gang i hele universets historie. Du stod ikke i en eller anden kø og ventede på at blive født – bliver det ikke i dag, så bliver det nok i morgen. Du blev født – uanset omstændighederne – fordi din far og din mor fandt sammen, præcis som de gjorde, i både tid og sted.

Hvis din far aldrig var kommet til byen, eller din mor havde været lidt mere kræsen med sit valg af partner, så havde du ikke behøvet at gennemgå alle de lidelser, du nu beretter om, som ”juridisk faderløs”. Du var ikke blevet født.

En jammerkommode med alt for mange skuffer
Foreningen af juridisk Faderløse er en jammerkommode med alt for mange skuffer. Den slags jammerkommoder dukker hele tiden op. Hver gang der sker noget, som involverer flere mennesker, og som i pressen kan pustes op til at være noget spektakulært, så dannes der en forening – en jammerkommode – med årsmøder, hvor man kan græde lidt sammen og igen komme i avisen og på TV. Det sker, når fly styrter ned på en usædvanlig måde, når mange mennesker omkommer i en Tsunami, og hvor der sidder folk tilbage som har mistet et nærtstående familiemedlem.

Hvis formålet med jammerkommoden er at arbejde for at det ikke skal ske igen, så er der fornuft indblandet, men ellers er det bare udstilling af sorg, der får opmærksomhed på grund af de spektakulære omstændigheder ved en ulykke, og fordi flere er indblandet.

For det enkelte menneske er en sorg lige ubærlig, enten den er opstået i en gruppe med mange mennesker, eller ved at ægtefællen, barnet eller en far eller mor er omkommet ved et hændeligt uheld. Hvad med alle disse mange flere mennesker, der står helt alene med deres sorg? – De skal vel danne en jammerkommode af folk, der er sket noget sørgeligt for, men som alligevel ikke kommer i fjernsynet med jævne mellemrum?

Mens kameraet ruller og journalisterne bånder
Foreningen af juridisk Faderløse udmærker sig i denne flok af jammerkommoder, ved at deres ”problem” opstod, da de blev født for mere end 40-50 år, og at juraen til afhjælpning af problemet blev gennemført i Vestgrønland i 1963 og i Østgrønland i 1974.

Så foreningen kan ikke arbejde for at det aldrig må ske igen. Tilbage er kun muligheden for at græde i kor, mens kameraet ruller og journalisterne bånder.


PS: Foreningen af juridisk Faderløse kunne naturligvis beslutte at arbejde for at bedre børns vilkår i al almindelighed. Herunder bedre vilkårene for de mange børn, der lever under kår så ringe, at deres højeste ønske er, at de slipper væk fra deres mor og at de aldrig havde lært deres far at kende. Altså børn, der ikke kun ønsker at være juridisk faderløse, men på alle måder både fader- og moderløse.