Kristeligt Dagblad har spurgt tre mennesker om, hvornår de sidst sagde undskyld, og om de synes, det er svært at undskylde
Hvornår har du sidst sagt undskyld?
”I går. En kammerat var nedtrykt, og jeg ville så vidt muligt hjælpe ham, men kunne kun gøre det ved at henvise til nogle af hans meget personlige forhold. Altså undskyldte jeg på forhånd, hvis jeg overtrådte grænserne for, hvad han brød sig om, at jeg blandede mig i.”
Synes du personligt, det er svært at sige undskyld?
”Nej. Man har jo intet at tabe og alt at vinde. I hvert fald når det handler om det væsentlige, nemlig fællesskabet med den, man beder om undskyldning. Det er kun, når man lider af stolthed, en af de syv dødssynder, at man ikke ser fællesskabet, men sin egen prestige som det væsentlige.”
Er der gået inflation i at sige undskyld?
”Måske. Indimellem lyder det mere som en fanfare end som en oprigtig fortrydelse af at have stødt nogen eller på anden vis forbrudt sig. Problemet med offentlige undskyldninger er, at de som regel ikke har en konkret adressat, men ud i det blå undskylder over for abstrakte størrelser som ’den muslimske verden’ eller ’ofrene for holocaust’. Dertil kommer, at de offentlige undskyldninger oftest er konsekvensen af et politisk pres og ikke en moralsk selvbesindelse.”
Peter Tudvad er filosof, forfatter og Søren Kierkegaard-ekspert.