Barbaras fornemmelse for bøn

0Fireårige Barbara Fenger-Grøndahl er vild med heste, går til ridning og holder af at arrangere legetøjet til udstillinger, men hun taler også meget om engle, tegner sin skytsengel og taler med Gud. –

- Lars Aarø/Fokus.

Læs også

flexblock

Tema

Børn og tro

flexblock

Fakta

Børns tanker om tro

Børn under skolealderen tænker meget konkret, og det smitter også af på deres forestillinger om...
Læs mere

flexblock

Læs også

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Else Marie Nygaard | 18. juni 2011

Det er kommet bag på forfatteren Malene Fenger-Grøndahl, hvordan hendes fireårige datters bønsliv præger hverdagen. Med inspiration i datterens barnetro har hun skrevet en bog, som hjælper børn med at udbygge et sprog for troen

Vil du se mit alter?

Barbara Fenger-Grøndahl løber mod værelset i høj fart, så det pink strutskørt med pailletter bølger om hendes spinkle skikkelse. Lidt efter står hun i stuen med vind i håret og en rejseikon i hver hånd. Den lyseblå bamseven, Molly, har hun også taget med. I lang tid talte hun om, at hun ville have et alter, og hendes forældre vidste ikke helt, hvad de skulle stille op med det ønske, men i den katolske boghandel i Aarhus fandt den fire-årige pige, hvad hun søgte: et lille rejseikon med et billede af Maria og Jesus og et billede af Kristus.

LÆS OGSÅ: Bøn og sprog i hverdagen

”Jeg bruger dem, når jeg beder. Jeg kan godt lide at bede med billeder. Og så er det meget smart, at jeg kan tage dem med, hvis jeg rejser, for ellers kan jeg ikke så godt bede,” siger hun, som for nylig købte endnu en rejseikon.

I sidste måned udkom bogen ”Hej Gud og alle engle”, skrevet af hendes mor, journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl.

Annonce

Idéen til bogen er i så høj grad Barbaras, at både mor og datters navne er nævnt i bogens kolofon. Da Barbara blev tre år, fik hun en notesbog med pastelfarvede engle på forsiden, og hun valgte, at bogen skulle bruges til at skrive og tegne bønner til Gud. Siden har forældrene ageret sekretærer og hjulpet hende med at skrive i bogen, som er blevet en kombination mellem en dagbog og en bønnebog. Og Barbaras notesbog har været inspirationen til den bog, som Malene Fenger-Grøndahl har skrevet.

Det er Malene Fenger-Grøndahls erfaring, at mange andre børn har et naturligt forhold til Gud og beder. Med bogen vil hun give dem en mulighed for at styrke kommunikationen med Gud. Bogen giver børnene inspiration til, hvornår og hvordan de kan bede på gode såvel som triste dage og forklarer samtidig de mest centrale kirkelige højtider. Den lille bog er en oplagt dåbsgave, men kan også foræres til børn, når de kommer i minikonfirmationsalderen og ikke længere behøver nogen sekretær for at nedfælde deres bønner.

Malene Fenger-Grøndahl kan ikke genkende datterens bønsliv fra sin egen barndom. Hun voksede op i en familie, der ikke var medlemmer af folkekirken. I hjemmet i Birkerød åbnede forældrene hverken døren til kirken eller andre religiøse institutioner for hende. Hun kom på efterskole og blev veninde med en præstedatter, og når hun kom på besøg i præstegården, havde hun lange samtaler med præsten om religion. Da hun var i begyndelsen af 20’erne, havde hun en dag en oplevelse, som gjorde, at hun siden har kaldt sig kristen og ”bevidst troende”. Hun sad i toget på vej til juleferie og kæmpede med præstationsangst for en eksamen, som ventede på den anden side af ferien.

”Toget kørte gennem det disede landskab på vej mod Holstebro, mens jeg mærkede, at jeg blev omsluttet af noget større. I situationen var jeg ikke i tvivl om, at det var den kristne Gud eller Jesus, selvom jeg mange gange siden har overvejet, hvordan jeg kunne vide det med sådan en sikkerhed. Tidligere havde jeg haft andre oplevelser, som måske pegede i den retning, og jeg havde længe haft en længsel efter at finde hjem, men jeg lod mig bremse af de forbehold, man kan have over for kirken som institution,” siger hun.

Hun begyndte at gå i kirke, kæmpede med at blive fortrolig med højmessens liturgi, og som 23-årig blev hun døbt. Da Barbara blev født, var hun ikke i tvivl om, at datteren skulle døbes og præsenteres for kristendommen på en måde, som hun ikke selv var blevet det.

”Jeg bebrejder ikke mine forældre, at de ikke lod mig døbe, men nogle gange har jeg da tænkt, at nogle ting måske havde været lettere for mig, hvis jeg var vokset op med kristendommen. Min mor har introduceret mig til mange værdier, som stemmer fint overens med kristendommen, og jeg tror, hun har givet mig en åbenhed over for det religiøse. I dag taler min mor og jeg meget om tro, og på en måde har Barbara gjort det lettere for os at tale uden blufærdighed om Gud, døden og troen,” siger Malene Fenger-Grøndahl.

For et år siden blev Barbara Fenger-Grøndahl storesøster til Safia, som familien har adopteret fra Burkina Faso. De to piger deler værelse og er rigtig gode venner, men som storesøster har Barbara Fenger-Grøndahl også lært at sætte pris på de situationer, hvor hun kan være på to-mands-hånd med sin mor. Kirkegangen i Sankt Markus Kirke i Aarhus søndag formiddag er en af de stunder, hvor det ofte er de to, som er alene på tur sammen.

”Nogle gange vil Barbara hellere på legepladsen, og så gør vi det, men hun kan lide den ro, som er i den almindelige højmesse, og så har vi fundet en kirke, hvor der er gode børnegudstjenester,” siger Malene Fenger-Grøndahl.

Men for Barbara Fenger-Grøndahl er det med Gud og engle primært noget, som hører hverdagen til. Ved morgenbordet synger de en madsang, som de også synger i børnehaven, men ledsager det med et mere traditionelt bordvers. Og når de ikke sangene, så synger de versene på vej til børnehave. Ved sengetid er fadervor en obligatorisk del af putteritualet.

”Jeg har da overvejet, om det er hensigtsmæssigt at bede den samme bøn igen og igen, for man kan jo risikere, at det bare bliver noget, som man rabler af, men i dag er det en vigtig del af vores putteritual,” siger moderen.

Da datteren som treårig skulle sove hos en veninde, oplevede Malene Fenger-Grøndahl konkret, hvilken forskel bønnen gjorde. Da pigerne skulle sove, blev Barbara Fenger-Grøndahl overvældet af hjemve, så venindens familie ringede til Malene Fenger-Grøndahl. Hun fik en ulykkelig datter i røret, men efter at have bedt fadervor og afsluttet med ”Gud, velsigne dig, dyt, båt”, som de plejer, så var pigen parat til at fuldføre overnatningen hos veninden.

”Det betyder meget at vide, at der er en anden, som passer på dig. Ved at bede Fadervor med hende i telefonen gav jeg hende adgang til et rum, hvor hun finder tryghed,” siger Malene Fenger-Grøndahl, som også kan finde på at foreslå datteren, at de skal bede, hvis hun er urolig.

”Det er ikke altid, at Barbaras måde at tale om Gud på rimer med en kristen teologi, men hun taler om Gud med både naturlighed og humor og er for eksempel overbevist om, at hun har en skytsengel, som kan ae hende på øjenlågene, så hun kan falde i søvn,” siger Malene Fenger-Grøndahl.

Der er noget, Barbara Fenger-Grøndahl gerne vil vise gæsten. Med en blyant har hun tegnet sin skytsengel.

”Du kan tegne din lige ved siden af,” siger Barbara Fenger-Grøndahl.

nygaard@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock