Den 18. maj 1843 blev der holdt sprogfest eller folkemøde på Skamlingsbanken i Sønderjylland. 6000 mennesker samledes for at hylde det danske sprog og markere danskhed i Slesvig-Holsten. Året efter samlede et tilsvarende møde 9000 deltagere i protest mod, at tysk var gjort til officielt sprog i stændersalen, medmindre man ikke kunne sproget. I alt er der siden holdt 149 folkemøder på Skamlingsbanken med op til 100.000 forsamlede lige efter krigen.
Så Folkemødet på Bornholm, der takker af i dag, har haft sine forløbere. Forskellen er, at de seneste dages møde ikke har haft danskhed som dagsorden. Det skulle i stedet være en fest for demokratiet, en saltvandsindsprøjtning til den demokratiske debat. Et møde mellem politikerne og folket.
Blev det så det? Der var i hvert fald ikke mange politikere, der lyttede med, da en taler på speakers corner efter britisk forbillede i går formiddag sagde sin uforbeholdne mening om det danske samfund. Ligesom der heller ikke var andre, som i den silende regn havde sat sig i havestolene foran mikrofonen. Enkelte lyttede dog med under en paraply.
LÆS OGSÅ: "Bornholms unge stemme"
Trods bygerne var vejret med festivalen de første dage, og der var pænt fyldt op på plænen foran Danchells granittalerstol. Partilederne fra de største partier, der alle havde fået taletid midt på dagen eller om eftermiddagen, samlede hver nogle hundrede tilhørere. Sværere var det for Lars Barfoed (K), Margrethe Vestager (R) og Per Ørum Jørgensen (KD), der havde fået utaknemmelige tidspunkter om aftenen midt i spisetiden. De bliver nok flyttet til næste års folkemøde.
Indholdsmæssigt ofrede ingen af talerne mange ord på demokratiets tilstand, og det var nok også for meget at forvente med et folketingsvalg umiddelbart forestående. Der blev ført valgkamp for fuld udblæsning med fokus på emner som økonomi, miljø og grænsekontrol.
SÅ VAR DER ET VÆLD af andre møder med mere eller mindre underholdende elementer. Som en såkaldt DJ battle, hvor politikere udfordrede hinanden med de musiknumre, de har på deres telefoner. Eller som udskænkning af mad og drikkevarer eller som et nationaløkonomisk foredrag i mødets store cirkustelt. Det sidste med et deltagerantal, der fik arrangøren, professor Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet, til tørt at glæde sig over, at han ikke skal leve af at være cirkusdirektør.
LÆS OGSÅ: "Folkemøde i valg-kampens tegn"
Bortset fra det samlede de fleste arrangementer både 10, 20, 30 eller endda flere deltagere, ofte med engagement og spørgelyst. Med Christiansborg-pressens massive tilstedeværelse nåede mange af debatterne og budskaberne også godt ud over Bornholms klippesider.
Det selvsamme pressekorps synes ikke udelt begejstret for folkemøde-forsøget, især fordi folket har været så beskedent repræsenteret. Det indspiste netværk af politikere, lobbyister, journalister og kommentatorer har i øvrigt spist, drukket og hygget sig så gevaldigt sammen, at det nok kunne give anledning til en debat om skotterne mellem magthaverne og den såkaldte 4. statsmagt.
Mere principielt kan man overveje, om det er rigtig at gøre politik til underholdning og cirkus. Nogen vil mene, at den politiske debat allerede er rigelig tivoliseret. Ikke desto mindre efterlader de fire dage mange positive erfaringer, man kan bygge videre på. Noget skal nok justeres, for eksempel at møderne holdes tre hverdage og en lørdag, som kun giver børn og ældre chancen for at deltage. Endnu mere vidtgående kunne man også overveje at flytte det til skolernes sommerferie, som man har gjort med den svenske pendant, Almedals-veckan, med stor succes.
Danske politikere lægger dog ikke skjul på, at de kvier sig ved at skulle ofre sommerferie på demokratimøder.
ENDELIG ER DER spørgsmålet om den geografiske placering. At holde det på Bornholm er selvfølgelig en kærkommen chance for et udkantsområde, men afstanden og omkostningerne ved at komme til øen for de godt fem millioner danskere, der ikke bor der, øger ikke just den folkelige gennemslagskraft.
Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) har allerede proklameret, at øen også bliver hjemsted for folkemøde igen i juni næste år. Mens Pia Kjærsgaard (DF) kræver, at det bliver i Odsherred.
Når alt er sagt, har Folkemødet også vist, at det ikke står så sløjt til med demokratiet og den folkelige debat, som man af og til kan høre. Formentlig ingen steder i verden er afstanden mellem politikere og befolkning så kort som herhjemme uanset om man kommunikerer via sociale medier som Facebook, ved at skrive et gammeldags brev eller møde op til et vælger- eller folkemøde. Ligesom der er rig mulighed for at blande sig i debatten via internettet og de trykte medier.
Men midt i den omfattende elektroniske kommunikation har det personlige møde og debatten ansigt til ansigt stadig sin plads, så Danmark har ikke haft sit sidste folkemøde.